Esther Prætorius Salling: Gudhjem

Jeg søgte tarvelige ord som svinehunde gennem græsset eller stråene som hårde pinde der stikker op imellem os og i vores åndelige sammenkomst her i solen. Desuden gjorde det mig ikke noget, at jeg var et jeg en lille perle af rystende angst i en verden, som bare er i sig selv, som ikke forlanger noget, men som vi tror forlanger noget af vores subjekt. Hvad er det der forlanger, jeg bliver ikke forlangt noget, jeg er bare, og det i sig selv er utroligt er sønderrivende smukt og helt usammenligneligt med noget der ikke kunne være. Gudhjem f.eks. på havnen med de vuggende skibe og Østersøen, man kigger ud på med bare tæer på havnefronten og med vinden der ligger er ikke-eksisterende i dag. Nærmer mig snart, det står som en stor og varm krykke lænet mod sig selv og et vindue der lyser støvsamler i lyset som en stribe af glas. Nej, du sagde jeg måtte gerne, så det gør jeg, helt apatisk og alligevel stensikkert helt ekstatisk i mit indre, det var at kunne skrive, det var at kunne skrive blikket fra hinanden og sig selv i formationer store glødende kugler af ild som holdes sammen af tyngdekraften og alligevel udvider sig i brændende ild, en gas. Så det svider i øjnene, omkring munden, et forkølelsessår, jeg var ikke helt oplagt, havde tør hals, ondt i den.
 
 
 
Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>