Jeppe Mørch: To tekster

Far og synd

Med nøje afmålte søm er mine håndled tømret til den ikkegenerte bil, du stolt viser frem, hej byens få kvinder. Du accepteres i flere kredse, skønt stort set alle ved, det var dig, der startede seneste krig i fjor. Og så vildere. I løb ned af bjerg er jeg nøgen. Lavbenede flankerer mig i starten, men ikke længe, jeg er hurtigere end dem. Pludselig en ny pløk på vejen, den går gennem min fod. Og jeg ventede ikke på dem, så de venter nu ikke på mig. Et hundsk gespenst, farmand, indhenter langt bagfra, fælles tempo nu, sammen tager vi gennem landet, far og synd. Skulle nogen få lyst, er det muligt at tegne med lilla efter os, så danner vi en blottet blodåre i Danmark. Et grin bider sig fast som en sulten igle, skal det ikke være levende, er det en byge af kanyler. Lig kolliderer i opskruet tempo, og venstre side af et nyt ansigt er i mulm. I yngre dages skumring drak jeg for meget kaffe og for vild i en andens system. En ikkediegetisk lyd forstyrrer (nutid) defensiv apati. Jeg forstår det som hån, saver mit skrivebord i dele, du kan si det gennem din ketsjer. Stadig nøgen lægger jeg mig på toppen og med spastiske bevægelser lader jeg sveden komme, og med den kløen og de røde knopper. To kigger på, forvorpne kroppe, smørrede smil, mætte drenge. Overgydt.
 
 
 
 
Skrumpesol

Taxalæder klæber til huden, hvis man rammer det med et bart stykke krop. Slået og sært lettet er jeg der. Aldrig har alt været længere væk, chaufførens stemme går gennem mikrofon af rockwool. Kritikken om en selvoptaget generation, lad os døbe den Fjanteloven; krisen i 20’erne handler om utilstrækkelig vækst i krop og alt der ikke er sjæl. Og Girls. Ikke børskrakket eller mellemkrigstidens Europa. Øv og undskyld for og fra nogle, sejr til andre. 
Tidligere den dag ordnede jeg vasketøj i kælderrum, minutter henne blævrede knæene. Først sank jeg ned på det kølige grå, hvor sprækker står klar. Jeg vidste den var gal, dernede fra. Tanken er larmende, man kan forestille sig en kindløs fændrik akkompagneret af et instrument med dump klang. En pauke, måske, bestående af en stor messingcylinder påspændt et skind som nogle slår på med køller, mens fanebæreren til hest skriger løs, giver los. Eller en klokke, der brager rungende malm ved en næsten tom kirke. Men det er fuldstændig tyst. Taxaen stopper og på beløbet. Psykiatrisk skadestue i Hvidovre er dyppet i det dunkle, og alle bygninger er i ét plan. Kun de mindste kan hænge sig i et bælte. Alting vel i projektørlys, de skøres teater. Alle de pøbelfantasier om den slags medicin, de har i skuffer her, regnbuens piller. Få sjovere (jeg skal meldes ind et sted) til at sidde med hovedet mellem benene. 
Sygeplejer står efter suicidaltjekket klar til at bestille en taxa tilbage, hvor jeg kom frem. Efter sådan et par timer er der dårlig ånde og sprukne læber. Jeg søger en stødpude mod snak og trivialitetens dikkedarer. Hjemme ved opgangen er der langt op. Jeg tager deroppe et meget varmt bad, bliver ræd, så rød, lidt renset. Koger salt fra, kommer ud, sætter mig på sengen. Tunge hænder, tungt i, tungt op. Bekymrende hurtigt meget kold, et stød mod mig, et rap over nallerne, og der perser tårer af en karl. Så ømfindtlig en person pludselig, ferie i protektoratet ved skrumpesol de næste dage eller et hundeår.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (2)
Kommentér

2 Kommentarer.

  1. Åh jeg føler mig som en fra en fremmed planet. Forstår ikke noget som helst af denne tekst, men det er nok mere min fejl. jeg troede man skrev for at fortælle læseren noget vigtigt. Det er så ikke lykkedes for denne forfatter eller læser. Synd for os begge to.

  2. “Psykiatrisk skadestue i Hvidovre er dyppet i det dunkle (…) Kun de mindste kan hænge sig i et bælte. Alting vel i projektørlys, de skøres teater” – det er vildt godt

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>