Fie Huusfeldt: Down for the summer part 1 og 2

Perlerne og muslingeskallerne
De skal med
Fra sommerhuset
Pelsene og jakkerne må blive hængende lidt endnu
Vi trækker plastik henover dem
For at skærme dem fra varme
Og møl
Hendes hænder går som trommestikker
Højsommeren er forbi
Men september er brændende gul i år
Med røn
Lad den hænge
Blonderne og perlebroderiet
Og billedet af en brud i mørkt tøj
I skufferne
De pressede papirsposer
Det strøgne gavebånd
Det lugter af afskårne stilke i det hvide skab
Det skab som skal komme til at hænge i min stue
Hvor saksen lå, til at klippe roserne ned med
Dér hang saltbøssen, så den altid var lige ved hånden
Ærter, gulerødder, kartofler, porre, kål, majs, blomkål
Hvid sovs
Rønnen er tung i år
Under træet rådner græsset
Sneglene har en fest
Duften af cigaretter er stærkest i køkkenet
Men også den vil forsvinde
Sammen med træsnittet af ægteparret, der skændes over en flaske snaps
Varmeristen under vasken centrifugerer duften af steg
Græspælen blev så brun i august, den er endnu ikke kommet sig
Det skårrede grønne askebæger, som blev båret rundt i huset
Til sidst blev det ved sengen
Jeg husker hvor tungt det var, når jeg bar det om bag forhænget
Bryllupsbillederne står hvor de står
Og bjørnefigurerne i brunt glas
Og abefigurerne i hvid porcelæn
Den ene med hænderne for øjnene, den anden for ørene, den tredje for maven
Min ynglings er koalaen oppe i det lille glastræ
Og lysestagerne med kransen af krystaller
Flere gange dagligt går vi på kirkegården
Først river vi stenene
Så skifter vi blomster og lys
Og river ukrudtet væk
Til sidst vander vi stenen
Så bogstaverne kommer til at skinne
Irgrønne
Kasserne bliver åbnet og pakket om
Systematisk sorteres billederne fra
Fra Amerikaturen
De er ens
Fra Yellow springs
Yellow Stone
Manden i den ternede skjorte foran autocamperen
Den lille kvinde foran Niagara Falls
Jeg vælger tre billeder fra brylluppet i 1980
Et hvor der kommer en sangskjuler ind formet som et klædeskab
Et hvor gommen står med et papir i den ene hånd
Hånden hævet med glasset i den anden
Og et taget på afstand af brudeparret der snakker med en tjener
Hvis sommerhuset lå tættere ved vejen ville det sælge nemmere
Det ville være mere festligt
Og afstanden til købmanden er virkelig en plage
Omkring i huset findes der stadig kopier af
Septembers himmel er så blå, et mindeord
Den skal I også synge til min begravelse
Og jeg vil have to små fugle af sten
Inde i byen har jeg tit talt om babynavne
På kirkegården under min lejlighed
Hvis jeg ikke var så travlt optaget
Af skabene med stel
Og udvalget af breve fra soldatertiden
Ville jeg tidligere have bemærket at der henover græsplænen er udsprunget fire hekseringe
Svampene lyser i skumringen
Og der er fluer og myg omkring dem
Der er ikke andet end at køre dem over med plæneklipperne
Men de skyder igen
Og der kommer flere under ribsbuskene
Alle frugterne i haven bliver til svampe
Jeg begynder at grave svampene op med en gaffel
Jeg har intet navn til mit barn
Sommerhuset tager al min tid
Skænken skal tømmes
Hekseringene har taget mere end forventet af min tid
Denne sensommer
Som ikke vil få en ende
September er så lang
I sommerhuset hedder jeg datterdatter
Alle de syltede ting som står inde i det mørke viktualierum
De stærke drueagurker, og de fyldte pebrer
Vi sover i samme seng
Og gebisset står på sin plads på kommoden
Disse ting er skrøbelige
Og derfor holder jeg mig vågen og holder øje med dit åndedræt
Sover til klokken 11
Af udmattelse
Et andet sted i området bliver der bygget nye huse
En duft af savsmuld kommer ind fra træerne
Og et tredje sted griller de hver aften
Vi spiser blommegrøden der har trukket skind
Med fløde
Vi tømmer kælderen for flasker
Og bærer dem ud i haven
Her indser jeg at hekseringene
Måske bedst kan udryddes med gift
Inden de når roserne
 
 
 
 
 
 

”Så skal vi have skaffet vuggen tilbage”
”Ja, den skal hun have”
”Ja, den må være hos familien i Køge”
”Det var hende der fik den dødfødte dreng, så siden har den ikke været i brug”
”Nu skal du bare blive siddende”
Det sidste er henvendt til mig.
Alle kvinderne nikker og hæver deres kaffekopper.
Det er klart.
Vuggen som har været i familien i generationer.
Vuggen som Kaptajnen bragte med sig hjem. Jeg har fået fremvist billederne.
Lutter røde babyhænder der stikker op over hvide dyner.
Jeg vil helst være fri. Jeg prøver at signalere det ved ikke at sætte tænderne i den hvide bolle med smør, som bliver ført op til min mund.
I takt med at maven vokser, blive jeg budt mange ting med smør og fyld og varme og lindring;
der ligger en varmedunk i fodenden af min seng, og hver nat vågner jeg med ild i min underkrop. Det nytter ikke at forklare dem om min lyst til at efteråret skal sprænge værelset med saftige georginer og brombær, der smelter i munden.
Og jeg får bollerne serveret på en bakke, inden jeg skal i seng. Jeg skal endelig spise.
Flødeskummet, syltetøjet og det hvide brød begynder at udviske mine træk.
Jeg er fin og glat over hele kroppen. Mit ansigts furer fyldes ud med nyt kød.
Stoffet i mine kjoler er ved at sprænges.
Jeg prøver at afværge. Men kvinderne tager mig hen til værelset med karlekammerskabet.
Her bliver jeg iført en af ventekjolerne, med bånd om livet. Og alle er så glade.
Jeg skal også sove inden, at solen går ned. Ud af mit vindue kan jeg se kvinderne plukke victoriablommer i haven. Det er til en særlig blommesaft, som skal tage den grimme smag af jerntilskuddet. Hver dag skal jeg måles med et bånd og vejes.
Der bliver ført sindrige noter over min fremgang.
Da mine fødder begynder at vokse, sætter de mig i husets bedste lænestol og løfter mine smertende lemmer op på en ammeskammel.
Her sidder jeg så og vokser. I takt med at min egen krop hæmmes, vokser barnet uden på mig som en beholder fyldt med ekspanderende væske.
Vuggen hentes hjem og står i den fine stue. Det er et tungt møbel, og alle kvinderne må hjælpes ad med at bære den ind.
Omkring juletid bliver jeg lagt ned, og der er kun dæmpede stemmer i min nærhed. Hvis jeg sniger mig ud af værelset, er der straks et par venlige hænder, der viser mig tilbage.
Vuggen bliver sat ved min side af sengen. Jeg rykker den over i hjørnet, men de rykker den tilbage. Den er enorm og dyb. Den er blå med påmalede blomsterranker rundt langs kanten.
Den ældste af kvinderne trækker mig med ind over vuggen og løfter madrassen. På lamellerne i bunden står navnene på alle de børn der har sovet i vuggen.
Hendes hånd på min nakke er bydende.
Da drengen kommer til verden tror jeg, at det kan blive anderledes.
Men han bliver hurtigt lagt i vuggen, fyldt med hæklede tæpper, og jeg ser næsten ikke hans krop, kun de små røde hænder.
Tit skal vuggen stå på et af kvindernes værelser. Så jeg kan hvile mig.
Jeg går ofte rundt og lytter efter vuggens knirken for at finde drengen, når mine bryster er ved at sprænges af mælk. Og så sidder der en af kvinderne og pludrer med ham i en solstribe.
Da jeg insisterer på at komme hjem, er kvinderne tavse.
De kører mig ind til byen, og bærer vuggen ind i lejligheden.
Går igen uden ord.
Jeg er først lykkelig og fri og åbner alle vinduerne ud imod gaden.
Jeg danser rundt med drengen i mine arme og fylder alle rummene med bløde puder.
Men så begynder drengen at blive væk for mig.
Jeg vågner og famler efter ham i vindueskarmen over min seng. Jeg klapper på dynen og synes hele tiden, at nu kan jeg se, hvor den lille krop er. Jeg er panisk for at drengen skal blive kvalt.
Jeg rager rundt i den mørke lejlighed og leder efter ham i revner og under sofapuder.
Jeg sveder. Jeg åbner skraldespande og afløb fyldt med hår og stinkende slam.
Jeg skriger hans navn, imens jeg løber ned af bagtrappen for at kigge i barnevognen.
Og først til sidst tænker jeg på at kigge i vuggen.
Vuggen som er så dyb, at den lille krop fuldstændig forsvinder.
Og jeg sværger, at han ikke var der for et øjeblik siden.
Til sidst er jeg hudløs og konstant vågen. Der står kaffe i kaffemaskinen og snurrer døgnet rundt. Jeg skal have drengen på min krop af angst for at forlægge ham et sted. Jeg vikler ham stramt fast til mig med store tørklæder.
En nat går det helt amok, og jeg river radiatoren ud af væggen, hvor jeg kan se hans lille hoved ligge klemt inde. Da jeg sidder tilbage i en sø af vand, der lugter af støv, kan jeg høre den lille krop ånde nede i vuggen.
Det er vuggen, der forsøger at afstøde mig. Det er fuldstændig sikkert. Vuggen slører drengens konturer og fremstår tom. Den bevæger sig aldrig, i takt med at drengen spræller, men står solid og stille.
Kvinderne begynder at komme og stille mad på min dørmåtte. Først lader jeg de varme retter stå. Men jeg er svag efter de søvnløse nætter. Og til sidst spiser jeg det tunge, trygge mad i beholderne, indtil min krop igen er opfyldt.
Efter det kommer kvinderne også ind i lejligheden. Og de går ture med drengen.
Jeg bliver givet mange lange bade, og skal forholde mig fuldstændig i ro for ikke at gå i opløsning med badesaltet.
Den ældste med de bydende hænder holder nattevagten og vugger drengen til ro, når han har været lagt til brystet.
”Min pige, det er virkelig en gave for enhver ung mor at have så mange varme hænder”.

 
 
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>