Noa Kjærsgaard Hansen: To tekster

Jeg cykler under en himmel

Jeg cykler under en himmel, der åbner sig, jeg forstår mig ikke på det landskab, der venter mig. Menneskene, der sidder på plænerne med deres arme, deres bøger, deres små snacks som de dypper i en plasticbøtte med creme fraiche, sikkert oprørt med diverse krydderier. Jeg forstår mig ikke på den kollektive erfaring, jeg forstår mig ikke på den ensomme. Jeg googler et kroatisk vandfald i flere timer, det forstår jeg mig på. Men hvad nytter det når alt det, der egentlig fylder i bevidstheden, alle de midlertidige fornemmelser af at være i live, al den midlertidige lykke, al den midlertidige sorg, for det er sådan de altid opfører sig, lykken og sorgen, altid midlertidigt, og det indimellem, sorte huller. Alt det erfaringerne egentlig er bygget op af, er de interne, intense øjeblikke, de historier, de grin, den gråd, der deles blandt mennesker, der kender hinanden til hudløshed, de øjeblikke, der afviser enhver universalitet, der afviser ethvert forsøg på at blive fiktionaliseret, ethvert forsøg på at blive genkendt af andre end dem, der er en del af denne erfaring.

 
 
 
 
 
Hver morgen er jeg stadig turist

Jeg vågner før min kæreste, kigger ud af vinduet. Massive bygninger side om side. Duer i diverse huller på bygningerne, duer der skider i disse huller hver morgen. Hver morgen er jeg stadig i Wien, hver morgen er jeg stadig turist. I dag er dedikeret til først at vente på leveringen af en vaskemaskine/tørretumbler, så: installere en vaskemaskine/tørretumbler. En hverdagsting. En følelse af at gøre det samme som naboen eller ham i sporvognen med hænderne i de gule håndtag, der dingler synkront frem og tilbage. En følelse af at være lidt mindre turist. Sengen i vores 25 kvadratmeter store værelse er placeret ud mod vinduet med cirka én meter til den ene væg og fire meter til den anden. Det giver en ubalance i rummet. Hver morgen: at vågne mod den nøgne del af lokalet. Denne morgen: at have en agenda, at skulle vente på denne vaskemaskine/tørretumbler. At skulle installere den. Min kæreste tager af sted til sprogkursus. Hun har skrevet et digt til tysktimen om kontraster i vores forhold: Ich mag Beyoncé / Er magt Metal musik. Hun læser det højt, vi griner og jeg siger det passer ikke og hun siger nej og vi griner igen. Ved 13 tiden ringer en polak på døren. Det vil sige: jeg antager, at han er polak på grund af hans accent. Jeg har intet belæg for det, men nogle gange virker det nødvendigt at antage noget, for ikke at gøre en situation unødvendigt kompliceret. Jeg tager elevatoren ned, der er to polakker. Vi snakker tysk i halve sætninger. Vi får bakset vaskemaskine/tørretumbleren ind i elevatoren og mig ind mellem vaskemaskine/tørretumbleren og døren til elevatoren og det hele virker så porøst: hvad hvis elevatoren stopper, tænker jeg, på grund af vaskemaskine/tørretumblerens vægt. På grund af min vægt. Den samlede vægt. Jeg trykker på 4 og tager min telefon frem. Jeg oversætter et par ord via en Google Translate app. Ord som jeg muligvis kunne få brug for i en senere samtale med de to polakker vedrørende installationen af vaskemaskine/tørretumbleren. Waschmaschine. Zurück. Werkzeug. Polakkerne er hurtigt væk. Danke, råber jeg efter dem. Jeg pakker maskinen ud af flamingoen, sætter slangerne til som anvist. Jeg skal bruge værktøj. Hvor er der værktøj, spørger jeg ud i rummet. Selvfølgelig er der ingen til at svare, min kæreste er til sprogkursus for at lære om kontraster i vores forhold. Jeg går ud af lejligheden, tager elevatoren ned, ud på gaden. Forbi en gammel dame, der læser i en folder gennem et forstørrelsesglas. Har i en her, spørger jeg i en butik. Verkaufen Sie Schraubenschlüsseln? Spørger jeg. Nein, Bauhaus. Wo ist Bauhaus? Spørger jeg. Jägerstrasse. Jeg kører fem stop med tram nr. 33, jeg kører over Donau-floden. Jeg går en kilometer fra stoppestedet, forbi en forladt tankstation, forbi en butik, der sælger tøj i store størrelser. Jeg er i Bauhaus. Jeg bliver helt høj på testosteron, det kan jeg mærke, og jeg undrer mig over det. Jeg har aldrig været værktøjstypen. Jeg har aldrig købt værktøj. Har jeg mon et hemmeligt lager af testosteron gemt i kroppen, tænker jeg, mens jeg går forbi sektionen med haveredskaber. Jeg er ivrig i Bauhaus, jeg vil købe det hele. Jeg ringer til min kæreste: er der andet vi skal have, nu jeg er i Bauhaus? Spørger jeg. Nej, svarer hun. Er du sikker? Svarer jeg. Stikdåser, lim, brusehoveder, havevandere? Spørger jeg. Nej, svarer hun. Min egen lille håndværker, skriver hun senere i en sms. Jeg kan mærke en sitren i kroppen, efterfulgt af gåsehud, mens jeg leder efter værktøjsafdelingen i Bauhaus. Jeg som troede, at Bauhaus kun havde værktøj. De har også blomster, kakkelovne, tæpper, vandbassiner. De har alt i Bauhaus. Jeg skal kun bruge en møtriknøgle og en skruetrækker. Det virker så dumt at være taget hele vejen i Bauhaus for kun at købe en møtriknøgle og en skruetrækker. Jeg beslutter mig for at købe et sæt af forskellige møtriknøgler og skruetrækkere. Jeg tager U-bahnen hjem. Min puls falder og stiger i takt med tempoet fra Jägerstrasse Station til Währinger Strasse/Volksoper Station. Jeg kommer hjem, skruer møtrikker af på bagsiden af vaskemaskinen indtil en fjeder på møtriknøglen springer af og jeg tænker: kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal i Bauhaus igen i morgen for bytte det lort. Da jeg skal starte maskinen, ser jeg, at det buler ind ved lågen. Det må være design, tænker jeg først, men finder hurtigt ud af, at maskinen er blevet beskadiget under transporten. Måske allerede før transporten. Måske har en idiot på et lager sparket til vaskemaskine/tørretumbleren, så den nu buler ind ad. En stor idiot, tænker jeg, en stor østrigsk idiot, eller polsk eller sågar en idiot af en helt anden idiotisk nationalitet. Har de sendt en beskadiget maskine af sted? Sådan står jeg og næsten råber, nærmere: sidder på hug, bøjet ned mod den bulede front på vaskemaskine/tørretumbleren. Jeg sukker lidt, denne gang dybt. Jeg må skrive til min udlejer. Sikke en banal ting, tænker jeg, at noget går i stykker, at jeg skal bakse med noget så banalt som en vaskemaskine/tørretumbler og at jeg derefter skal skrive til min udlejer for at finde ud af, hvad jeg skal stille op med denne banale situation. Jeg tilføjer flere billeder af den bulede vaskemaskine/tørretumbler i e-mailen, selvom det er svært at finde en vinkel, hvorfra man kan se bulen. Hvor det ikke bare ligner design. Billeder, hvor det rent faktisk ligner, at en stor idiot, enten østrigsk eller polsk eller en idiot af en helt anden idiotisk nationalitet, har stået, allerede inden transporten, og sparket til vaskemaskinetørretumbleren. Jeg må pakke det hele sammen igen, skille slangerne fra maskinen, skrue møtrikkerne på. Jeg sender mailen og jeg sukker og jeg tænker: åh.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>