Kirsten Nørgaard: Skud og Plads

Skud

I dag når blikket ikke op
over kanten
Vi er omringet af mimetiske
rødkælkedræbere

Put sne i munden
så din ånde ikke kan ses.
Tyg skrå, så ingen
cigaretter gløder

Vi tror det er galskab
men det er skønhedens
behændige spøgelse der flasher
sine diabolske kreationer

og det er de klareste hjerner
der får udløsning i salver
Det er dem, der stikker børnene
en mønt og sender dem ud
for at handle

Jeg vil stjæle en linje
om en rund kiste, jeg vil
runde min krop
omkring en barnesoldat
og mærke skuddet
komme indefra
 
 
 
 
 
Plads

Skriver fra en plads
den plads
der er formet
som en musling

Du kender den godt, alle
kender den plads
den er som et solur
før eller siden
kommer tårnets skygge
til dit cafébord

Vi siger: vi går ind i skyggen
vi siger: vi går ud i lyset

Angsten har to former
En mørk blævrende
klump i eddiken
der er for gammel
en hvid serviet
der blæser ned
fra bordet

 
 

Vis / skriv kommentar (2)
Kommentér

2 Kommentarer.

  1. Verslinje 5-14 i ‘Skud’ synes at udgøre et selvstændigt tema i det ellers dagsaktuelle og overordnede grusomme tema. Et selvstændigt tema, som ganske vist også handler om krigens fejlskud og ulykkelige tilfældigheder, som peger tilbage til Anton Webern på balkonen med den glødende cigaret i munden, der som en skydeskive bliver hans udgangsreplik – grundet det skud, der søger det glødende punkt i mørket: Jeg kan af den grund naturligvis især gyse ved dé linjer, men hele digtet fungerer og er en bedrift, at det trods temaet i høj grad levner livsrum for et poetisk åndedrag, men ikke det sidste, for digtet efterlader dig endda helt
    uden punktum:

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>