Nikoline Langkilde: To digte

1
et kærlighedsdigt #2
se pæon i glasvase folde sig ud for at se til en verden
se bløde blades pudrede flæser åbne sig op for at se til en verden
vi ville nok kneppe hinanden i navlerne hvis hullet var lidt dybere
nøgen vågner jeg op i gråblå stilhed for at se til en verden
konstaterer at mørkerøde perler i kønsbehåring må være
indikator for at jeg skal kneppes i navlen
majs ærter æg
flyder i mavesæk som en banalitet jeg ikke kan byde dig
o pæon din nysgerrighed er en tragedie
jeg æder dig i glasvase for
hvis jeg skal kneppes i navlen
hvis du skal se til en verden
hvis noget skal flyde i mavesæk
må dine bløde blades pudrede flæser blomstre indeni i mig
må jeg byde dig det smukkeste syn;
ham

 
 
 
 
 

2
du ringer til dem
allesammen
fortæller dem at de ikke kan læse at de
ord de læser ikke skal forstås
de prøver så hårdt at forstå
den nat du troede græsset havde grebet dig
lægger sin hånd dødt på deres pander
de troede på meteorers løfter de troede på at du
talte sandt da
hele gulvet sank
sammen for alt det vi håbede byen havde lovet dig;
kollaps
menneske lyt på min håndflade
tingene din nakke betror mig
i denne novembers løshed slipper himlen sine stålstænger mod nakkehvirvle
ubemærket
drik drengebørnenes penisser der erigerer ved ordet “wifi”
forsøg at forstå samtiden hun ønsker sig
rosenfrø rosentræ aldrig stilkeroser siger hun
sølvplamagen han efterlod på kinden
rubiksterningerne og staniolkulører som
slår slag om sig selv i skiftende tempi
dybt i hovedpulsåren
slår spar sig løs tynd flage i piruet
flaksende i mavesæk hjerter hjerter hjerter
klør for den ting
han ikke kan sige
der ikke vil trække nålestriber op gennem benene
der ikke vil fugte mosset fra hendes ribben og
pudse de spejlbobler de
dryppede på hinandens skuldre
sytråden der bandt deres læber sammen for hvert ord de sagde de ikke forstod
ærteskræller og stikkelsbærstilke han gylpede op som afsked
med distancen som smæld i baggårde
på vej hjem med spyd i panden
hun smører ham ud på sin hud
samler alle ord han har sagt gennem tiden i sin mavesyre
dansende indtil musikken ikke længere spiller
fire fingre ind i æggestokken og hun forstår
at alle rubiksterningens seks sider
har samme farve
et es og et
pulver strøet ud over
hele efteråret

 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>