Rune Kjær Rasmussen: Rav

Tvivlen som transportmiddel kan kun flikke en vis form for kærre sammen, og glæden ved at genoplive et næsten uddødt sprog, omend måske kun kort, er stor.

Jeg læste om baltisk rav. At det indeholder en såkaldt ravsyre, der kan lindre og få visse lidelser, af både såkaldt fysisk og såkaldt psykisk karakter, som om det helt kan skilles ad, til at forsvinde. Her spiller alderen også ind. Harpiksen, der i sin tid er piblet ud og størknet i en for længst forsvundet skov, har taget turen gennem oceaner og tit indkapslet, nærmest til evig tid, et insekt eller et brudstykke heraf, for eksempel et par guldsmedevinger, der som en stor sjældenhed sættes til salg. Eventuelt på auktion så bud godtages. Det vides dog, at mange varmer rav op og indsætter et fremmedlegeme for at få det til at blive langt mere kostbart.

Der findes en historie, som man skal lede ufatteligt længe efter, hvilket ingen har tid til, om en mand, der på den måde indsatte en enkelt af sine lillefingres negle i et stykke rav og omkring denne glødende orange ramme skabte en fortælling om et menneske, der skulle have levet under havet i mange år for millioner af år siden.

Der findes mange forskellige former for samarbejde imellem forskellige dyr, og forestillingen om at en kvinde eller en mand, eller to af slagsen, samme eller hvert sit køn, så de havde lidt selskab at gøre godt med også, sad under havet og fik en eller anden fisk med stærke tænder til at bide neglene af er meget tiltalende. Den tanke dribler med fine bolde i maven.

Erindringer om forskellige oplevelser kan parre sig med tvivl, ligesom insekter og andet enten er blevet indsat eller reelt er blevet indkapslet, og denne plasticitet i måden at erindre på kan danne grundlag for en idé om, at man måske snyder en smule altid. Den idé om mulig snyd driver en bedre frem end den rene tvivl kan i længden. Kærren må bryde i brand på et vist tidspunkt. Og flammer er et af de få steder i naturen, hvor man kan se spaltede atomer, kan jeg huske, at jeg yndede at påpege irriterende ofte med vilje overfor en anden engang, når vi sad omkring et bål. Ild er et uundgåeligt element, og ikke at have noget imod at ofre sig er vigtigt, men ofringen skal have en privat karakter som en slags indkapsling af sjælen, der utvetydigt ikke kan være snyd, fordi den ikke giver nogen autoritet til det væk.

 
 
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. Jørgen Wassilefsky

    Som altid, skriver rune en poesi der indvortes er fuld af poesiens væsen og udtryk.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>