Kirsten Nørgaard: Stabat Mater

stabat mater
moderen stod
med sorgfuldt hjerte
moderen stod og så sin søn på tv
nej, det er løgn, hun havde ikke tv
men moderen stod et sted og vidste
hendes søn var ydmyget, nøgen
med en sæk over hovedet
moderen stod og genkendte et modermærke
moderen stod
moderen stod
jomfruerne gik
i militærstøvler
og ydmygelsen blomstrede brunt langs ryggen
moderen
modermærket
moderen stod med sorgfuldt hjerte
moderen stod op, moderen stod på et tag
med vasketøj og antenner
moderen stod og talte modermærker
modermærker, med sorgfulde hjerter
stod mødrene, døtrene
svøbte sig i sort
døtrene sad tilbage i et teater
døde med hvid hud midt i alt det sorte
de sorte søstre, de sorte hævnere
de sorte støvler, det brune sand
den brune blomst langs ryggen
modermærket stod ud for sig selv
modermærket strikes again
moderen stod, jomfruerne lå
med sønnen, nej, det er løgn, de stod
på sønnen med deres støvler
mens moderen stod
moderen stod
moderen stod
moderen stod
 
 
 

Vis / skriv kommentar (3)
Kommentér

3 Kommentarer.

  1. Jeg afventede, OM sønnen skulle blive til en af “de andre” – fordi det er sådan dramatik forfører os i hverdagen; kaster grus i maskineriet for at få os til at reagere med følelser eller løsninger. Gøre vores indre synligt i handling.

    Men nej – teksten forblev tro mod “indresynet” – at det ikke er en historie om det ene eller det andet dramatiske udkomme, men om det tredje og det fjerde: Det, som jo ingen kan se, og dét som digteren forsøger at fortælle ikke reelt kan beskrives som andet end forestillinger om verden. Og som sådan AT verden kun er forestillinger – også når den forekommer reel.

    I like.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>