Morten Walther Rasmussen: Til Sixten

jeg så et røntgenfoto af dine lunger på en café
jeg så et stykke køkkenrulle i mine jeans efter vask
jeg så din smuldrende lunge på bryggersgulvet
jeg så et kort over det som ikke længere findes
jeg så du listede bag min ryg og holdt os op imod lyset
jeg så en kort besked – ‘jeg er her’ skrev du
jeg så at man kan tage vare på andre i en sætning
jeg så det fælles glimte udenfor rækkevidde
jeg så ikke det du så dengang
jeg så det først forleden da det var blevet sådan

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

du var en ballon af rispapir på sensommerhimlen
du var noget frostet og menneskeskabt deroppe
du var lavet af ganske få bevægelser som aldrig kan gentages
du var engang imellem stille bare fordi der var et nu
du mønstrede det spillevende i al din rystende dødelighed
du bar et så vanvittigt lys hængslet på din skulder
du løftede knitren fra tøj du afførte dig bag en halvt lukket dør
                til det var ubærligt
du lagde alt ned
                nu ligger det der

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

du sagde; digtene skal kun være det
der var der i forvejen
men aldrig er blevet set
af andre end ordene selv

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

bare acceptere at den latter minder dig om perlesukker
bare tale om Ghost of Tom Joad foran pejsen i sommerhuset
bare dreje cyklerne ind på ukendte grusveje i vintermørket
bare køre i regnen til man er tom
bare fylde på med snus og øl og shawarma
bare svare verden med huden ud mod alting
bare lade kropssproget blive en rindende væske
bare tale længe nok til at det fælles viser sig
bare hele tiden ville det gode
bare favne de hårde ting med ord der ikke bløder dem op
bare være helt glat og uforståelig, bare være landskab
bare lade løbe de tynde blodårer under øjenlågene ud i horisonten
bare lade dem være forgrenede veje og snoede stier
bare lade sig transportere uden vilje,
                hvide tennissko i oktobersolen på terrassebrædderne
                den hemmelige rest af søvn på dine læber
bare forsigtigt at løfte og liste de blændende lag
                af en uoverstigelig afstand
bare lukke øjnene og vise verden al det mørke
bare acceptere at også i perlesukker findes mørke
bare perlesukkermørke

 
 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. Sofus G Harbo

    Jeg er helt blæst bagover af de fire små linier. Jeg føler det radiere en stærk melankoli. Det er meget smukt, men også utrolig deprimerende.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>