Frederik Sand Madsen: Frederik og Ingvild er i det sene forår.

  Frederik og Ingvild er i det sene forår.
Ingvild: Du strækker dig søvnigt ud over græsengen.
  Frederik strækker sin krop ud over græsengen.
Ingvild: Du er et digt.
  Frederik er et digt.
Ingvild: Du er et digt der strækker sin krop ud over græsengen i det sene forår.
  Frederik er et digt der strækker sin krop ud over græsengen i det sene forår.
Ingvild: Du holder mine hænder.
  Digtet holder Ingvilds hænder.
Ingvild: Dine snefingre smelter og fugter min hud.
  Frederik tager sine hænder til sig og gemmer dem i digtet.
Frederik: Rum: / Lidt vand / på jorden. / Hænderne / skrevet væk.
  Ingvild kan ikke finde Frederiks hænder.
Frederik: Vi afmåler himmelens konturer med vores ord. Et par englekartografer. Men når vi spejler os i det søvnige blå, drager vi mod helvede som skibe der frivilligt kæntrer. Je m’appelle Estonia, je m’appelle Honda Point. Je m’appelle je m’appelle. Je suis le ciel.
  Frederik kalder sig Estonia. Frederik kalder sig Honda Point. Frederik kalder sig kalder sig i et digt. Digtet er himmelen, hvis konturer aftegnes af menneskenes ord.
Ingvild: Din hud er en sump er en sø er en sæk er et bjerglandskab på en plump akvarel. Din hud er et ord er en gud er et tal på et ur er et digt er et skift mellem ord der kalder på verden.
  Frederiks hud kalder på verden.
Ingvild: Hvornår kommer lærken?
  Ingvilds læber kalder på lærken
Frederik: Jeg ved ikke hvornår lærken kommer.
  Digtet ved ikke hvornår lærken kommer.
Ingvild: Jeg spejler mine skumringsøjne i din snavsede perlemorssø mens vi venter.
  Frederik lukker for sin blanke perlemorssø med sine øjenlåg.
Ingvild: Er du bange for mig?
  Frederik åbner for sine øjenlåg.
Frederik: Din finger er en strålende skalpel, der truer mine kaktuslæber.
  Ingvilds hånd fjerner den ru, lilla sårskorpe på Frederiks læber. Frederik klemmer om en håndfuld græs.
Ingvild: De protestbløder en sommerrevolution. Det rødskrigende nektar folder sig ud som frugtfarve i en kop vand.
  Frederiks læber protestbløder en sommerrevolution.
Frederik: Din valmuemund åbner sig på klem.
  Ingvilds mund flyder over sig selv som en skål skvulpende ribsgele.
Frederik: Undskyld hvis det var min skyld.
  Frederik undskylder overfor Ingvild.
Ingvild: Hvis hvad var din skyld?
  Ingvild tørrer lidt nektar af digtets mundvig med sit skjorteærme. Ingvild tørrer skjorteærmet af i græsengen i det sene forår.
Frederik: Hvis det var min skyld at jeg bare var et digt.
  Ingvild hviler sit hoved på digtets bryst. Ingvild læser Frederik højt i græsengen i det sene forår.
Ingvild: Du er lærkerne der kommer.
  Digtet er lærkerne der kommer

 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>