Cecilia Munkholt Andersen: Et uddrag

Hun står som en omstyrter af ellers fastlagte beslutninger – – en skønhed, en vaskeægte valkyrie; hendes slanke, elastiske krop åler sig frem mod mig, og med en væmmelig latter tager hun mine papirer fra mig, smider dem op i luften – de flyver hvidt omkring os. Hendes latter springer mellem væggene, mens papirerne et efter et ligger sig stille til rette på gulvet. Hun glider rundt om mig med sine vuggende, æggende bevægelser, hun mønstrer mig med sit blik, indtil hun trækker mig ind til sig i en stormfuld omklamring, som får mig til at tabe pusten og synke i knæ. Papirerne ligger i en cirkel om os. Hun forsøger at varpe mig ud med sine voksende håndflader, sende mig hen i skammekrogen eller skubbe mig ud af døren, hen til et andet sted, for jeg har ligget for længe og for bekvemt i hendes omfavnelse. Hun løfter sine næver mod loftet, svinger dem i luften, næverne vokser og vokser. Hun sænker dem, og så begynder hun at puffe til mig med sine enorme håndflader, jeg vakler af sted, hen til et sted, hvor jeg liggende i en seng skal sygne hen under hendes blik. Jeg tager ansigtet i hænderne, liggende i sengen skjuler jeg mig, mens jeg kigger på hende gennem let spredte fingre.
      Jeg begynder at skille lamperne fra hinanden for at finde lytteudstyret, først loftslamperne, så skrivebordslamperne, sidenhen vækkeure og lommelygter. Nu da jeg er ensom, så skal alt brydes ned. Jeg taler til min “roommate” om natten: “Du ser sgu frygtelig ud, Klaus.” Han begynder at ligge uroligt i sengen. Sengen knirker, mens han vender og drejer sig. Han står op og begynder at banke og hamre på løs på væggene, han flår skabene fra hinanden, og mens spagnumplader, gipsflager og træsplinter fyger om ørene på os, så begynder kablerne og mikrofonerne at falde fra skabene i kaskader. De ryger ud på gulvet, indtil gulvet er afdækket af ledninger, stikdåser og fatninger, de ligger i store bunker og fylder hele rummet. Så smasker en kabeltromle mig lige i ansigtet, og jeg ramler omkuld. Da slanger hun sig øjeblikkeligt mod mig igen, hun glider om mig i cirkler, mens hun blinker med det ene øje og sender fingerkys. Jeg ligger ubevægeligt på gulvet og kigger opgivende op i loftet. For helvede. Jeg forsøger så at sige at tage mig sammen. Endelig rejser jeg mig dovent og begynder at udføre min uskønne dans, armene hænger tungt langs kroppen, de er blevet så lange, at de først stopper lige over gulvet. Jeg ligner en kludedukke. Armene slasker frem og tilbage i takt med mine skridt: En, to, tre, er du sur og trist, så klap i hænderne, daske fremad, vralte tilbage, er du sur og trist min ven, rejehop, boogie-woogie, ska’ du snart bli’ glad igen, chassé.
      Jeg øjner et ledigt sæde længere nede i kupeen, jeg haster derned og sætter mig tungt tilbage i sædet med et udmattelsens suk. Toget kører med høj hastighed mod Nordjylland, hvor jeg sammen med samtlige familiemedlemmer skal til ceremoni på en fornem kro. Jeg skælver inde i knoglerne. “Ja, goddag, mine damer og herrer. Jeg har åbent hernede i pantry ved vogn 11. Jeg kan tilbyde vores snackbag, som indeholder en halv liter vand, en lille pose chips samt lidt chokolade, til 30 kr.”
      Jeg fremturer spruttende af latter til min sidemakker: “De serverer snackbags til en udsultet, hungrende befolkning.”
      Hans ord gjalder mod mig, han er harmdirrende og svinger sin knyttede næve mod mig, mens han skælder: “Det er faktisk stillezonen, det her.”
      Jeg dukker mig brødebetynget og beslutter på stedet at omskrive samtlige samtaler, jeg nogensinde har ført med andre mennesker.
      Nu er jeg helt andet sted, det skal jeg da lige love for, til maskebal på et kolossalt gods. Jeg har taget elefanthue på, iført mig gulvlang silkekjole og trækker slæbet efter mig, misbilligende skævende bagud, idet slæbet besværer min fremadmarch, når det uophørligt sætter sig fast mellem gulvbrædderne. Jeg hiver i frustration huen af og stamper rasende på den. Det er også det slæb, der holder mig tilbage, tænker jeg olmt. Hvis ikke det var for det skide slæb, så skulle jeg marchere fremad i en fart, som mine klassekammerater ikke ville tænke sig muligt, da det i folkeskolen tog mig otte år at lære at stoppe med at stave brev som berv. Jeg tager fat i slæbet og giver det et ordentligt ryk, så det revner på midten, og jeg tumler fremad, direkte ind i min bordherre. “Ja, godaw do, ve do dans mæ maj,” siger den bugsvære gentleman, og jeg føler mine kinder blusse op og varmen brede sig, da jeg nikkende og smilende tager hans hånd for at lade ham føre mig til bords. Jeg opfører mig som en kurtisane, gestikulerer ivrigt med hænderne, lægger benene over kors, afkorser dem igen, kærtegner alle mit ansigts afkroge, mens jeg kigger op og ud gennem øjenvippernes tyngde med et på en gang blu og ublu blik. Jeg skælver. Jeg vil lægge mig for fødderne af denne majestætiske gorilla, så han kan træde på mig hver eneste dag. Han nulrer sit overskæg og plirrer med øjnene. Han sitrer, når jeg rører hans hånd. Han er guddødemig også forelsket, opdager jeg nu, og sådan må en mand ikke opføre sig. Han skal være ligeglad! Vi rejser os og går hånd i hånd ind i Den Sorte Diamant, mens vi leder efter bogreolerne.
      Knoglerne i mine hænder klør helt af helvede til. Jeg prøver at massere mine hænder for at få kløen til at gå væk, men de bliver bare røde og opsvulmede. Jeg bliver nødt til at tage ringene af fingrene, de skærer sig ind i kødet. Jeg sidder på en bænk på Christianshavns Vold og kigger udover Stadsegraven. Jeg spærrer øjnene vidt op, forsøger at få lyset fra genspejlingen i vandet til at trænge ind i mine hornhinder. Jeg nulrer mine fingre en efter en, knoglerne står efterhånden i flammer. Jeg rejser mig for at gå ned til vandkanten, så jeg kan sænke mine brændende hænder ned i det kolde svalende mørke. Bladene på træerne knitrer i forårsbrisen.

                                                                        *

      Klaus render rundt på gangene og trutter i sin trompet. Jeg holder mig for ørene og bander højlydt. Det var sgu da utroligt. Jeg rejser mig fra sengen, åbner døren på klem og kigger ud. Klaus står længere nede af gangen med trompeten højt hævet over hovedet, med mundstykket mod læberne. Han opfører en lille dans, mens trompetens lyse, gennemtrængende lyd springer atonalt mellem de sterile vægge. Et øjeblik sænker han trompeten og tager mundstykket fra læberne, kigger på mig og smiler, mens han triumferende småsynger: “Lidt god musik gør alle mennesker glade.” Mine øjne bliver smalle og jeg presser kæberne hårdt sammen, så tænderne gør ondt. Jeg giver døren et ordentligt puf, så den smækker i. Ude på gangen fortsætter trutteriet. Den her elendige afdeling forværrer min tilstand, andres mani kurerer ikke ligefrem mit tungsind. Jo mere andre vil op at stå, jo mere vil jeg sidde ned. Det er som om mit indre falder og falder, indtil det koncentreres i mine fødder, så jeg ikke længere kan løfte dem ordentligt. Så har jeg et par kæmpe, tunge klovnesko på mine fødder, jeg går så forfærdelig langsomt. Jeg støder ind i andre mennesker med mine fantastiske klovnesko. Jeg kan ikke styre mine lemmer, når jeg maser mig fremad, iført klovneskoene, med et anstrengt ansigtsudtryk, og overkroppen lænet langt fremover fødderne. Jeg kan se foragten i andres blikke, og andres blikke er altid fæstnet på mig. Det giver mig lyst til at dø. Det eneste, jeg kan tænke på, det er at dø. Jeg vil gerne befries fra min krop, min før så bulnende mave og mine nu så slappe lår. Jeg spiser mindre i forsøget på at få min krop til at forsvinde, så jeg også selv kan forsvinde. I takt med, at mine nederdele bliver mindre, bliver min hud løsere. Jeg kan lide min slanke krop mindre, end jeg kunne lide min tykke krop. Før var jeg stærk som et spand heste, min firskårne krop var et forsvar i sig selv. Jeg kunne lide andres kærtegn mod min bløde hud, nu er min slanke, elastiske krop en påmindelse om lidelse.
      Jeg er ved at skrive mig ind i en trist familiehistorie, og det gør mig så rasende, at jeg omgående bliver udmattet. Min fars første selvmordsforsøg blev afværget ved, at min mor troppede op på skydebanen med mig i hånden. Det krævede en fireårigs blik at få geværets løb fjernet fra mundhulen. Der var stille i nogle år efter det. Jeg gik ofte ind til ham på hans kontor, hvor han sad i gyngestolen og rokkede frem og tilbage, mens han læste en spændingsroman og spiste Rittersport Voll-Nuss. Så spillede jeg lidt på klaveret, indtil han lagde bogen fra sig, rejse sig og fandt sin mundharmonika frem. Han satte sig på kontorstolen og begyndte hjælpeløst at pruste i instrumentet. “Det er ikke nødvendigt at kunne spille på et instrument for at lave god musik,” sagde han, idet han hurtigt drejede rundt på kontorstolen, indtil han havde front mod sin spolebåndoptager. Han satte et spolebånd med Bob Dylan på, som han havde overspillet fra radioen. “Han synger af helvede til,” indvendte jeg. “Prøv at høre efter teksterne,” svarede han. “Han hedder Robert i virkeligheden. Og Sebastian, han hedder Kurt.”

 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>