Marianne Lentz: Kalvehjerte

Hun køber et kalvehjerte i en halalslagter på Nørrebrogade, det koster 42 kroner. Hun får dankortkvitteringen med ned i den hvide plastikpose. Kødsaften trænger ud gennem det hvide papir og fugter indersiden af posen. Med højre hånd mærker hun under posen, hjertet er koldt og tungt. Hun placerer det i cykelkurven, hvor ellers, tager sin rygsæk på og cykler ud af Nørrebrogade, mod Brønshøj. Hun tænker på hjertet i posen som et levende organ, en tikkende bombe.
           Klokken er mange, da hun kommer hjem, men han er stadig vågen. På hans lille badeværelse pakker hun hjertet ud og lægger det på flisegulvet. Han står bag hende og filmer med sin iphone, mens hun flår det fra hinanden med hænderne. Det føles underligt forløsende, kødet, der villigt løsner sig, hendes hænder, der arbejder, lyden af væv, der går i stykker.

Hun er flyttet hjem til polakken, bare en uge, mens der bor et par fra Brasilien i hendes lejlighed. Da de er rejst, finder hun en grøn, indtørret slimklat på væggen ved hendes seng. Selvom hun får det meste væk med varmt vand og sæbe, efterlader den et gulligt mærke, som hun væmmes ved, hver gang hun får øje på det.
           Der er ingen seng i polakkens etværelses i Brønshøj. Han er i gang med at renovere og har skilt den loftseng ad, som stod i lejligheden, da han overtog den. Den petroleumsblå sofa er ikke bred nok til dem begge, så han har hentet fire mælkekasser i Netto, som han placerer langs med sofaen. Så trækker han hynderne ud, så de hviler på de grønne plastkasser, og lægger rygpuderne ned i bunden af sofaen. Der sover de den uge, der knalder de, der skændes de.

Han arbejder som kok i Glostrup. Hver morgen står han op klokken fem, spiser morgenmad og cykler de elleve kilometer fra Brønshøj til Vestegnen. Han har en rigtig cykelkrop, slank og muskuløs på samme tid, man skulle tro, han var født til at sidde på en cykel. Det er, som om hans krop har formet sig efter alle timerne tilbragt foroverbøjet på metalstellet. Han tjener ikke mange penge som kok, hans plan er at spare op og få råd til et studie, hvor han kan lave sin keramik. Han betaler børnepenge til sin eks, sammen har de en søn på et år. Hun møder allerede sønnen tidligt i forholdet. Det føles ikke som en beslutning, hun træffer. Snarere en ting, han får sat i gang, som om han allerede har besluttet sig for hende, for dem. Sønnen siger næsten ingenting. Hun undrer sig over den lydløse adfærd, fagterne, da han sidder i babystolen, om han mangler sproglig stimulans.
           Derfor sparer polakken, hvor han kan, holder øje med dagligvarepriserne og tager mad med hjem fra arbejde, som han tilbereder til dem. Kylling og grøntsager, varmet op på panden med kokosmælk fra det store tyrkiske marked på Frederikssundsvej. Han er ved at falde bagover, da han ser, hvor store de økologiske bananer, hun har liggende i køkkenet, er. Hvor har du købt dem, de er meget større end dem, jeg køber i Netto, hvad har du givet for dem, spørger han med hævede øjenbryn. Hun ryster på hovedet, kan ikke huske det. Hun lægger ikke mærke til den slags. Det er først for nylig, at hun blev opmærksom på, hvad en liter økologisk mælk koster.
           Han sidder i timevis på nettet og undersøger, hvor han kan få den billigste melassesirup. Han har fundet et sted, hvor man kan få ti liter meget billigt, en hjemmeside, der sælger dyrefoder. Han bruger det til varm chokolade om vinteren. Dyrefoder er underlagt nogle andre sundhedsrestriktioner, forklarer han, og bestiller ti liter.
           Han har skabene fulde af glas og konserves fra Polen, som hans forældre har haft med i bilen, når de besøger ham. Fem store glas honning, syltede agurker og noget ubestemmeligt rødt. Mens han er på arbejde, fotograferer hun sig selv i hans stue, hendes bare ben foran de hvide vægge. Solen falder dekorativt ind ad vinduet, udenfor smelter sneen i høje dryp. Hun vil gerne gøre sin lærer stolt, så hun smider alt tøjet, men tør ikke fotografere andet end siden af kroppen. Hun går ture i parken bag huset. Her ligger sneen tilbage i stædige klumper, det er allerede november.
           Han er sur over, at hun tilbringer alle sine aftener på skolen, de ser næsten ikke hinanden den uge. Han siger, at det er, som om hun undgår ham. Hun fortæller ham ikke, at hun har været ude for at fotografere sin ekskæreste. Mest fordi han ikke spørger. Det er i hvert fald ikke nogen hemmelighed. Det er det samme med hjertet, hun flår i stykker; han spørger aldrig, hvad det handler om. Står bare der og filmer med sin telefon, som var det den naturligste ting i verden at flå et kalvehjerte i stykker på et badeværelsesgulv.
           Han viser hende, hvordan man kan flække en banan på langs og få smukt tredelte skiver på sin morgenmad. Hun overtager rutinen, begynder at spise sin egen morgenmad med tredelte bananskiver. Senere vender hun tilbage til den ordinære, skiveskårne metode. Det er vel i den periode, hvor hun spørger sig selv, hvad hun egentlig lavede med ham i al den tid.
           De taler engelsk sammen. Han kan ikke dansk, men hans engelske er heller ikke for godt. Han skriver ’tigger’ i stedet for ’tiger’, det er noget, han kalder hende. Om aftenen sender han en tiger-emoji, ’goodnight tigger’, skriver han, og så en kyssesmiley. Somme tider også den med kirsebærrene. I begyndelsen synes hun, det er sødt. Når han siger fliser på engelsk (han taler meget om, hvordan han vil indrette sin lejlighed), siger han ’tails’. Sådan stopper deres samtale hele tiden. Han siger noget, hun ikke forstår, og hun må spørge, eller også siger hun noget, han ikke forstår, og så siger han ingenting. De er på museum, og hun fortæller ham om sin mormor, der skriver i sine erindringer, at hun ville have sine børn hurtigt efter hinanden. For ligesom at få den del af livet overstået, så hun kunne koncentrere sig om sin kunst. Men han lytter ikke efter, peger bare på et maleri og siger, se!

De mødes første gang ved Cisternerne, han sender en pin på sms med et kort over Søndermarken. ’15.00 here’, skriver han bare, det passer hende godt, den slags bestemthed. Hun har allerede været der to gange før, men det gør hende ikke noget. Hun vil gerne se det igen. Det føles som at være i et helligt rum, installationen med lys og vand, der løber ned som siloer. Det får hende til at føle, at hun er i en anden by, et andet land. Han skriver, at han godt kan lide undergrundsudstillinger, det minder ham om dengang, han var barn og legede i bunkeren. Hun synes, det lyder uhyggeligt. Han sender hende også et billede af Vestvoldens bunker, et af ham stående med racercyklen hævet over hovedet. Det er sjovt, for hun har haft kig på den samme bunker i forbindelse med et fotoprojekt. Der er flere sammenfald ved deres møde, det giver hende en forhåbning. Hendes søster er allerede gift med en polak, på den måde ville det ikke være underligt.

 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>