Kasper Ralsted Jensen: Barns øje

dagen er en gul dag; en tør og støvet sommer; dagene man er i; dagene der går med støvet bag mejetærskeren; på himlen; omkring solen; hoster gult støv op i mine hænder; de høster døgnet rundt; som et dunkende ur; jeg følger en snegls spor langs barken med en finger; efter ferien starter jeg i 5. klasse; det er underligt at tænke på; det er en underlig dag; det kan jeg mærke; hvad skal jeg med dagen; lægger synet i bladene og lyset i bladene; at være en krop der kravler rundt i et træ; at have et hoved der fylder sig selv op; at været noget der har en mor og en far der har en mor og en far osv.; at ligge med duften af dug og græs om natten mens uret dunker ude på marken.
 

*

 
du lagde hænderne sammen og spredte dem igen mellem frakkerne i skabet og forsvandt; jeg fulgte efter dig ind under trappen med lommelygten; med fastelavnsrisene; med farveblyanterne; mange år efter lå jeg og halvsov på hestens ryg mens den gik og græssede; hvordan tankerne bevæger sig som store hvide skyer ændrer sig langsomt; som hesten skiftevis hvilede højre og venstre bagben under mit hoved; som en skygge trækker sig henover marken sammen med tanken om mørket under trappen da lommelygten gik ud; hvordan du skreg og sloges med monstret under trappen med dit fastelavnsris; hvordan du sparkede lågerne op og lod solen ramme mig på hestens ryg.
 

*

 
en af pædagogerne holdt en hånd foran hendes øjne og drejede hendes ansigt ind mod brysterne; her kunne hun høre det store hjerte banke afsted mellem bjergene; pædagogen spurgte ind til hendes fars have; om blommetræernes hvide blomster blæste rundt i en hvirvelvind af halm ligesom sidste år; om hun havde samlet nogle af dem i et vandbad i vindueskarmen ligesom hendes mor altid gjorde; da ambulancen kom, stod vi med vores små kroppe presset mod hegnet; var stille og lyttede til lyden af sirener, der slog sig mellem træerne på legepladsen; igennem kroppen; følelsen af fremmed alvor.
 

*

 
du kan godt huske at han aldrig så på én når man trådte ind i rummet; at han var gammel og havde flere hår i næsen end på hovedet; at hans hænder var store, ru og voldsomme inde i éns mund; det var noget vi frygtede i klassen; at éns navn ville blive råbt op; at man skulle ligge og se op i den sorte skov i hans næse foran troldene på loftet; at du lå og tænkte på de våde ravne der stormer skrigende mod himlen fra træerne over Galgebakken; at folk blev henrettet i gamle dage samme sted som man kælker i dag; at du fór afsted med din lille ømme mund helt åben i frosten; at du strakte dig mod himlen og skreg.
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. Hvor er det fint, så taktilt, men også mere end det. Og “følelsen af fremmed alvor” – fuldkommen præcist!

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>