Lasse Ra: solen

det var ikke til at vække hende
fra vinteren. hun trykkede knæene
mod panden, lod dagtimerne vokse
bag hendes lukkede øjenlåg.
lod dagtimerne gennemlyse hinde
efter hinde
lod lyserøde, lilla og mørkerøde
hudlag blotte.

det var ikke til at se ud
af hendes vinduer
var duggede
til sent på eftermiddagen.
solen passerede vinkler hen over
skrivebordet. som lyden af væske der
forsvinder gennem vandrørene
vækkede lysets træk
hendes tidlige minder; hun har sat sig
på flodbunden
og mærker leret flyde væk
under hende. eller hun ser op på fuldmånen
har lyst insekterne frem
i natten. de sværmer, insekterne,
sværmer foran hendes hvide hånd
foran de rynkede træstammer.

dagene faldt på række
søjler
i gårdens trange firkant.
hun tværede dagene af sit ansigt
ud i håndfladerne, gned knoerne
mod øjenbrynene, der blev uformelige
af værelsets klima hun bragte helt tæt
på sin kropstemperatur. hun støder tungen bagud
mod ganen; smager efter,
har hun gæret i nætter nok?

hun rejser sig på hendes to ben
virker
som stængler hun må
balancerer på.
hun svajer, nærmer sig
radiatoren – varmen er nødvendig
betingelse. hun strækker åndedrættet,
strækker armene foran vinduet
foran gårdens potentiale.
hun ved ikke længere hvad
der begrænser hende, nej, intet
begrænser hende.
snart, snart vil lyset
endelig springe lodret tilbage
fra stuens gulv. snart genspejler hendes øjne solen ud
i en uset vinkel.
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>