Bjarne Skov: Portræt i to dele

I

Morfar brød sig ikke om klitterne og havet, fortæller du. Skagen var et fængsel for ham med vand på begge sider og sand på den tredje. Frugtbar muld havde han brug for. At plante og pode. At gå blandt sine æbletræer i den plirrende septembersol.
Eftermiddagene var de værste, når vi skulle slappe af i skyggen. Hvordan han travede frem og tilbage på træterrassen i lange bukser og sko. Eller gik rundt på grusvejene, mens drømmen om ferie forsvandt mellem hans hænder. Nåletræshækkene. Det blændende støv.

 
 
 

II

Du folder plasticposen og kommer den i jakkelommen. Efterlader en håndfuld Gråsten fra haven og en historie. Syvogtyve år, så hurtigt det er gået – et opkald, en karriere – siden han lå som en klippe, mens jeg holdt mormors hånd.

Vi vinker farvel og senere, da vi har pakket min taske ud og sovet til middag, tager han mig med om i køkkenhaven, forårssolen. Han graver et lille hul. Kommer ned på hug i sin grove kittel og mærker med en finger jordens temperatur. Jeg skal også mærke, den er varm nok.
Vi henter læggekartofler i udhuset. Det er Bintje, de har forspiret i æggebakker. Vi spænder snoren ud, den er bundet om en træpind i begge ender. Vi sætter den stramt.
Hullerne skal stikkes, ikke graves, viser han, ellers kommer de for langt ned. Jeg lægger én i per hul eller to, hvis spiren er tvivlsom. Spiren skal vende opad mod lyset, det er vigtigt. Jeg spørger, hvor mange han tror, han siger fire-fem per blok, hvis vi er heldige, eller seks eller syv, siger jeg. Eller ti!
Der skal være 30-40 centimeters afstand mellem rækkerne. Jeg vil hente tommestokken, men vi gør det på slump, siger han, det er cirka et halvt skridt. Jeg får lov at stikke de næste rækker, mens morfar lægger i og dækker til. De første huller bliver for dybe, men efterhånden får jeg greb om teknikken, jorden skal bare lige vippes op.
Så er der saftevand til to trætte arbejdsmænd, kalder mormor fra terrassen. Morfar stiller riven op ad muren og finder piben frem fra kitlen. Jeg fortsætter med at stikke huller. Rækken skal være færdig, jeg er slet ikke træt, vi er jo lige begyndt. Kom, siger han. Det er godt nok nu.

 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>