Skud
I dag når blikket ikke op
over kanten
Vi er omringet af mimetiske
rødkælkedræbere
Put sne i munden
så din ånde ikke kan ses.
Tyg skrå, så ingen
cigaretter gløder
Vi tror det er galskab
men det er skønhedens
behændige spøgelse der flasher
sine diabolske kreationer
og det er de klareste hjerner
der får udløsning i salver
Det er dem, der stikker børnene
en mønt og sender dem ud
for at handle
Jeg vil stjæle en linje
om en rund kiste, jeg vil
runde min krop
omkring en barnesoldat
og mærke skuddet
komme indefra
Plads
Skriver fra en plads
den plads
der er formet
som en musling
Du kender den godt, alle
kender den plads
den er som et solur
før eller siden
kommer tårnets skygge
til dit cafébord
Vi siger: vi går ind i skyggen
vi siger: vi går ud i lyset
Angsten har to former
En mørk blævrende
klump i eddiken
der er for gammel
en hvid serviet
der blæser ned
fra bordet
Verslinje 5-14 i ‘Skud’ synes at udgøre et selvstændigt tema i det ellers dagsaktuelle og overordnede grusomme tema. Et selvstændigt tema, som ganske vist også handler om krigens fejlskud og ulykkelige tilfældigheder, som peger tilbage til Anton Webern på balkonen med den glødende cigaret i munden, der som en skydeskive bliver hans udgangsreplik – grundet det skud, der søger det glødende punkt i mørket: Jeg kan af den grund naturligvis især gyse ved dé linjer, men hele digtet fungerer og er en bedrift, at det trods temaet i høj grad levner livsrum for et poetisk åndedrag, men ikke det sidste, for digtet efterlader dig endda helt
uden punktum:
Tak for kommentaren!
Snigskytter har mange tricks for ikke at blive afsløret.