Hans Karup: Dialog mellem skole og hjem

Læreren er bange for forældrene læreren er bange for eleverne for eleverne er børn af forældrene læreren er bange forældrene ved de har magten eleverne ved de har magten for de har mor og far på deres side når de fortæller derhjemme om læreren og om hvor uretfærdigt alting er så skal mor nok skrive til læreren og så skal der indkaldes til møde til ekstraordinært forældremøde og så orker læreren ikke at skrive hjem om hvor grimt eleven taler til læreren og om hvor dårligt eleven opfører sig for så skriver mor til læreren og beder om et møde og til inspektøren og klager og forlanger ekstraordinært forældremøde og hvis det ikke er nok møder far op på inspektørens kontor og sætter tingene på plads og eleven ved det er sådan det er og bliver og læreren ved det og eleven ved at læreren ved det og har carte blanche til at opføre sig præcis som det passer eleven for det er også for dårligt og hvor er forældresamarbejdet hvor er forældresamarbejdet?

 
 
 

Læreren står ved tavlen faget er ydmygelse læreren ved at siger han det forkerte ord er han fortabt alt går direkte hjem til mor og far så han sveder og de griner over det og hvis eleverne lærer for lidt er det også hans skyld for da de havde Preben var de blandt de bedste og da de havde Preben var der meget mere ro i timerne og han var heller ikke så sur som dig og min far kommer snart op og overværer dine timer for selv at se hvad der er galt og du ved at vi vil sidde helt stille netop i de timer og du vil stadig hakke i det fordi min far sidder med korslagte arme og stirrer på dig når han da ikke skriver alle dine fejltagelser op i sin lille notesbog som bliver afleveret på kontoret og så kommer inspektøren også og overværer dine timer og du bliver frataget klassen det er kun et spørgsmål om tid og du ved det og vi ved det og mor og far ved det og hvor er forældresamarbejdet hvor er forældresamarbejdet?

 
 
 

Læreren tør ikke åbne for forældreintra læreren ved der er beskeder fra forældrene og det er dem der fylder ikke det faglige det er beskederne fra forældrene der bliver ved med at køre rundt i hovedet når læreren kører hjem handler ind laver aftensmad ser tv forbereder sig og prøver på at sove spiser morgenmad og kører i bil igen på vej til arbejde læreren ved at hvis han ikke åbner bliver problemerne bare større men han tør ikke læreren overvejer at melde sig syg så han ikke behøver afholde forældremøde læreren tør ikke står overfor alle forældrene det er værre end at have deres børn eleverne en hel klasse med kritiske forældre der ikke har gået på lærerseminariet men tror at de ved alt om hvordan man skal undervise fordi de selv har gået i skole engang og han ved hvad de vil sige hvor er forældresamarbejdet hvor er forældresamarbejdet

 
 
 

Læreren har igen fået en ubehagelig besked på forældreintra hver morgen når han møder på arbejde skal han og de andre lærere starte med at åbne intra så de kan se om de skal være vikarer og andet nyt blandt andet beskeder læreren har nogle gange åbnet intra om aftenen hjemme for ikke at skulle starte dagen med at læse beskeder fra forældrene og skulle bruge timer og frikvarterer på at tænke på hvad han skal svare men det gør han ikke mere da han derefter ikke har kunnet sove da deres ord har kørt rundt i hans hoved og han har tænkt og tænkt på hvad han skulle svare så nu åbner han om morgenen som de andre han kan se mange af forældrene har skrevet beskederne sent om aftenen det virker som om der har været en masse galde de skulle af med det skrevne ord virker så stærkt og ofte hårdere når man ikke kan høre tonefald og se hinanden i øjnene ved forældrene mon det?

 
 
 

Til Læreren

Katrine burde selvfølgelig have været sammen med eleverne i 7. klasse. Niveauopdelt på den måde som jeg nu forstår det er, er jeg forundret og meget uforstående over for, at en så faglig dygtig og kvik pige som Katrine ikke er på det bedste hold??? Her var muligheden for at give Katrine nogle udfordringer, motivere hende. Hvem har taget den beslutning, jeg har brug for en forklaring? En anden forælder har ligefrem henvendt sig til mig i dyb undren over Katrine ikke var i 7. klasse, nu hvor det var niveauopdelt. For mig giver det ingen mening at lave forskellige hold hvis de dygtigste elever ikke kommer på de “bedste” hold.

Jeg må sige, at det bekymrer mig, at lærerne på nuværende tidspunkt ikke ser hvad Katrine rummer, det troede jeg faktisk var tilfældet. Jeg ved dog, at Preben hurtigt blev klar over det, da han underviste klassen. Det er vigtigt ikke at overse de elever, der laver deres ting, opfører sig ordentlig, er sød ved andre, ikke larmer eller kræver ekstra opmærksomhed.

Katrine laver altid sine ting, når dem i øvrigt i skolen og laver månedsopgaver på et og to klassetrin højere. Hun læser meget og godt, hun har aldrig fejl i diktat, tegner og skriver godt, er meget kreativ og fantasifuld, en virkelig kvik pige, der også gerne laver ekstraopgaver når hun hurtigt bliver færdig. Det er vigtigt for hende at klare sig godt, også til sine fritidsinteresser, hvor hun har gået til svømning i flere sæsoner og har det sjovt.

Jeg er frustreret over, at når man vælger at niveauopdele fejlplacerer Katrine. Hun vil rigtig gerne have været i 7. klasse. Nu er Katrine ikke den type, der åbenlyst brokker sig, men ved hun har været ked af at gå glip af noget.

Katrine har to år tilbage på skolen, det er vigtigt for mig at få bekræftet der fremover bliver lagt mærke til hvad hun kan, at hun bliver sat sammen med andre dygtige elever, ikke bliver overset fordi hun er sød og stille, men bliver udfordret, får spændende opgaver og dermed fortsat trives på skolen. Hvor er forældresamarbejdet.

Med venlig hilsen Lise

 
 
 

Læreren tænker stadigvæk over hvad han skal svare på de seneste forældrehenvendelser på intra for når han først har trykket sendt så står det der og kan ikke trækkes tilbage måske forældrene endda vil videresende det til inspektøren inspektøren siger at man kan ringe til forældrene i stedet for at skrive da det ofte virker bedre og ikke så hårdt som det trykte ord og det er rigtigt men læreren har bestemt ikke lyst eller mod til at ringe han ved aldrig hvad han skal svare når de begynder og bliver usikker og alt bliver kun værre når han skriver kan han tænke over hvad han vil svare læreren formulerer en masse svar inde i sit hoved alt det han har lyst til at skrive nej Katrine er ikke fejlplaceret det er mig der er den professionelle og bedst kan bedømme det stiller du også den slags krav til bilmekanikeren for eksempel men det svarer han selvfølgelig ikke men derimod Katrine kunne sagtens være på det hold men der var ikke plads til flere næste gang skal hun nok komme med

 
 
 

Til Læreren

Brian kom hjem og sagde i går at klassen skal have emneuge i uge 24, men da vi har fået Brian fri i uge 24 og uge 25. dette fik vi ugen efter vinterferien, dermed er det da skolens pligt at indrette sådanne ting efter den viden. Brian har jo også brug for og behov for at deltage. Jeg håber at det vil blive rettet til uge 23 eller 26. Ellers bliver jeg nødt til at spørge hvor er skole-hjem samarbejdet

Håber at høre fra dig

God weekend
Hilsen Åse

 
 
 

Læreren overvejer hvad han skal svare på henvendelsen om at han burde flytte emneugen så den ikke kolliderer med den uge hvor Åses dreng skal med familien ned og se Le Mans læreren synes det er utroligt at man som forældre kan få sig selv til at skrive en sådan besked og han har mest lyst til at skrive at hvis hun ønsker at tage sin dreng ud i skoletiden udenfor ferierne så er det hendes ansvar og så må hun forvente at han vil gå glip af noget i skolen og hun desuden fik en årsplan på det første forældremøde da skoleåret startede og der har hun hele tiden kunnet læse at der var emneuge netop den uge læreren ligger om natten og har alle ordene klar i sit hoved lige til at skrive ned han er så han dirrer men han ved når det bliver morgen at han aldrig vil kunne skrive det og derfor overvejer læreren hvad han skal svare på henvendelsen om at han burde flytte sin emneuge så den ikke kolliderer med den uge hvor drengen læreren har i skolen skal til Le Mans

 
 
 

Læreren starter hver morgen med en syngende lussing når han åbner intra og læser beskederne fra forældrene de har skrevet aftenen før og imens de følelser stadig kører rundt i krop og sjæl vakler han ud i klasserne og skal undervise eleverne mange beskeder handler om det samme at det også er for dårligt at han og de andre lærere ikke gør noget og om krav til alt det læreren burde gøre da læreren kommer ned i klassen er det første han bliver mødt med en elev der siger nå har du læst beskeden fra min mor læreren undrer sig over at eleven ved at moren har skrevet og han spørger om hvad hun skriver og det ved eleven også for han svarer at min mor vil have møde med dig med det samme og det er ganske rigtigt også det moren har skrevet til læreren vi vil have møde med det samme og det skal være på mandag klokken 14.

 
 

Vis / skriv kommentar (2)
Kommentér

2 Kommentarer.

  1. Det her digt er virkelig fremragende. Den præcise beskrivelse af begrebet “ensidig dialog”, brevenes dikterende facon fremfor henvendende facon, kommunikationssamfundets “velsignelser” spidet i en prosalyrisk form, der veksler superfint mellem det deskriptive og det episke. Så fint og forfriskende anderledes. Tak, Hans!

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>