Rasmus Varnich Blumensaat: SOFT POWER

Nazikvie

Omkring min højre arm
er mørket en kælvende kvie
min hånd næsten helt forsvundet
i mørket tøver jeg med at tænde
din natlampe og føle
mine indvolde trænge ud i madrassen
når jeg igen bemærker ligheden
mellem lampeskærmens tekstur
og min egen hud
jeg tror ikke du er nazist
men i mørket bliver jeg i tvivl
din oldefar
dolken i skuffen
og Lone Franks bog
på sengebordet
dit smukke genom
din hofte som det højeste punkt i rummet
nationalsocialistiske satellitter i kredsløb
topografisk datavisualisering i sort og grøn
jeg spørger om vi kan skifte side
du mumler noget på tysk
Volkswagen
Zugzwang
Sudetenland
 
 
 
 
Det besatte område

Jeg kigger ned i fladen på min opadvendte hånd,
min sidste gode hånd,
der ligner en kvæstet trane af papir,
husblashuden, den knækkede livslinje,
fingeraftrykket på min højre tommel,
hvis mønster ikke er genetisk,
hvis mønster blev skabt af trykket i min mors mave,
det eneste jeg mangler at ætse væk,
og betjenten gentager spørgsmålet
med bugstøtte fra sin skudsikre vest
på en måde der gør, at man ikke
meningsfuldt kan skelne mellem
menneske og materiel:
‘What is your one demand?’
og det lyder som en variation
over samme spørgsmål
magten, den bløde, magten, den hårde
altid har stillet mig hen over en kop kaffe
på kontoret, i klinikken, på stationen:
“Hvad drømmer du om?”
 
 
 
 
Fremmed dronning

Det er som om den her bi har kravlet rundt i vindueskarmen hele mit voksne liv.
Det er ikke den samme bi, det ved jeg godt, men det ved den ikke.
Den ved ikke mere end de virrende antenner
den dovne krop bedøvet af ophobet kemi fra et ufuldstændigt stofskifte
det enkelte ben løftet mod overgangen mellem akrylmaling og termorude
en gigtsvag krigsveteran der håndflader sig over inskriptionen
af kammeraternes navne i monumentet

Nu kommer og går sæsonerne som det passer dem.
El Niño bliver hårdere end den har været de sidste mange år.
Ikke en tusindsårshændelse, men et atmosfærisk fænomen
der ikke ænser grænsedragernes døgnfluevinger
navngivet af den sydamerikanske befolkning
efter det spanske ord for Jesusbarnet.
Ikke en tusindårshændelse, men så alligevel.
Duften af benzin mens jeg sidder og venter på bagsædet.
Mine bare arme der ikke kan være nogen steder
fordi det sorte læder brænder i solen.
Duften af benzin i hver eneste af det 20. århundredes krige.
Kugler der hvisker mit navn i det høje græs.
Kulturplanternes genopstandelse som et globalt skæbnefællesskab
mesoamerikansk folklore, blandingsmagi.
Drømmen om at være hjemme igen
som et forstadie til alt det intet
der hænger og venter mellem stjernerne.

Alderdommens langsomme afvæbning af mennesket som en art velsignelse.
Forestil dig, at alle gik ind i døden med samme energi
som en teenager i næstsidste stadie af rabies
der ved synet af vand flår sig selv, hele rummet i stykker.
 
 
 
 
Magtvakuum

kvinden
ikke Kvinden
men kvinden i karmen
med udsigt til himlen over Aleppo
himlen over Aleppo der græder hvid fosfor
kvinden på altanen
med cigaretten mellem to ømme fingre
tænker uden at vide det
på sin makeup
som broken window theory
de sorte striber på kinderne
for at dæmpe det vilde stadionlys
da hendes bror bliver hængt
game face
for at beskytte det ubrugte indre
mod omstrejfende grupper
af forældreløse teenagere
sultne hunde
frie droner
 
 
 
 
Vejrhane

Jeg kan ikke høre mig selv tænke i Kødbyen.
Jeg kan ikke høre mig selv tænke i turbulensen
fra helikopteren der lægger an på taget.
Det var vel også meningen.
Var udryddelsen af mening
ikke netop grunden til at vi
kom herop til det yderste thule
hvor mælkevejen vender
det hvide ud af sit kejsersnit?
Jeg er undervejs.
Jeg er under vejret.
Jeg er utryg ved atmosfæren.
Jeg mærker min egen ånde i operationsmasken,
mens solen og havet bliver forældre
til et nyt kuld vinde.
Jeg er en fremmed livsform.
Jeg indvier jorden
ved at bløde igennem
bløde nye minegange
blodsprøjt som brudebuketter
smidt mod jorden i vrede.
Jeg spytter dig i dit åbne ansigt.
Jeg holder mit ord
i hånden
som en pilefrø
der er ved at uddø
under vandet fra den varme hane.
Vi er ikke så forskellige, du og jeg
siger jeg til marhalmen.
Vi er kønsløse droner
hverken mere eller mindre vigtige
end det pollen vi vasker ud af håret
efter endnu dag.
Vi kravler over klitterne i generationer
til vi når havet
hvor vi så bare står og blomstrer
stresshormoner og sandhedsserum.
Hvad ved træerne om himlen?
Hvad ved molekylediagrammet for salt om sorg?
Ved det at det ligner en isflage afstødt fra sårbare Arktis?
Hvad ved redningshelikopteren
om klippefuglenes dynasti?

Og jorden siger
forlad mig i vrede
plant dit flag i månens kød
kolonisér det stakkels ydre rum
så længe du ikke glemmer
at mineralerne i din krop
altid vil tilhøre mig.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>