Mette Damgaard Sørensen: Når du kommer ind i rummet

Når du kommer ind i rummet
er der flere udgange.

Jeg ville gerne skrive noget
vidunderligt smukt.

Når du kommer ind
i rummet vokser antallet.

Der er så stille.

Øjet viser kun en del af
æblet, halsen kun en del
af æblet, det er den arbejdende
frugt, man ikke bare
må plukke.

Man må slide
i det.

Tarmenes arabesker, dine
malkende hænder.

Man må tage dem og føre dem og lede
dem som en blind.

 
 
 
 
 
 

En dompap vinterbader

i det hvideste
hverdagsskin

kalder dyh-dyh-dyh
flere tanker
om bløde anordninger opvarmede
tilknytninger

en upåfaldende vintergæst
med en dyne

i ryggen. Jeg spreder mine
ben for kulden

du lægger dine
nøgler i vindueskarmen
så jeg hele tiden
kan se dem.

Så jeg hele tiden er
i tvivl.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (5)
Kommentér

5 Kommentarer.

  1. Jeg er rigtig glad for de her digte. Der er en ærlighed i dem, som er sjælden. En afmagt i forhold til sproget, som samtidig udtrykkes GENNEM samme sprog: “Jeg ville gerne skrive noget vidunderligt og smukt.” Ha! Det synes jeg er et vidunderligt ønske, skrevet på en smuk måde. Form og indhold bekræfter hinanden, samtidig med at de opløser sig selv.
    Og at afslutte et digt med “Så jeg hele tiden er i tvivl,” er simpelthen en lille genistreg. Så hænger man, som læser, bare dér, og tænker: Det kan da ikke bare slutte sådan, som en tvivl (på sproget, på digtet, på digterjeget, poesien)?
    Jo, det kan det godt.

  2. Carsten Müller Nielsen

    Jeg er også begejstret, især for den første tekst. Og ligesom Louise skriver, var det den helt klare (hvis man kan sige det?) bevidsthed omkring sprogets tvivlen i digtet, der fangede mig, tror jeg. Det er så fint, at man som blind må tage hænderne og fører dem. Ikke en blind der føres, men en blind føren. En taktil orkestrering.

  3. Meget fine digte, enkle og sansede!

  4. Hej Mette
    “Jeg læste et digt i går. Det begyndte sådan her: “Jeg ville have skrevet noget smukt.” Det fik mig til at græde, og jeg ville have spurgt digtet: “Er noget + smukt = Noget smukt”, men så kom jeg fra det, og nu er det længesiden, og jeg har i mellemtiden sovet i 8 timer og 34 minutter, i drømmen led jeg af en aggressiv form for respirationslammelse og betalte 60.000 kroner for at køre i taxi. Jeg ved ikke, om det er smukt, og jeg ved ikke, hvem jeg skal spørge om det der “noget”.”
    Kh Louise

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>