Slagtryk, marts 2017

Du kan hente PDF’en med marts måneds bidrag ved at højreklikke på linket for download:

Marts 2017 [1 MB]
 
– – – –

Redaktionelt
– ved redaktør Lasse Skjold Bertelsen

Tværs gennem dette seneste nummer af Slagtryk finder man tre tekster, der har det til fælles, at de indoptager, citerer eller måske sampler en anden form for tekstmateriale.

I Isabella Balanchi og Annette Sommers bidrag ligger der en interesse i eller en nødvendighed ved det at definere et givent ord/begreb i dets semantiske betydning. Det er ved ordbogsopslagets umiddelbart kølige og måske endda retskafne angivelse af, hvad dette ord nu end må betyde eller konnotere.

Annette Sommers tekst eller to om ”erkendelse” og ”hovmod” indledes med et ordbogsopslag om førstnævnte begreb afgrænset ved den fonetiske eller spærrede skrift samt den skiftende kursiv og har sproget selv for øje i historien om den blodtrykssyge fru Rask, der til trods for sin ildestedte plads i rullestolen nu kan koncentrere sig fuldt ud om det at høre og læse og skrive ordforklaringer så præcist som overhovedet muligt. Fru Rask går systematisk til værks, og i sit arbejde med definitionerne og de bedst muligt formulerede forklaringseksempler, finder hun, at: ”Når videnskab er bedst, producerer den resultater, der mere eller mindre hiver tæppet væk under den hidtidige erkendelse.”

Fru Rask anser sig selv som forsker udi sproget, og det er bemærkelsesværdigt, hvorledes hendes hjerne som beskrevet i teksten synes at være som samfundet selv og dets ønske om metodisk afklaring ved dens spaltning af tænkning og følgende definition ved at ” indrømme” noget som ”forklarlig, tolkelig, tydbar, anskuelig og forestilling, indsigt, viden eller mening”, hvor kontrasten mellem det pragmatiske afkodelige og det at hive tæppet væk under noget måske er tekstens udsagn om Fru Rasks arbejde, der ifølge hende selv puster det berømmede franske akademi i nakken i kampen om den endelige definition af alt.

Som en anden vigtig kontrast sidder en vis professor Johnson i byen Fiskebølle og har alt andet end begejstring til overs for det selvsamme arbejde med definitionerne, som han er ved udarbejde. ”Hovmodet” er hans ordbogsopslag, og definitionerne er for ham urokkeligt forbundet med en lang række formuleringer af regler i sproget. En fonetisk sensibilitet over for bogstavet h volder ham især kvaler, og lige så vigtigt er det for ham, at han kan agere dommer overfor, hvilke ord der nu måtte kunne blive optaget i ordbogen. Han kan dog trods sit hovmod ikke tage stilling til disse definitioner alene, og han kommer i tanke om, at det er muligt at mødes med en vis Emilie, som måske/måske ikke er Fru Rasks fornavn. For at kunne få et sådant møde i stand er professor Johnson dog nødt til at slå ordet ”samtale” op for at være sikker på, hvad det nu er, man foretager sig, når man mødes: ”Samtale: møde af mere formel karakter, hvor to eller flere personer taler sammen for at forhandle om noget, indgå en aftale, udveksle oplysninger el. lign.”

Uanset om det er Fru Rask eller en anden kvinde med fornavnet Emilie, står det klart, at mødet mellem dem illustrerer væsensforskellige tilgange til at definere gloser eller måske endda vigtigere sager. Når hovmodet i professor Johnson i denne samtale kommer til kort, skyldes det, at han ved sin definition af det at være ”hårdhjertet” direkte henviser til sig selv ved at af strenge verber som at insistere eller at udstikke ”strenge regler”. Hun henviser derimod til følelsesmæssige og abstrakte begreber som ”hensynsløshed” og ”ubetænksomhed”, der ikke lader til at være faldet professor Johnson ind. Kontrasten, og hvordan definitionsmagten og –styrken udspiller sig her, er uden at afsløre tekstens konklusion (den kan man selv læse i månedens Slagtryk-pdf) slående. Ordbogsopslagene kan banalt sagt blive ved med at være til diskussion mellem mennesker.

I Isabella Balanchis tilfælde er der en kausalitet igennem digtet, for hvert et lille skridt videre betydningen tager. Det er en personligt associativ struktur, hvor digtets titel ”Se” beder læseren om at følge definitionerne (som en form for ordbogsopslag) som et implicit subjekts overvejelser og den deraf afledte udvikling. I en tekst, der umiddelbart forholder sig til graviditet som tolkning af teksten, ligger ”livet”, der er den konsekvent udeladte glose, som en fortielse. Det strømmer igennem teksten som en tyst hemmelighed, hvor det er udeladt i adskillige idiomatiske vendinger som f.eks. ”aldrig i [livet]”, ”sidde med [livet] i hænderne eller ”[liv]ets aften”. Det er ikke til at nævne, og så er det alligevel dét, det handler om, hvor den eneste måde at tilnærme sig det på er ved at søge definitionen med en form for slettelak. Derefter må man begynde forfra og gå igennem ordbogen på ny: ”~, se genfødelse, begynde et nyt og bedre ~”.

Som det tredje eksempel er det ikke ordbogsopslag og den filologiske søgen, sagen drejer sig om, men derimod en dialogisk opsamling af nordisk sprog det drejer sig om. I Rasmus Halling Nielsens langdigt handler det om at få gjort regnskabet op og ved første øjekast tematiserer det blodhævnen eller ofringer til guderne fra de islandske sagaer eller Edda-digtningen, der som fjerne stemmer spøger i teksten som enten regibemærkninger, kommentarspor eller slet og ret i dialog med teksten selv som helhed. I samspil med Edda-digtningen er den klareste reference til gudedigtningen, hvor især Odin indtager en formanende statur, der lærer modtageren om gode og dårlige skikke. Centralt i forhold til Halling Nielsens tekst står buddet om gæstfrihed, der svagt aner en sørgmodig politisk tone i forhold til samtidens katastrofer, hvor ”bøgetræerne kunne være hvor som helst / falder ned i og fordobles / det findes ikke / det har aldrig fundet sted”. Teksten selv både kalder på og afviser stærke fortolkninger, men når den annammer den tidlige nordiske digtning, træder en blodig – historisk såvel som mytisk – fortid frem som et tungemål og en dialog mellem det danske sprog og dets nordiske ophav, der hverken er blevet ført eller taget. Det er i sig selv den forbandelse, der som en litani måske hviskes gennem teksten.

En strategi, der indoptager andre former for tekst, peger naturligvis tilbage på forskellige tidspunkter og træk i kunst- og litteraturhistorien, og det er især readymaden præsenteret af Marcel Duchamp i 1917, der kan tilskrives etableringen af en sådan i bredere forstand som found poetry. Det væsentlige her er dog ikke de historiske forudsætninger for denne strategi – eller måske mere prosaisk – disse formgreb, der er præsenteret her ved Balanchi, Sommer og Halling Nielsens digte men derimod de små men mærkbare tendenser, der kan tolkningsmæssigt ligge til grund for dem.

Man skal – og slet ikke her for mit vedkommende – aldrig tage føregreb på en tekst for resolut at hævde en tolkning over for en anden, men i den løbende læsning af ny dansk poesi indsendt til Slagtryk og med tidens politiske klima i Danmark, vil jeg alligevel vove det at hævde, at der er tale om et behov for og en granskning af selvdefinerende planer i teksten som et skelet og dets rygrad eller måske det selvdefinerende som afgørende i en tid, hvor enten selvet antastes af udefrakommende betegnelser – navngivning af og magtudøvelse eller at sproget som deles mellem os endnu en gang men på en ny måde lader til at være utilstrækkeligt.

 
 

– – – –

Redaktører: Louise Sommer Hendriksen er tiltrådt Slagtryks redaktion. Louises tilgang til litteraturen er ofte umiddelbar og med følelsesmæssigt udgangspunkt. Hun er især vild med det groteske og med fankultur (og popkultur generelt).
Har du overvejet, hvad der skal til for at være i Slagtryks redaktion, og er det noget du kunne tænke dig? Vi søger løbende medlemmer, og det kan du læse mere om her: Vil du være med?

 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>