Amalie Schelde: du lægger hovedet ind imod mig/ ind imod starten

du lægger hovedet ind imod mig/ ind imod starten
af min hud, siger “det hele er for meget”
imens jeg rører mit kraveben jeg mærker dets kontur og
forsøger at presse fingrene omkring benet
men stopper inden det måske brækker/ går af led og tænker
på hvor tynd jeg er blevet
på sulten i mig og
på dig/ din krop, du ser ud som om vi sidder ned
på en terrasse
jeg ser ud over byen ser ud over
at vi drikker os fulde i rødvin og ud over
at du ikke længere har armen om mig, her på Christianshavn
kan vi se Vor Frelsers kirke af guld
jeg vikler min krop omkring bygningen, cirkler mig om den rundt-opad mod toppen
til jeg forsvinder ind i den, som om det er en mulighed
at vikle min krop omkring en bygning og så blive væk, det er det
jeg forestiller mig: at jeg forsvinder ind i guld af spiralsnoet spir
 
 
 

Vis / skriv kommentar (4)
Kommentér

4 Kommentarer.

  1. kenneth krabat

    Der er sket og sker noget med dansk, som jeg ikke bryder mig om. Udmærket digt, men uden redaktionel behandling /stillingtagen perpetuerer anglecismerne i valg af stedord og sætningskonstruktioner. Og “en maskine starter”, men selv ikke her kan der stå “begyndelsen af min hud” uden at det med sikkerhed ikke er, hvad digteren mener. Mangel på redaktion skaber et dansk, der ikke længere kommunikerer via den brobygning, som et fælles sprog er. Nu skal man gætte og antage, hvilket får sproget til at handler mere om afsender end om modtager.

  2. Jeg sys det var fedt at læse, har ik noget mod sproget.

  3. http://krabat.menneske.dk/kkblog/2007/06/06/barbaric-danish/

    Den finske digter og sprogforsker Leevi Lehto møntede et begreb, han kaldte Barbaric English for at muliggøre inklusionen af indvandrer- og ghetto-udgaver af et nationalsprog. 2G palæstinenserdansk har en egen klang og en egen brug af dansk, f.eks. Dén er jeg helt med på og synes er fedt.

    Som kunstnerisk projekt at trække det “barbariske” islæt helt ud i det individuelle er derfor helt fint som kommentar. Det ses feks. også i visse kunstneres brug af en særlig håndskrift til alt officielt – kunster hér, privat dér.

    Men når jeg som rutineret læser fornemmer, at et sprogbrug skyldes uviden ift. konsensusdansk – snarere end at være en test af sprogets evner til at kommunikere, stille spørgsmål ved personaer og identitet – så kunstner og privatperson i realiteten smelter sammen og derved opløser kunstneren, bliver udtalelserne til meninger snarere end kunst. Og det er der ingen kunst i. Alle har meninger. Alle snakker. Alle mener.

    Kun ved at spænde elastikken og slippe den igen kan man se, hvad elastik er. Kun med et greb i noget KUNSTIGT kan man se det naturlige.

    Jeg kan ikke se nogen (godkendt) redaktion i ovenstående. Jeg kan kun se, at digteren ikke kender dansk særlig godt, og at digteren er enten svigtet af redaktionen eller spændt for en vogn, der tester dansk via undladelse af redaktionel behandling (hvilket i så fald er en meget farlig vej, med påmindelse om f.eks. udfaldet af bindestreg fra dansk, som snart sagt ingen redaktionel behandling indsætter i tekst i dag).

    Forkert sprogbrug smitter, hvilket ikke er det samme som at være moderne. Selvfølgelig kan konsensus skifte – det er jo, hvad det er og gør – men kommunikation er efter min mening ikke et spørgsmål om, at alle skal være kunstnere og have deres egen udgave af dansk, så alle andre skal gætte hvad en anden siger og mener.

    Lad mig gerne høre en anden vinkel.

  4. Cathrine Thordal Voss

    Kære Kenneth

    Tak for din kommentar. Det redaktionelle arbejde på Slagtryk foregår således, at vi internt har en dialog om den enkelte tekst, hvilket så kan munde ud i enten antagelse eller afslag. På denne måde er der altid en redaktionel stillingtagen til indsendt materiale, og flere end en enkelt redaktør vil være inde over teksten. Hvis vi mener, at der er deciderede fejl i en tekst, tager vi kontakt til kunstneren før publiceringen, og evt. efter ved korrekturlæsning.

    Hvad den enkelte digter præcis mener i eller med en tekst er umuligt for os at vide, da denne mening, eller betydning snarere, gerne skal opstå i mødet mellem teksten og den enkelte læser. Det er teksten og læseren, der er i centrum. “Starten af min hud” ser vi først og fremmest som en metaforisk konstruktion – at andre evt. ser det som en anglicisme er for så vidt ikke problematisk, med mindre man i litteraturen søger efter det komplette, danske sprog og en 1:1-forståelse, hvilket er sjældent mennesker imellem – en sjældenhed som derfor også gør sig gældende i især litteraturen og kunsten. Din skarpe skelnen mellem privatperson og kunstner, og i forlængelse hermed meninger og kunst, er i mine øjne fortegnet. Det er ofte i grænsefelterne, at der sker noget interessant. At kunstneren og privatpersonen kan smelte sammen, ser jeg ikke som et problem, men som en mulighed for litteraturen, som den enten kan bære eller ej, og her – og i litteraturen generelt, om den så er personlig eller mere samfundsvendt – handler det ikke om at gætte, hvad den enkelte siger eller mener, men snarere om, hvad læseren selv lægger i det. Kommunikation findes overalt, også i høj grad i litteraturen, den er ikke at fornægte. Men behovet behøver ikke altid at være at blive forstået eller forstå, og da slet ikke i kunsten, hvor det at blive rørt, fremmedgjort, ført på dybt vand m.m. betyder mindst lige så meget.

    Mvh. Cathrine
    på vegne af redaktionen

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>