Signe Maxen Olesen: Sommer

      Den sommer jeg blev student, genoptog jeg ridningen. Jeg fik en halvpart, Lullu. En kraftig gråskimmel på 1,67. Det begyndte at volde mig problemer at få hende ordentligt til biddet. Hun var stivnakket og sløv. Jeg gav hurtigt op.
      En tæt lugt steg op fra ridehallens bund, støv. Det var pga. varmen, vi hostede alle sammen. Alligevel husker jeg denne trang til at lægge sig midt på hovslaget, rulle rundt i det støvede, som også var blødt. Brunt.
      Det var ikke Lullu, som var sløv. Det var mig, jeg manglede benmuskler, sagde en af de andre piger.
      Jeg begyndte at undvige. Jeg skridtede 20 meter op ad vejen, steg af. Lod Lullu græsse en time, før jeg red hende hjem igen. Min kølige håndflade mod hendes fedtede hals, nakkemusklens reflekser, dens rytmiske ryk, fluernes kilden.
      Jeg begyndte at løbe. Hver gang mødte jeg den samme ældre mand. Jeg væmmedes ved hans venlighed. Han gramsede på mig med sine ord. Jeg er et dårlig menneske på den måde, eller jeg mangler tillid. Jeg bad ham holde mund en morgen, eller jeg stoppede op og fandt en anden rute uden om søen.
      Lugten af kloak. Jeg vil gerne beskrive, at søen havde dårlig ånde. Det havde den ikke. Det var jorden langs kanten, jeg havde den samme fornemmelse i næsen. Den samme lugt af syre. Lave pH-værdier, jeg forstod det aldrig. Mikkel, der dyppede lakmusstrimlerne og så dem skifte farve.
      Det våde papir i opløsning, jeg blev så distraheret.

Den sommer fik jeg en tilbagevendende længsel efter mormors have. Fra stuevinduet kiggede jeg ud. To fede duer kunne sidde tæt i udkanten af hendes bed. Disen, der sænkede sig som et slør omkring dem. Jeg blev ked af at kigge på dem. Måske var det himlens mangel på lys, de virkelig grå fjer. Jeg kunne gå ud og kaste en gren, få dem til at baske lidt, bevæge sig. Jeg kiggede et andet sted hen.
      Mormors hånd på min skulder. Jeg drømte, at hun skulle røre forsigtigt ved mig igen. Det stoppede hun med, da jeg fyldte 12. Jeg turde ikke længere kramme hende farvel.
      Den præpubertære krop som en skrøbelig statue ingen turde røre ved. Vi hørte meget om den.

Jeg talte med far. Det blev statskundskab, der fik min første prioritet. Det var også min eneste prioritet. Jeg skrev ansøgningskoden af. Et sekscifret tal, jeg måtte dobbelttjekke. Det kostede 80 kroner, jeg sendte konvolutten anbefalet, jeg havde dem i kontanter.
      – Har jeg skrevet afsender på, sagde jeg.
      – Ja, sagde de.
      Jeg ville gerne trække tiden ud, jeg ville gerne trække brevet tilbage, hen over disken, sige: ups, ikke alligevel. Jeg gik derfra. Jeg gik hjem.
      Jeg åbnede en bagebog. Farfar var konditor, farfar var bagersvend. Farfar frygtede melallergi. Melallergi, så var det ude med ham.
      Jeg fandt de to opslagsværker på loftet. Jeg snublede på stigen i fars badesandaler, faldt ned på de hårde klinker i bryggerset. Eller jeg frygtede, at det skulle ske. Jeg bad far gå op efter bøgerne.
      Norddisk Bager og Konditor Leksikon A-Z. Jeg husker ikke, hvordan de kom ned fra loftet.
      Jeg husker, jeg begyndte at stå i køkkenet hver dag. Miniature-mazarinerne, smørbagt mørdej. Mors fingre i røreskålen, hendes tunge, der grådigt rensede dem for dej, forsøgte at komme helt ind under de lakerede negle. Sukkeret, der endnu ikke var opløst.
      Og så de blå stole. Jeg hev en ud i køkkenet på trods af forbuddet, man risikerede at ridse gulvet. Jeg fik hoftesmerter af at stå så meget op. Jeg blev træt, jeg måtte lige sætte mig. Jeg var fanget mellem ovnens og solens hede. En rastløs udmattelse.
      Det var en sorgens dag, jeg blev optaget. Jeg græd om natten, det var tankerne om Odense. Jeg plukkede mælkebøtter om eftermiddagen. Fik de her besværlige brune pletter, som ikke er til at skrubbe af huden igen.
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>