Stine Bork Kristensen: Ida og Vilhelm

Ida: Forude bed vi fra os
         i et blødt og gyldent lys
Vilhelm: Nu er maleriet næsten færdigt
Ida: Det forladte grå hus
Vilhelm: Hvis gule mure vokser fra hånd til hånd
Ida: Vil du åbne et vindue for mig?
Vilhelm: Så lyset når ind
Ida: Så mørket kommer ud
Vilhelm: Ja
Ida: Det er umuligt at sige om det er
         en af de kolde sommerdage
Vilhelm: Eller en varm vinterdag
Ida: Når vi ses igen
Vilhelm: Hvis vi ses igen

 
 
 
 
 
 

Ida: Den fjollede hat
Vilhelm: Jeg er glad for fjeren
Ida: Men fjeren er ikke grå, den er hvid
Vilhelm: Ja, her passer den jo ind
Ida: Og mine knugede hænder, som om jeg sagde nej?
Vilhelm:
Ida: Ja, jeg ved det, det er sådan, du ser mig

 
 
 
 
 
 

Vilhelm: Er du ikke glad for knapperne, som de løber op og ned ad jakken
Ida: Knapperne er udmærkede
Vilhelm: De er vellykkede, ligefremme, kække
Ida: Hvid er uskyldens farve.
Vilhelm:
Ida: Ærbødighed, ægteskab, fødsel
Vilhelm: Vinter, sne, intethed
Ida:
Vilhelm: Hvide fjer bliver grå med tiden
Ida:
Vilhelm: Der er flere farver i den grå
Ida: Gråt er alt?
Vilhelm: Det er ikke det jeg siger
Ida: Alt er gråt?
Vilhelm: Du ser ikke
Ida: Jeg ser og ser
Vilhelm: Den grå fjer

 
 
 
 
 
 

Ida: Jeg sagde ja
Vilhelm: Jeg maler nej
Ida: Du gør med andre ord hvad der passer dig
Vilhelm:
Ida: Fjeren var hvid nu er den grå?
Vilhelm: Med tiden, ja

 
 
 
 
 
 

Ida: Hvad skal vi her?
Vilhelm: Se træerne, så nøgne at de skutter sig,
Ida: Lettere foroverbøjede som belæste mænd
Vilhelm: Og kvinder
Ida: Vilhelm
Vilhelm: Kom, vi skal tættere på
Ida: Jeg fryser
Vilhelm: Jeg fryser også
Ida: Så lad os gå hjem
Vilhelm: Vi er lige kommet
Ida: Det føles som en evighed
Vilhelm: Evigheden
Ida: Den er i træerne og i lyset, ja jeg ved det
Vilhelm: Og i dig Ida
Ida: “Og i dig Ida”
Vilhelm: Se sneen
Ida: Det er sneen, der ser på os, Vilhelm, fra alle sider
det store hvide overblik
Vilhelm: Kys mig (Ida ler og kysser Vilhelm)

 
 
 
 
 
 

Vilhelm: Her må det være… perfekt… se lige det lys bag træerne
Ida:
Vilhelm: Sneen mod de mørkebrune stammer… bakken der fuldender
Ida: Verden, Vilhelm, den vender det hvide ud af øjnene, når den ser på os
Vilhelm: Ti stille… nu begynder vi
 
 
 

Vis / skriv kommentar (2)
Kommentér

2 Kommentarer.

  1. Hvor er det fint! Jeg bliver helt tavs inden i, fordi jeg skal lytte til samtalen, og jeg blive fyldt af billeder.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>