Sigrid Kraglund Adamsson: Odense

Da vi startede på studiet, havde Odense lige spyttet dig ud. Sådan sagde du det selv første gang, og jeg forstod selvfølgelig ikke, hvad det betød. Odense var det mest ufarlige, jeg kunne komme i tanke om. Men det var din ekskæreste, du mente, at hun spøgte sådan i byen, at den kun lignede alt det, du ikke længere kunne holde ud at tænke på. Du kunne ikke leve netop der. Jeg kiggede på dig, da du sov hos mig første gang, og jeg forestillede mig Odense som noget forfærdeligt. Og jeg forestillede mig hende, du elskede, hvordan hun duftede på en måde, så man kunne blive vanvittig af at spekulere over, hvad den duft mindede om. At selve luften i Odense vibrerede af et hjerte, der ikke kunne hele igen. At det hjerte, der ikke kunne hele, ligesom strakte sig frem i en tid, der ikke behøvede at rinde ud. Og det var noget, jeg kunne glemme, men så pludselig huske igen. Hvordan det du sagde måske stammede fra hende. Når vi lavede mad, du samlede en grøntsag op og sagde noget, der fik mig til at grine, og jeg forstod, at det kunne være noget, I havde sagt til hinanden. En intern joke, du ikke var holdt op med at komme i tanke om, selvom du ikke længere var i Odense. Du ligger på puden, og mit ansigt vender imod din brystkasse. Jeg snuser til dig som en hund og ser dig for mig være hendes og se ned på hende fra dit mørke ansigt og smile i en grøn park i Odense.

 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>