Mia Louise Dinitzen: Januar 2016

1

os to i det forladte hus knirken under fødderne
i nogle rum står møblerne dækket af lagener i nogle rum står møblerne bare i nogle rum er der slet ingen møbler
i nogle rum er vi
vi er i soveværelset fx
vi ligger på surt blomstret sengetøj vi ser på et sprukkent loft vi ser sjældent på hinanden
sukker og gaber, drømmer ikke om noget
vi er også i badeværelset vi sidder i badekarret i køligt vand vi sidder der længe
til sidst siger jeg vi har siddet her for længe nu
vores hud er krøllet vores læber lyseblå
du kysser mig jeg ved ikke om jeg græder fordi jeg er lykkelig eller fordi der bare ikke er andet at gøre
altings uundgåelighed det går op for mig at jeg har boet her som barn
det går op for mig at det hele skal indhente mig at vi er de eneste her at vi skal leve her længe
jeg ser på dig igen fugtig og ren på køkkenbordet du siger “jeg havde aldrig troet jeg skulle leve til 2016 det bløde runde tal jeg dør vel nok inden den første måned er omme”
jeg ved endnu ikke om du mener det du siger
jeg ved endnu ikke om det her er en drøm

2

jeg drømmer om florlette blomstrede kjoler
og små spidse bryster selv på en kønsmoden krop
jeg drømmer
om ren hud om ensomhed jeg tror jeg er engel
lige meget hvem der rører mig vil jeg altid være jomfru
du siger da han lod dig tage hans fingre i munden hvad tænkte han så om dig
at dine øjne var uskyldigt blå
at han gerne ville velsigne dig

3

del dig med mig jeg er ufortyndet jeg er klar
jeg er knapt ét menneske i det her hus kan jeg være alene her
kan jeg gå i spar og opdage hvor småt der virkelig er spise is til jeg fråder om munden gynge så højt på legepladsen at jeg tror jeg skal dø få en lille barnepsykose
min fortid føles som en udstillingsgenstand jeg kan række ud og røre ved når jeg finder det belejligt eller
som en mangel på tanke en ukendt sorg alt det man så men ikke vidste hvad var
solen skylder mig noget efter dengang jeg er ældgammel jeg bander og råber af skyerne det værker i mine led jeg siger jord giv mig den ro jeg er forundt hvorfor skal du altid give mig anledning til at være så vred

4

tilbage i huset kan jeg ikke se for mit eget lys du ligger stadig i sengen
du er nøgen men har intet køn
jeg spiser ikke afgiver intet mærker alt
du dufter af badevandet lagenet du har ligget på du spørger mig om det kun er os to tilbage og jeg smiler den kærlighed jeg føler for dig er fri for al sædvanlig nævenyttighed den kærlighed jeg føler for dig tilgiver
en sammentrækning i dit smukke udhulede ansigt aldrig skal dit navn forlade mig aldrig
vi går ned ad trapperne ud i haven træerne er mindre end førhen den hemmelige gang bag buskene er der stadig mynte citronmelisse rododendron vi sætter os på græsset
jeg lægger min hånd på din kind
det er hér jeg rører dig
og aldrig skal jeg røre dig andre steder
 
 
 

Vis / skriv kommentar (2)
Kommentér

2 Kommentarer.

  1. meget stemningsfuldt og smukt. som at være gammel og drømme om at være ung eller syg, eller ung og drømme om at være gammel – som om drømmene er den virkelige verden, hvor evigheden er; hvor alle aldre findes samtidig; hvor alt uvæsentligt i hverdagen er erstattet af kun de ting og oplevelser, der hænger sammen.

    det berører mig dybt.

  2. Jeg er enig med Kenneth. Og holder meget af formuleringen:
    ” Jeg siger jord….hvorfor skal du altid give mig anledning til at være så vred”
    En mere end konkret gengivelse af dødens nærvær – gennem nærvær, sådan læser jeg det. Fint.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>