Daniel Boysen: Fire tekster

 
 
I
 
Vi sidder på et fly på vej mod Tyrkiet uden min søster, mormor og morfar siger, at hun er for ung til at komme med. Et par dage efter vi er landet, er jeg Ronaldo i gaden, selvom jeg er hvid og langsom. Vi ophæver grænserne mellem vores religion, vores køn, vores afgrund. Godt jeg øvede mig i haven, at jeg forstod, hvordan bolden skal rammes, hvis den skal i mål. Vi behøver ikke det samme sprog for at forstå hinanden. Jeg forstår ikke, hvordan flyet kan holde sig i luften så længe, når jeg altid falder lige meget, hvor meget jeg forsøger ikke at lande.
    Vi sidder på en båd midt på havet, varmen gør mig brun, og jeg kan svømme helt hen til kysten, selvom den er langt væk. Af sted med nogle voksne jeg ikke kender. Tilbage til båden igen, hvor mormor og morfar er ved at være rynkede. Jeg spiser mange Doritos. Jeg går rundt i et land, indtil jeg kender alle revner i fortovet, forstår forskellen mellem nat og dag, kender ordet for hej. Merhaba, min ven, jeg vil gerne købe nogle af dine bær, de ser lækre ud, jeg kan ikke længere tåle alle de chips, du kalder mig baby, jeg føler mig voksen. Mine ben vokser 20 centimeter det år, og det begynder hernede, som en smerte i skinnebenene. Det klør allerede på mit venstre håndled, der vil senere være et ar efter en udbrændt cigaret, hvordan fremtiden viser sig i selv det mindste.
    Vi sidder hver morgen og spiser sammen på altanen, under os svømmer folk rundt i poolen. Jeg kan bedre lide havet. Vi siger ikke så meget, men læser lidt i vores blade eller betragter mineraterne, hvor der tidligere på dagen blev kaldt til morgenbøn. Der er noget flot over dem, selvom de higer sådan efter himlen, at jeg ikke kan følge med, ikke vil. Sådan har jeg det allerede med bygninger nu, måske er det bare noget med min højdeskræk eller en slags ensomhed.
    Jeg placerer altid Stenderup, hvis jeg ikke er der; ser hvor meget plads, den optager, hvor den kunne ligge, om den skulle være synlig eller skjult, en anden eller sig selv. Hvor mange af disse indbyggere, der ville passe ind og hvilken funktion de kunne have, hvordan de kunne gøre tingene bedre, måske. Min stemme er allerede blevet anderledes bare af at tænke på det. Den slags forandring. Om Stenderup skulle være her, eller Tyrkiet skulle være i Stenderup, det betyder ikke noget, vi finder ud af det, når vi er blevet gamle nok.
    Da jeg svømmede mod kysten, havde jeg en pose i lommerne med jord fra baghaven, jeg efterlod lidt af min historie, fordi jeg ikke vil mindes. Afstandene mellem os genoprettes, da vi sætter os tilbage på flyveren. Hoşça kal, indtil vi ses igen, min ven.
 
  
II
 
Der er gult tapet i køkkenet. Mor ligner ikke længere sig selv, hun sidder i kørestol, har fået andre tænder, er falmet. Alligevel har hun stadig en livsgnist, inviterer på kage og kaffe et sted i Sydvestjylland.
    Jeg kører i en bue uden om Stenderup, forestiller mig polititape og skilsmissen som en vedvarende eksplosion. Der går en t-rex, med sine små arme, den er hurtig, men ikke så klog som man først troede, i dens angreb ligger en misundelse; over ikke at kunne nå alt det, den gerne vil have, ikke at blive elsket, at være et misfoster, fordi den gerne vil æde sin egen art.
    Vi smører hinanden ind i chokolade, inden vi fortsætter.
    Der er intet lyskryds, kun et mørkt skær, støvet der svæver i vinden, venter, bare venter, hvis man kører en finger igennem luften, kan man male sig en vej at følge. Skolen ligger lukket hen, ingen elever, ingen lærere, ingen jobs, ingen til at tage over når halvdelen af befolkningen er på plejehjem, her er velfærdsstaten brudt sammen. T-rex ved ikke, hvor den skal tage hen, den holder særligt af at æde de små, deres friske kød mellem tænderne, måden at holde dem nede på, at misbruge sin magt og den tillid, de små viser, ved at æde deres barndom, med køn og det hele. Efterlade et tomrum, et frø, hvor flere personer kan vokse, drive omkring, samle sig fra støv, til knogler, til nervebaner, til muskler, til organer, til hud, til krop, til krop, til hud, til organer, til muskler, til nervebaner, til knogler, til støv. T-rex vinder. Små sensorer sender ultralyd rundt med sandheden som fx hunde, delfiner og flagermus kan høre, men hvad hjælper det, når de mennesker der var med, har glemt, hvad der skete. Alle dyrene fra dengang er alligevel døde. Ingen får det nogensinde at vide, her er retssystemet brudt sammen. Selv t-rex må være død nu. Der er ikke mere chokolade.
    Her sidder vi, med det gule tapet i køkkenet, der er en cigaret i askebægeret, nummer fire siden jeg kom, jeg ved ikke, hvad hendes nye mand hedder, han henter en øl, vi drikker en øl. Vi siger ikke så meget, hvordan har du det, fint, jeg har det fint, hvordan har du det, fint, jeg har det fint. Sidder lidt. Jeg er voksen. Der er en klump i min mave, min læge siger, at jeg ikke fejler noget, at jeg ikke har taget skade; men jeg ved, at videnskaben ikke kan måle alt, fx hvem vi er eller hvordan vi elsker. Mor kan ikke måles med noget apparat, der er ikke nogen fast bundlinje eller en formel at følge, måske en række variabler der ikke kan opsættes i system alligevel, det er umuligt at forstå, hvordan eller hvorfor, så vi sidder altså bare her, imens jeg forsøger at tilgive.
    Vi ruller ned til brugsen for at handle lidt ind, franskbrød, faxe kondi og lidt kage. Hun snakker om at flytte tilbage til Spanien igen, hvordan bjergene giver en eller anden form for ro, jeg tænker, at hun snart må stoppe med at flygte, at det ville være nyttesløst at sige det højt. Hun snakker om varmen, om sproget hun ikke forstår, at hele den lille by ved bjergfoden husker hende.
    Vi husker hende også, hvordan hun efterlod.
    Hun holder af Paella, et glas hvidvin gør heller ikke noget. På et tidspunkt ser jeg også et billede af hende, på nettet, efter at vi ikke har snakket sammen i flere år. Jeg kan næsten ikke kende hende, alligevel er det som at kigge i et spejl.
    Da vi kommer tilbage, står der to tomme øl mere, vi smører et par madder, spiser lidt kage, drikker kaffe. I det mindste hjælper han hende på toilettet. Da vi siger farvel, giver hun mig en plovmand, men min tilgivelse kan ikke købes. Jeg sidder i bilen og tænker, tager et par dybe indåndinger, slår en prut, smiler, kører, tager buen den anden vej rundt.
    Efterfølgende bruger jeg to uger på at sætte min krop sammen igen, så man ikke kan se sorgen, der vil altid være et sort hul i øjet.
 
 
III
 
At forstå tingenes sammenhæng, hvilket tryk knivbladet skal have for at det bløder, men ikke giver et ar, hvordan det kan lade sig gøre at være gennemsigtig-nøgen, at lade revner vokse i ens trætop uden at visne, hvem der satte ild til den yngste, hvorfor det ikke var mig i stedet, at vi fx er den eneste art der aktivt udrydder sig selv, at vi påberåber os gud, at hænge ansvaret op som løkker.
 
 
IV
 
Vi går rundt som bjergrygge, der er kun en række små stier, hvis man gerne vil finde et sted at falde til ro. Der står en sten midt i luften. Jeg lærer aldrig, hvordan jeg skal nærme mig dig. Det kræver ikke mere end et øjebliks ubeslutsomhed, før man falder ned og skal begynde forfra. Vi har en kaktus i vinduet, dén kan overleve det meste, cigaretrøg, stråler, blødninger og alt det der. Udenfor bor ca. 5 millioner mennesker, der ikke har meget at sige. Jeg tager hånden om kaktussen og klemmer til.
 
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. Fantastisk lyrik, der bider lidt i hjertet. Hjernen kommer på overarbejde på den fede måde, her i linie 4a mod Tranbjerg. Alle personerne fra Daniels blændende ord er med mod Tranbjerg, tror jeg nok.
    Mere jeg vil læse mere.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>