Mikkel Roosevelt Hertz: naturen vokser igennem os

katten sidder i bregnerne
venter på formiddag
at den kan slumre på en varm bænk i haven
jeg krydser gårdspladsen
bløde lemmer, karseklippet
småsten i klemme mellem
foden og sandalen
prikker koldt
en presenning over brændestablen
lægger mig ind i den fugtige varme
blødt lys
under presenningen
noget findes stadig
gemt inde i munden
blødt lys halet frem
med fiskekroge
så meget forsvinder
når det tages op
en kat der glider
ud af ens hænder
som vand
grusvejens lyde
gennem skoven
den samme tur til bussen i otte år
en okkerrød ko der kælvede nede på engen
koen spænder
så langt endnu
kalvebenene dingler ud af den som kyllingeknogler

der er grænser for
hvad jeg kan
rumme
grænser for koen
og dens halve kalv
at dens øjne
ser gennem mig
at jeg ser varmebølgerne
over dens kurvede ryg
at jeg ikke kan
se på den
men må opfinde den

måske det er
at gennemskue sig selv
at se på koen
i al dens kohed
kæbernes cirklende ro
hovene der synker i det våde ler
månen der nu
er usynlig
men som svinger evigt rundt
min finger der glider
på en tallerkenkant

 
 
 
 
 

bregnernes spiraler
ruller ud som tunger
en bregnespore
gennem den tætte regn
planter sig klæbrigt på min håndryg

jeg går ad en sti en morgen
lyset glider
langsomt ud af tingene
smyger sig om piletræet
ned ad grenene
til bladene lige over vandet
drypper ned
som brikker i et puslespil

stumme fisk i søen
drikker ilt
bliver sig selv
flere gange i sekundet
glemmer deres glatte kroppe
vandet der holder om dem
den mørke luft i brystkassen bliver
til lys
når jeg ånder

sivene tikker som ure

ænderne
uden at vide det
daler de matematisk
verden
måske den er bevægelser mod
andre bevægelser

en and dykker
dukker op et andet sted
linjen mellem to steder
at stjernerne også er der om dagen
usynlige lysende søm
en bro af linjer
mellem stjernerne
mellem andens huller
naturen vokser
igennem
os
som søm
gennem hænder
spændt ud på himlen
stjernerne gennem kødet

stadig mine gummistøvler
der sætter udråbstegn
langs mosen

 
 
 
 
 

hendes bøjede nakke
lyset rækker ned mod gulvet
en kande i vindueskarmen
hvidt porcelæn med guldkanter
lyset glider over markerne
kvindens nakke
blød kærnemælk
køernes varme muler
nakken bøjer sig i solen
det hvide i øjet
et blad der drejer på en kvist
koens lysende bug
øjet trækker sig sammen
koens blodårer
der bulner under skindet
solen bøjer sig
mod mørket
rundingen over hendes øje
spændingen i kroppen
sådan står en bro
fordi alle stenene
falder på en gang mod vandet
kroppen er et løfte
en fugl gennem sivene
dens vinger holder luften nede
ryghvirvlerne som fugle på en vasketøjssnor
på et tidspunkt vil de lette
hun hælder fra en kande
kroppen er et løfte

 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>