Lasse Ra: berøringer

det er noget med berøringerne i metroen trækkes mod solen blænder så kraftigt at det er svært at se dens position. lyse bump. arme, skuldre trykkes mod maver, rygge. han står leder efter det ansigt, der ikke er grimasse. at være andet end mimik. højre hånd griber i metalrøret over hans hoved. en fedtet morgen hånd. han ser frem mod solen blænder og udvisker de andres kroppe. står tæt. dørene skyder op, ind komme luft og en lind strøm af skuldre, maver. øjnevipper, kindben. en grimasse kan være erhvervet for så mange spørgsmål siden. metroen dykker under jorden og det hvide lys gør konturer tydelige. de skarpt optrukne andre. han fjerner hånden fra metalrøret, lader den glide ned i brystlommen. de står tæt nok nu, han behøver ikke holde fast. siddende presses opret. når han ikke overvejer, om han skal klemme hånden ned i bukselommen for at skifte sang, hører han sætningen; fra første faldskærmsudspring er mennesket iscenesat, gentaget. og hvor har han læst det. Facebook måske. en reklame for udspring. han glider blikket, forsøger ikke at se på nogen bestemt. ved DR Byen er metroen tilbage over jorden. han ser ud mellem de andre, ser fælleden i giftigt orange. solen forsvundet bag skyhinder. på perronen puster han ud, trækker ind. lunter ad trappetrinene mod fortovet.

eller han vågner og har svært ved at finde grimassen. dagen er trang og kræver sit, vandpytter spejler grå nuancer af en himmel længere fremme. (og senere) han står i skolegården i den røde flyverdragt og den tilhørende kaffeånde børnene skyer. to piger fra 1. klasses kravler alligevel på hans skuldre, en tredje forsøger at finde en bænk hvorfra hun kan springe op på ham, på hans hoved. de små negle borer ind i halshuden. en lærer passerer med en hilsen. løfter blikket til hilsen. han ved ikke længere hvor han skal placere sine tanker, myldrer frem over skolegården som børns tunger cirkler rundt over læberne spruknes. fugtig december. han har gemt sine hænder i brystlommerne. slikker så læberne. fikserer et gråt skydække længere fremme.

ud til cyklen mellem to regnskyl. birketræets grene hænger og cirkler mod græssets brede strå. eller nærmere, den rustne cykel ser skrøbelig ud i det forvoksede græs han trækker hjulene fri af. et smæk med tungen og han iler ud af havelågen. hopper op på cyklen. pedalerne knaser når han træder. udtrådte. der er et fund han ved han får svært ved at finde. en bevægelse, der træder på tværs af hans lårs, lægges stød i pedalerne. et blik der ikke fikserer. tidligt på sommeren havde han set dens ende. køligt trak den op langs underarmene. men stadig, der er et fund at finde. han vidste det allerede dengang, gravede i sandkassen, kastede skovle af sand ud over kanten. eller han fyldte den grønne spand og tømte den, små tårne på asfalten ved sandkassens kant. han vil finde sit. cykler på arbejde og kommer hjem. i græsset mellem lågen og skurret bliver sporerne fra cykelhjulene pløjet dybere i den våde efterårsjord. han forstår det hele tiden og måske ikke helt. at det jeg vi kalder han er en langsom varme, som siver ud gennem fingrespidserne eller toppen af hovedet. han må finde et nyt. i en sød lugt han ikke kender. de gule og brune svampe vokser frem over forhavens græs, dufter af brun farin. hvide lameller på undersiden – han vipper dem om på maven med skospidsen. sætter sig i den klamme havestol. ikke at han har så meget tid, men lugten siver rundt i hængebirkens lave grene. han spreder brun farin i luften, smager på en fjern grimasse. den kødfuld tunge. brune og gule svampe, hvide lameller på undersiden, springer frem over forhavens græs.

sortmalede bjælker langs gangen var sprækkede, i færd med at åbne sig. fra den lille rude i loftsrummet kunne han se spirerne (hvis han kravlede op på kommoden). opvarmet støv foran kinderne. han gik derop for at se ud, som hvis baghovedet hvilede trygt i bunden af en krybbe. bag spirerne skifter skydækket nuancer. loftsrummet blev mørkt før aftenen ellers kunne opfattes. måske var det ligesådan i morgentimerne: bjælkerne skinner sølv i mørket, det forestiller han sig nu. og han husker det i knæet eller tæernes led, at kravle op på kommoden og se frem, ud gennem rudens trange firkant.

han sidder i havestolen. stadig cirkler hængebirkens grene mod græsset. (og stadig) Jyllingevejs biler falder ind gennem hækken i kolde dråber. han leder, må finde nogle fjerne punkter og trække dem til sig: farmor Ellens drøm skrevet i margenen af Flora i Farver, bind 2. ikke at tage den første metro men vente en rytme. ikke at rejse sig med det samme. han blunder hen i havestolen, grådigt skyder sorte blomster op gennem hans sko og slår rødder i den hårde hud på hælene. hvad. blade flakker af birketræet, hængepilen. samles i vejkanterne som rester af en stadig fjernere tid. han rejser sig, er ved at komme for sent. iler ud af havelågen. hvert skridt ned ad Jyllingevejs fortov flyder let som en følge af beslutninger for længst taget. hen over gangbroen og ned på modsatte fortov.

han går gennem gården, slår ud efter fnok, men de viger for håndfladen. har de en lethed han ikke kan fange, et bevægelsesmønster han ikke forstår. de gule blade hvirvler mod asfalten er lettere at gribe. han har det som et ekko, eller som et krydsfelt af ekkoer kastet af bevægelser han vender hovedet for at se.

en solsort stopper op i baghavens græs, han venter. står i bar overkrop i køkkenet. venstre hånd glider hen over knogler og muskler. han trækker vejret langsommere. strækker åndedrættet til en større bevægelse. han husker helt klart: tre øjenvipper forsvinder i lagenet, en grå morgen lysner. eller en stødvis brise han begyndte at blinke med. blinker med. hun vågner så langsomt et sted ved hans hånd, glider fra hendes hofte og op.

 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>