Siw Ranis: Fire tekster

forebygger uheld med mine tanker
staver sætninger igennem før jeg siger dem
afværger ved
at bygge et hegn op inde i mit hoved
og skille tingene ad
fx. buer og lige linjer fx. stearin/sårskorper/lyde

nu, i skyernes hvidhed og morgenlys sidder jeg
og bløder frygt ud som sår
forklarer mig selv at
sommeren er lang
kvalmen er midlertidig
ingen tager fra dig hvad du har

i håndvasken er der brune hår/negle/bleg kaffe
sårskorper igen
og nogen fortæller mig
kære ven, du er lille
denne morgen
fortæl mig så de klamme drømmes afslutning
fortæl mig om

betændelsen er min
og barnet bag på cyklen, hvis det faldt af
sålerne/ afkradset stearin
her er jeg i min egen sarthed

jeg skammer mig over dengang på skolen: Et barn, jeg ikke ville sidde ved siden af
læreren forsvinder ud gennem døren
og stopper op for at sige:
hvor skrøbeligt hvor ubehageligt
gulvet er ikke blødt som derhjemme

klavertimerne
i kvinten lå fingrene
min underviser fortalte mig historier fra en ungdom i Rusland og hun vidste
at fordi jeg var artig var jeg også bange

samler på ting, jeg har gjort forkert
lister dem op, det er en pine jeg giver mig selv
går dem igennem, udmagrer dem
UDVIDER dem
pensler mit ansigt med dem som æg

 

*

Kære Oldemor

Det er ikke så tit, jeg skriver breve til nogen, der er døde. Dengang du levede, havde jeg ikke lært at formulere mig skriftligt. I dag gik jeg i skoven. Jeg havde Leonoras hvide uldfrakke på. Jeg har et foto af dig i den skov, du gik med hat på det tidspunkt. Bladene er mørkere på billedet end i virkeligheden. Jeg tror bare, jeg er træt. Dengang du levede, lugtede du af harpiks, ligesom skoven. Den blå frakke har jeg hængt på en bøjle på indersiden af døren, jeg bevarer den, lugten. Jeg har skrevet mange sms’er, som jeg ikke har sendt, ligesom nu, dette brev, ligesom frakken. Hvad vil jeg med kontakt. Den pelsede krave er ren nydelse. På himlen en antydning af ubestemmelighed.

 

*

Kære Leonora

Dine drømme, byen som et tilflugtssted, at rejse for at tage væk fra noget. Hvis man ikke ved, hvad man skal vælge, kan man kaste en terning. Odense mod København. Desperation, flugt, hungrende arme. Du er den, jeg stoler mest på. Dengang vi var små, drak din mor også rødvin. Vi spillede skak på stuegulvet, kagen var mørk og tæt som stemningen omkring os, de mørkeblå vægge som du vaskede, selvom de var helt rene, selvom de var så dybe i farven, at ingen ville lægge mærke til snavsede områder. Et dydsmønster på tåspidser. Jeg var ikke klar over, hvordan det stod til, dengang, det så så fint ud i vindueskarmene, alle de dage, men nu ved jeg, at du ikke var okay.

 

*

Kære A

Jeg skriver til dig i hånden, fordi jeg ikke længere ved, hvordan man skriver en sms. Man mister sine evner, hvis man slider dem for meget. Da vi begyndte at gå ture i skoven, tænkte jeg på, om vores rygge mon blev spejlet i græsset og nogen gange på, om skoven ville bevare det, hvis jeg tabte et hår. Efterhånden som dagene gik, kom jeg til at kende dig mindre og mindre. Jeg husker dine øjne som skove, de irrede, søgte. Du så altid på mig med sådan et grønt blik. Jeg var en yoyo. Jeg var et barn.
 
 
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>