Cecilie Lolk Hjort: FEDEDIGT (#sorrynotsorry)

jeg var en bred baby, ingen pølsearme og fiskemund men en mave så lang som jeg var høj, som babushkadukke, kejsersnit mig og der er én til indeni, så holdt jeg pause fra at være tyk en barndoms tid og så var jeg igen en fuldmoden frugt på familiens pæretræ (kun for kvinder you guys drengene samles ovre i drivhusets agurkestativ), ja jeg har den slags mave der får folk til at lykønske mig, især i trediverne årtiet for den obligatoriske mini-me, se hvor hurtigt kindglød bliver til tomatrød når du indser at du ikke deltager i min splinternye livsfase men bare har kaldt mig tyk, men det er okay for min foodbaby er elsket, ikke et ønskebarn så meget som nedarvet men præcis lige så aet og plejet, for jeg har været der hvor man klistrer billeder af kz-fanger på væggene til inspiration og glæder sig til dagen hvor man er tynd nok til lykken, jeg har foragtet mine venner for at kunne lide mig før jeg nåede min idealvægt, hvilken veghed, hvilken dårlig smag at elske mig før jeg er god nok, fatshaming er en allergi som du ikke indser er en sygdom før den forværres, en narko du tror du overlever på indtil du vågner af den på hospitalet med tømmermænd af tjære og fjer i dunkende tinding, mine veninder bærer deres skam som medaljer i blikket fordi de tror at det er skammen der holder kiloene fra døren, skammen sendes rundt som et fad ved hvert måltid se hvor vi udligner smagsløgenes nydelse med kvindelighedens smukke selvhad, som et livsvilkår bærer vi det i os, som en kræft i kraniet som vi tror det vil slå os ihjel at operere ud, men au contraire miladies jeg har aldrig haft det bedre og jeg siger det med pride: jeg vil hellere være tyk og glad end en yndig lille regnsky, ladies der er kun 24 timer i døgnet og skønhed tager tid, på crosstraineren på kalorietælling på at lære at savne det der er indenfor rækkevidde, som en mand vil jeg hellere være dygtig og grim end liste forbi chefgangen med kaffe og killer abs, så kom og a mit blæver hvis I kan gøre det med flab power, lad os lykønske hinanden ikke med evnen til at føre væmmelsen videre til en ny generation, men med de kroppe der har båret os lige trofast gennem livet hvor mange piske vi end har svunget over dem, lad os alle bede hinanden om lov til nydelsen og sammen indse at skammen ikke fjerner kilo men blot fordobler dem i spejlet, hvis livet er en ballet vil vi ikke kæmpe om pladsen som den sorte svane men sammen være de tusind nanaer omkring den, kom se os danse og mærk gulvet ryste som ved en fyldig bas, fedefesten starter her

 
 
 

Vis / skriv kommentar (4)
Kommentér

4 Kommentarer.

  1. Jeg ved godt, at det er et digt, og at denne kommentar derfor måske er lidt malplaceret. Men jeg finder det underligt, at forsvaret og glæden ved den tykke krop(som er et vildt vigtigt tema), tit ender med at udskamme andre kroppe, andre kvinder, den yndige regnsky, svanen (og måske svanen skal ses som et “ideal” og altså ikke et menneske her, men alligevel), eller den krop med killer abs – Hvorfor skal grim nødvendigvis være lig med dygtig? Og abs lig med “dumlækker”, og endvidere reduceres til et objekt, som lister rundt foran chefen?

    • Tak for kommentaren, jeg synes ikke den er malplaceret og jeg er rigtigt glad for den feedback. Jeg er nemlig også selv skideirriteret over at fat-empowering så tit kommer til at blive thinshaming, og det er det sidste jeg vil i de fededigte jeg er i gang med at skrive. Så jeg vil tage det til mig at det kan opfattes sådan her og prøve at gøre det bedre. Med denne slags tekst opstår der nemt et dilemma mellem på den ene side at gøre det klart at alle slags folk er ok, og på den anden side at få sagt nogle ting relativt hurtigt, med max vrede og stolthed og schwung.

      ‘Yndig lille regnsky’ er tænkt som en henvisning til at sulte sig for at blive pænere og derfor være skidt tilpas – ikke til at man er en regnsky hvis man er tynd. Jeg har heller ikke villet sætte lighedstegn mellem dygtig og grim eller lækker og dum, men påpege at nogle mennesker er tykke fordi de simpelthen opprioriterer karrieren over at nå i fitnesscenteret, eller de stressspiser ved skrivebordet og accepterer det som en del af at nå alt før man går hjem. Det er tænkt som at jeget ser rundt i sit liv og anerkender at med hendes metabolisme osv. ville det kræve et stort stykke arbejde at blive tynd, som ville tage tid fra fx at dygtiggøre sig indenfor et fag. Måske der skal skrives noget ind i den passage om at der også findes kvinder der kan nå det hele eller bare naturligt er tynde og det er også super? Hvad tænker du, kunne det være en måde at undgå at falde i thinshaming-hullet? Eller er det mere noget med at omformulere selve henvisningerne til fx sekretæren med killer abs og den yndige lille regnsky?

      Mht svanen er det simpelthen tænkt som en reference til filmen Black Swan, hvor alle danserne er svaner, så det er ikke tænkt som ‘tynd dame = svane’. Svaner er jo i øvrigt ret rotunde. 🙂

  2. Fedt at du tager emnerne op med kroppene, og alt det ulykkelige der kan blive forbundet med at have sådan en. Jeg er slet ikke ekspert eller noget i den dur, men måske jeg i det hele taget savner, at man kan sige yeah til en hvilken som helst krop, uden, at man idet man gør det, skal nævne en form for modsætning, som så er det dårlige, giver det mening?
    Jeg tænker meget “din krop dit valg” og så ved jeg selvfølgelig også godt, at medier udstiller og gentager stereotyperne i et væk, og at den tykke krop alt for ofte bliver lig med noget negativt, og der syntes jeg bestemt, at din max vrede er på sin plads!

    Det handler måske også om, at kroppene i teksten hurtigt er i fare for at blive lig med en bestemt slags personlighed, hvor jeg tænker, at det kunne være rart at gøre op med stereotyperne, som jeg tror sidder frygteligt fast i en masse af os. Som fx sekretæren som sexobjekt eller den tykke som så opvejer med at være klog og sjov. En tyk krop skal ikke opveje, den er god som den er, det er måske det som “mange” mangler at forstå?

    Jeg var vel 20 år før nogen formulerede med ord for mig, at det at dyrke et eller andet, en hobby fx, som man gerne ville blive god til, var et rimelig lykkeligt alternativ til hovedsageligt at dyrke sit udseende. Det ville jeg bestemt gerne have hørt noget før. Så det er vigtige tematikker du tager op, helt klart!

    Tror bare, at der altid kan komme flere nuancer og refleksioner i alle mulige retninger, når det gælder den slags emner, så en helt ekstrem lang digtsamling med fodnoter og alt muligt, det kunne jeg godt se for mig.

    Ved ikke om jeg røg lidt af sporet, men tak fordi du sætter nogle tanker i gang i hvert fald!

    • Well, hvis man skal gå ind i hovedet på én der er blevet fatshamet en del og har prøvet at tabe sig med følelser af fiasko og selvhad til følge, tror jeg at man skal have tynde-idealet med i negativ form på en eller anden måde, simpelthen fordi vedkommende har oplevet det som en negativ ting i sit eget liv. Så bliver det en del af vejen til at elske sin egen krop at man skal forbi den-tynde-krop-som-bedre. Det er selvfølgelig noget helt andet end at det er a priori skidt at være tynd, men at skrive den forskel frem er en svær balancegang. Fordi det at prøve at BLIVE tynd figurerer som en form for psykisk tortur for det her jeg.

      Men ja, den store forkromede løsning er nok flere digte, så man kan komme ind i alle hjørner af den her komplekse problematik – både hadet til ideen om den tynde krop som vigtigere end lykke, og kærligheden til alle slags kroppe. Jeg vil dog stadig sørge for at få skrevet lidt om i dette digt, så anslaget (for jeg tænker at dette er det første) er klokkeklart ikke-shamende.

      Jeg er glad for at jeg satte tanker i gang hos dig – og tak og i lige måde!

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>