Andreas Bøgebjerg Dam: Æg

Det er faktisk ikke så enkelt som man skulle tro at koge et æg, sagde Gitte, alene valget af typen af æg er afgørende, for eksempel har undersøgelser vist at økologiske æg har en meget bedre kogeevne end æg fra burhøns, og det er der jo for øvrigt ikke noget at sige til når man tager de forhold som burhønsene lever under i betragtning. Hun førte en bid af sin sildemad, både karrysalat og æg, op til munden og tyggede i en autoritær stilhed der tilkendegav at hun i hvert fald ikke var færdig med at snakke om hvordan man koger æg. Jeg kiggede på dig og du smilede til mig, men kiggede hurtigt væk igen. Du sad uroligt på stolen fordi du ventede et telefonopkald der kunne komme hvert øjeblik det skulle være. Desuden er det en misforståelse at æg bør koges med skal på, faktisk bør æg pocheres, på den måde opnår man den mest jævne varmefordeling i ægget under kogningen, og man er således sikret at kun blommen er flydende, sagde Gitte. Og når man først har prøvet et æg der er pocheret, fremfor kogt, så er der ligesom ingen vej tilbage, det er vel lidt ligesom når man først er blevet slaggennemboret af en to meter høj vestafrikaner, det kan ingen skandinavisk mand rigtig måle sig med, sagde Gitte, tænkte jeg, men det sagde Gitte ikke, for Gitte har aldrig prøvet at blive gennemboret af en kæmpe afrikanerpik selvom hun burde, selvom hun sikkert faktisk ville have rigtig godt af det, så ville hun måske også opdage at for de fleste mennesker i denne verden er et æg et æg og et kogt æg et kogt æg, og pocherede æg noget man først begynder at beskæftige med når ens liv er begyndt at kede en selv tilstrækkeligt meget til at man falder i søvn af at tænke på det, og pocherede æg er det mest ophidsende man kan tænke på for at fjerne fokus fra en selv, råbte jeg, tænkte jeg, men det råbte jeg ikke, jeg viste det kun på den mest udspekulerede og nedladende vis, ved at stirre intensivt på den brune plet på det orange tapet på væggen bag dig og din mor, cirka en halv meter under loftet og to meter ud fra højre, en plet som vi længe havde talt om at finde årsagen til, at få fikset, men som jeg ikke nænnede at få gjort noget ved fordi jeg var begyndt at fatte sympati for den, fordi den lidt lignede Nicolas Cage, og fordi vi havde et skæbnefællesskab, den og jeg, vi var begge bundet til steder vi ikke ville være, tænkte jeg. Din telefon ringede, du gik ud i køkkenet og tog den, nu var jeg alene med Gitte. Nå, fortæl mig så hvordan det har været, altså med inseminationen og det hele, for jeg tænker at det også må have påvirket dig, altså sådan psykisk, selvom det var min datter der ligesom måtte ligge i stolen, altså tænker jeg, din mandighed må ligesom være blevet ramt på en eller anden måde, har du snakket med nogen om det, ved du hvad, jeg kender faktisk en rigtig god psykolog, ham skulle du prøve at kontakte, sagde Gitte. Og ham vil jeg også gerne betale ligesom jeg har betalt for min datters insemination, for jeg vil jer jo det bedste, det ved du jo godt, det er jo bare fordi jeg holder så meget af jer, det har ikke spor at gøre med at jeg meget gerne vil have børnebørn, og gerne snarest muligt, at jeg syntes at det er synd for min datter at hun har forelsket sig i et skvat der, om man så må sige, skyder blankt, og det er der jo for øvrigt heller ikke noget galt i, det er bare sådan lidt sært, altså evolutionært set, men i vores tid er der heldigvis råd for den slags, og det er jo også heldigt for jer at I ikke levede for bare halvtreds år siden, for så havde gode råd været dyre og I ville jo slet ikke have haft mulighed for at føre slægten videre, selvom jeg godt ved at det strengt taget ikke længere er din slægt I her fører videre men andens, en tilfældig mands faktisk, en mand som kom ind på en klinik en tilfældig dag for at kigge på billeder af silikonebryster, onanere i et bæger og gå igen femhundrede kroner rigere, det er jo faktisk strengt taget hans slægt som I, altså du, fører videre, og det må da være en hård kamel at sluge, men du er måske bare glad for at I endelig får det barn, sagde Gitte, tænkte jeg, eller det kunne hun i hvert fald lige så godt have sagt. Nicolas Cage kunne ikke længere redde mig, efter Gittes tilbud om at betale min psykologhjælp. Jeg var kommet til at kigge Gitte i øjnene, og hun må have tolket mit fraværende blik som et udtryk for en eller anden form for sorg, for hun rejste sig nu, gik om på den anden side af bordet, hen til min stol, og slog armene om mig. Hun trykkede mit hoved dybt ned i sin kavalergang, mit venstre øje var ved at blive trykket ud af et stort stykke rav fra hendes halskæde. Jeg var ude af stand til at gøre modstand. Hvad har jeg gjort for at ende her, for at sidde på denne stol og få mit øje presset ud af et overdimensioneret stykke stivnet harpiks der for øvrigt, i og for sig, ikke har gjort mig noget, udover tilfældigvis at skylle op på en strand hvilket man jo næppe kan klandre det for, og man kan vel næppe heller klandre personen der har lavet og solgt halskæden hvorpå ravstykket sidder, udover for at have spektakulært dårlig smag, men i virkeligheden kan smykkemageren heller ikke bebrejdes noget, man skal jo have mad på bordet, tænkte jeg, i virkeligheden kan jeg jo kun klandre mig selv, og det kan jeg måske ikke engang, for jeg kunne jo ikke vide at din mor, min svigermor, ville være så forfærdelig omkring det hele, og måske havde det også været bedre hvis far din havde levet, hvis din far ikke var død, afgået ved døden af kræft, hvis din far ikke havde røget så mange cigaretter og ikke havde drukket så meget rødvin, så ville jeg ikke have siddet her, kvalt i hængebryster og ravklumper, men han holdt så meget af sin rødvin og sine cigaretter, det havde du altid sagt, tænkte jeg, og hvorfor skulle man så tage det fra ham, jeg mener livet skal jo også være værd at leve, havde du sagt. Gitte slap grebet, jeg gispede efter vejret, og mine øjne måtte have været helt røde, for jeg kunne se på Gitte at hun troede jeg havde grædt, og det havde jeg måske også. Hun hentede en boks, ikke bare en enkelt serviet, men en hel boks Kleenex til mig så jeg rigtig kunne få grædt ud, nu var der jo åbnet og så er det bedst bare at lukke det hele ud, som Gitte sagde og kiggede på mig med ubehageligt forstående øjne. Nu kom du ind i spisestuen igen, du så så fantastisk glad ud, og jeg blev helt varm indeni over at du kunne se så glad ud, glemte næsten det overgreb jeg lige havde været udsat for, da du sagde: Jeg er gravid, og Gitte, din mor, sagde at hun næsten ikke kunne tro det, hvor var det dog fantastisk, og så efter alt det I har været igennem, nu må vi endelig ikke glæde os for tidligt, men hvor er det dog dejligt for jer. Der er altid noget specielt over den første, for I skal da vel forhåbentligt have flere, men den første er altså noget specielt, det var faktisk også derfor vi kun fik en, vi tænkte at en mere ligesom ville ødelægge glæden ved den første, det ville ligesom bare ikke være det samme, og så er det jo i virkeligheden også lidt af en byrde at være gravid, der er så mange ting man ikke kan og ikke må, de ni måneder uden alkohol var noget af det hårdeste jeg har prøvet, men I to, jer to, I skal nok klare det og I skal nok få flere børn, og dét skal man ikke kimse af, for det er så dejligt at have børn, specielt når man bliver ældre, når ens liv går i stå og folk begynder at dø omkring en, når man begynder at interessere sig for pocherede æg, når man ikke har fået noget siden Claus døde, så er det så rart at der ligesom er nogle andre man kan leve livet igennem, sagde Gitte, tænkte jeg, men det sagde Gitte ikke, Gitte hoppede og dansede omkring sammen med dig, hun kastede sig ligefrem ud i en pirouette, der sendte de bryster, der kort forinden havde været tæt på at kvæle mig, ud i en parabel der var ligeved at slå den indrammede tegning ned fra væggen, den indrammede tegning som min far havde lavet og givet mig, en tegning af min barndomskat som jeg med møje og besvær, og efter lange forhandlinger, havde fået lov til at hænge på den orange væg i spisestuen, og ved Gud er den da grim, men den er min, og jeg forestillede mig hvordan tegningen faldt ned og glasset splintredes ud over hele gulvet, at du og Gitte ville få glassplinter i fødderne, og det der skulle have været sådan en glædelig lejlighed pludselig blev et veritabelt blodbad, et virvar af blod og glas på den ellers så nydelige sildebensparket. Jeg ville selvfølgelig synes at det var synd for dig, og måske også lidt synd for Gitte, mest synd for dig, men jeg ville ikke kunne dy mig for at sende et stjålent blik mod Nicolas Cage, og vi ville smile indforstået, for Nicolas Cage ville godt kunne se det sjove i det, hvilket jeg er sikker på at hverken du eller Gitte ville kunne, men det blev selvfølgelig ikke aktuelt, for Gittes venstre bryst, som var det der primært var i farezonen, undgik med nød og næppe at ramme tegningen, I dansede lykkeligt videre, lige indtil du fik øje på mig der sad paralyseret på stolen og ikke vidste hvad jeg skulle gøre, du kom hen til mig og satte dig på hug foran mig og tog mine hænder i dine og sagde de ord jeg aldrig glemmer: Er det da ikke fantastisk? Jeg husker ikke ordene som værende så skæbnesvangre som de blev, men min underbevidsthed måtte have anet det siden jeg kan huske dem så tydeligt, ordene, for det var dem, lige netop de ord, der satte gang i udviklingen, som om de var en logisk konsekvens af alt det foregående og alt det der kom bagefter, jeg skulle have vidst det allerede da, at forvandlingen var gået i gang og at jeg aldrig, sådan rigtig, skulle se dig igen, at du nu var på vej til at blive din mor.

 
 
 

Vis / skriv kommentar (2)
Kommentér

2 Kommentarer.

  1. Anne Katrine Bagai

    For Satan du kan skrive!! Wow!!

  2. Jeg elsker den her tekst

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>