Steffen Zeiner: Det knuste lys

det knuste lys
under skoene
aftenbladenes
knitrende rim
der trædes itu
 
 
 
 
 
der for hvert
skridt knuses
til stykker og
stumper som
rester af lyset
 
 
 
 
 
et koldt spor
over jordens
døde frugter
der suger sig
til skosålerne
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
de stille træer
vidne til intet
lyden af græs
der ånder ilt
under skoene
 
 
 
 
 
en ildebrand
over træerne
blæser gløder
af røde tråde
under skoene
 
 
 
 
 
et sort spejl
af rindende
vand i flugt
mod fjorden
i det fjerne
de afhuggede
fuglevinger
på stiens grus
knasende ud
under skoene
 
 
 
 
 
en tung stråle
af månestøv
over de stolte
asketræers
rystede refleks
 
 
 
 
 
tabt i vandets
runde hånd
hærdet af alle
de små sten
på vej videre
 
 
 
          *
 
 
 
 
 
 
 
de udspændte
snubletråde
udløser kun et
et stille skrig
mod stjernerne
 
 
 
 
 
intet så alene
som nætterne
under skoene
den skrå regn
mod porerne
 
 
 
 
 
grebet flygtigt
af de duggede
spindelvæv på
plads imellem
de sorte grene

og øjet der ser
ud på alle ting
med klarsynet
tvivl og en uro
der synger vers
 
 
 
 
 
efter vers efter
klokkerne har
ringet i højden
har ringet sine
seriøse salmer
 
 
 
 
 
udover skoven
og de sovende
bag vinduerne
der er fulde af
søvnigt mørke
 
 
 
 
 
så fulde af tillid
så stille som de
høje birketræer
i naboens have
så stille så stille
 
 
 
 
 
de sovende er
bag facaderne
så stille så stille
som sneglene
i naboens have
 
 
 
 
 
ud af mørket
et susende tog
forbi stationen
de røde tråde
opløses til intet
 
 
 
 
 
bommene der
går op i natten
en tavs silhuet
flygter som en
ræv ud af syne
 
 
 
 
 
 
 
 
          *
 
 
hurtigt videre
over sporenes
rimede metal
væk fra lysene
ved vejkrydset
 
 
 
 
 
pulserende ud
som frostånde
allerede videre
endnu ikke set
stadig levende
 
 
 
 
 
pulserende liv
uset af øjnene
bag facaderne
en mumlen af
blæst i træerne
 
 
 
 
 
stønnende lyde
fra de massive
graner i kanten
af morgengryet
under skyernes
 
 
 
 
 
stædige passage
endnu sovende
så stille så stille
som tusmørket
i naboens have
 
 
 
 
 
en sten knuses
mod en lampe
der ånder gult
sandet glasstøv
ud på asfalten
 
 
 
 
 
tiden løber ud
så stille så stille
som strømmen
intet så alene
som at være til
 
 
 
 
 
om morgenen
synger fuglene
så stille så stille
før klokkerne
ringer over alt
 
 
 
 
 
lige før daggry
lister grå katte
med signerede
halsbånd hjem
til deres ejere
 
 
 
 
 
endnu sovende
bag facaderne
så stille som et
tomt sneglehus
knust af skoene
 
 
 
 
 
intet så alene
som en varm
seng i et rum
med vinduer
ud til verden.

 
 
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. En læsning, der minder mig om hvordan man håndterer den buddistiske koan: Når træet i skoven vælter, er der en lyd, hvis der ikke er nogen til høre det? Svaret er ja og nej, og ultimativt håndtering af begge tilstande samtidig som en helhedsbeskrivelse af verden i sig selv og eksistens.

    Læsningen hér fordrer håndtering af to læseretninger samtidig, hvilket er et fint og ambitiøst projekt, som for mig havde været en større oplevelse, hvis jeg ikke skulle kæmpe med at scrolle op og ned på min 13″-skærm. En plakat ville være en god idé.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>