Mette Østgaard Henriksen: Afmagten lever i Andesbjergene

Affekten ligner mest af alt en tangloppe. Den er frygtet fordi den lider af permanent sult og er uhyggelig vild og voldsom. Ansigtet er mærkeligt fortrykket og rynket.

Akavethed er kendt af alle på grund af dens mærkelige og kluntede legemsform. Den har et besynderligt kantet udseende. Når den svømmer, holder den kroppen lodret. Resten af tiden er den firkantet og hornagtig. Det besynderligste ved den er nok, at den har både næse og mund vedhæftet på undersiden. Akavetheden holder sig i umiddelbar nærhed af mennesker og klamrer sig til dem med sin snohale.

Apatien har et rør i bagenden, der anvendes som ånderør. Apatiens udvikling kan ofte tage lang tid, for visse former op til fem år. I gamle dage sang den en monoton sang i bagerier og andre lune steder.

Begæret kan være vidt forskelligt udformet og lever udelukkende af saft. Hunbegærets legeme er dækket af lange snehvide, voksagtige tråde. Hanbegæret træffes kun en kort tid om foråret. Det har gangvorter på alle led, og når det sidder og ruller bagkroppen op, ligner det mest af alt et spørgsmålstegn.

Blufærdigheden borer sig ind i tarmvæggen og derfra ind i et blodkar. Med blodstrømmen føres den ind i musklerne, hvor den udvider sig og ender med at spise musklen råt. Blufærdigheden kan blive lige så stor som et barnehoved og sidder i leveren hos de fleste pattedyr. Man kan forstørre blufærdigheden op til syv gange.

Empatien hører sommernatten til. Den flyver rundt og sender sine glødende kærlighedshilsener ud, som straks besvares. Dens levevis er endnu ret uudforsket, men den hører til blandt haveejerens bedste medhjælpere, fordi den er en fremragende gødningsklump.

Ensomheden er en hellig pilletriller. Den er lysgråbrun med sorte pletter. Ved at bakke rundt i en kreds, graver den sig ned i sand, så der danner sig en tragt der, hvor den ligger. Hvis man kommer ned i dette krater, vil det være umuligt at komme op igen. Sandet skrider væk under ens fødder. Hvis ensomheden synes, det varer for længe, sender den en sandstråle op efter sit offer, som straks trimler ned til den og bliver viklet ind i tang.

Entusiasmen har meget korte vinger. De former for entusiasme, der kommer i berøring med mennesker, er bedst kendte. Entusiasmen er et smukt eksempel på, hvor udspecialiseret en følelse kan være uden at falde sammen med omgivelserne.

Fjendtligheden aflægger sin ægmasse i en skummet substans, som dækkes af rustrøde småhår. Når den har ædt så meget, som den overhovedet kan overkomme, og skiftet hud det reglementerede antal gange, revner den.

Forelskelsen har store vinger, der ligger krammet sammen i et snævert hylster. Det tager tid at pumpe dem op. Når vingerne er helt udspilede, begynder forelskelsen at vibrere med dem, og endelig kan den i al sin skønhed sværme ud i livet. Den første time af dens lufttilværelse er yderst farlig.

Forventningen kan finde på at lægge sine æg i en tudses næsebor. Larverne æder sig ind i tudsens hoved, og dette medfører i løbet af få dage tudsens død.

Der findes flere forvirringsformer, der på visse lokaliteter kan være ret afvigende. Det kan være uhyre vanskeligt at udrede deres slægtskabsforhold. Den største forvirring er ret bred og har næsten æselagtige ører. Mærkeligt nok har man aldrig effektivt forsøgt at tæmme forvirringen; det har i hvert fald aldrig givet praktiske resultater.

Frustrationen klarer sig udmærket nedgravet i dynd, takket være et veludviklet tarmåndedræt. Den er lidt forslugen og egner sig ikke til at gå sammen med andre følelser. Er man først blevet ramt af frustrationen, foretrækker de fleste at gemme sig i stærkt rindende vandløb. Ens krop bliver så sammentrykt, at hvis man ses lige forfra, er man kun en streg i vandet.

Frygten er en almindelig angstfølelse og har desværre ikke mange venner, og det udelukkende fordi den ikke opfattes som en skønhedsåbenbaring. Dog vil en nærmere beskuelse afsløre, at den ikke er så grim endda.

Genertheden bliver anset for at have kirtler, hvis sekreter er stærk lugtende. Da dens hud er meget værdifuld, holdes den i store farme. Dens farver kan være mere eller mindre intense alt efter hvilket humør, den er i. Når den bliver ophidset, puster den sig op, og så kan man ikke få den ud.

Glæden var en efterspurgt tilstand, idet dens kød var meget velsmagende. Den angreb kun mennesker, der ved første øjekast mindede om slanger. Det er nu 100 år siden, at den sidste glæde blev dræbt; før den tid var den almindeligt udbredt ved de nordlige Atlanterhavs-kyster, men en voldsom og ganske meningsløs forfølgelse af denne store, hjælpeløse følelse, der ikke kunne flyve, forårsagede dens totale udryddelse.

Det er ganske uberettiget, at mange mennesker er ængstelige for hadet, da det er yderst fredeligt og ikke prøver at forsvare sig på hverken den ene eller den anden måde. I fangenskab kan hadet blive meget tamt. Det skal dog nævnes, at det har et lille hoved med bevægelige øjenlåg og en stiv krop, der absolut ikke kan sno sig.

Hysteriet er særkønnet. Det er ikke særligt hurtigt i vendingen, men takket være sit giftige bid når det ofte at overrumple sin fjende. Undertiden kan det forårsage ødelæggelser i hønsegårde.

Håbet har strålende rødbrune tværstriber og tager sig pragtfuldt ud. Det er smukt brunligt marmoreret, undertiden kan det brunlige dog være så mørkt, at det virker sort.

Lidenskab har hjemme i den gamle verden. Denne smukke kongefølelse kan bevæge sig gennem luften. Overraskes den, spiler den halsen ud, hvæser, snor og drejer sig som i krampe, for til sidst at ligge helt stille som død.

Liderligheden ser med sine meget bevægelige øjne alt, hvad der foregår omkring den. Den kan med sin meget lange tunge ramme selv noget, der sidder meget langt væk. Den kan være meget arrig og angrebslysten.

Medlidenheden består af afskudte huder. Da de ikke er vokset sammen, kan de frembringe en raslende lyd, når halen rystes.

Melankolien har et ret kroget livsløb. Når et enkelt led af melankolien er kommet ud i det fri, bevæger det sig langsomt af sted, indtil det bogstaveligt talt sprænges af de masser, det indeholder. Løsdelene ligger nu i det fri, indtil de eventuelt spises af en ko.

Misundelsen kan holde sig svævende i luften i timevis. Den kræver sikkert ikke nogen nærmere beskrivelse, da den er kendt af ethvert barn. Ofte kommer den for at agere sundhedspoliti. Hvis misundelsen undslipper, blander den sig let med andre følelser, og i løbet af ganske kort tid har de tabt alle deres kendetegn.

Morskab kan være til stede i så store mængder, at alting virker uklart. Ved at bevæge fimrehårene langs den øverste del af kroppen hvirvler morskaben bevægelse ind i mundåbningen. Nogle morskaber danner ugrenede søjler, mens andre vokser ud i tynde, flade skiver.

Nervøsiteten opdager man først, når man er ved at træde på den. Det er, som om den er klar over det, for den rører sig ikke af pletten, førend katastrofen er lige ved at ske. Når den lille fyr drøner af sted, har man et indtryk af, at det er en lille klump tang, som vinden triller af sted med.

Nostalgien ligner meget gamle danske landhøns. Hertil kommer, at den altid er i bevægelse, og den er absolut ikke lydløs. Den starter en række indviklede ceremonier, men ender med ikke at gøre særligt meget ud af dem.

Optimismen er smukt arrangeret. Den udfører små luftnumre og frembringer en mærkelig vrinskende lyd. Optimismen anser man undertiden for at være et af de vigtigste udgangspunkter for de talrige følelsesformer, som mennesket gennem tiden har fremelsket. Er der mere end en optimisme på samme sted, holder de trofast sammen, men er ikke altid lige venlige over for hinanden.

Skammen kan føre sin skamtavle helt tilbage til vildskammen. Den er udbredt i Europa i talrige underarter. På mange måder adskiller den sig fra de andre følelser, fordi den jager sit bytte ind. Den kan gøre ret stor skade i de fleste kulturer. Tidligere anså man den for at være en særlig følelsesform, men nu er man klar over, at den er i familie med skyldfølelsen. Den kan minde om den almindelige skyldfølelse, men er langt kraftigere bygget.

Skuffelsen har et overordentligt stort gab, idet mundvigen sidder under den bageste del af øjnene. Den er på intet sted særlig elsket. Hele sit liv lever den under jorden, og man er aldrig i tvivl, når man har fået besøg af skuffelsen.

Tillid lærer ofte en masse kunster, derfor ser man den ofte i cirkus. Den klippes på de mest skøre måder, fordi moden også her gør sine krav gældende.

Ømheden er lige så ubehjælpsom som en sæl på jorden. Når ømheden fra et højt træ ønsker at komme over i et andet, kaster den sig blot ud i luften, spreder benene ud til siderne og virker som et svæveplan. Den bærer alle sine ejendele på sig.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>