Slagtryk, juni 2018

Stort juni nummer, hvor første bidrag – en sonet – og sidste bidrag – en serie hvor blandt andet lærken optræder i oliepels – strækker sig over flere sider. I alt tre debutanter ud af de otte bidragydere, der præsenterer poesi og kortprosa i form af tekst, lyd og billede. Du kan hente PDF’en med alle bidrag ved at højreklikke på linket for download:

Juni 2018 [4 MB]

– – – –

Redaktionelt
– ved redaktør Mia Dall

Mit virke som forfatter er en af de ting, der efter min mening gør mig allermest i stand til at have en mening om de bidrag, der kommer ind til Slagtryk. Behovet for selv at skrive har altid drevet min interesse for litteraturen, men det er ikke mange år siden, at jeg begyndte at samle modet til at tage min skrivning alvorligt. Så at sidde her og få lov til at måle og veje er ikke noget jeg tager let på, men ser som et kæmpe privilegium.
       Jeg lærer endvidere meget om det at skrive som redaktør for Slagtryk. Ikke mindst lærer jeg meget om at redigere ved at læse den friske og mere eller mindre færdigredigerede litteratur, der støt og jævnligt drypper ind i vores indbakker. Som en form for tak for alt jeres mod og tillid synes jeg, at jeg vil bruge månedens redaktionelt til at dele et par af de principper, som jeg finder meget nyttige, når jeg redigerer mine egne tekster, måske kan I føle jer genkendt i jeres arbejdsmetoder, måske kan I lære noget, om ikke andet kan I more jer lidt over mine ubehjælpelige forsøg på at bedrive litteratur.

At redigere egne tekster er det fineste arbejde. Det er lige dele store armbevægelser og impulsive beslutninger, som det er fluekneppende pillearbejde, ikke pillearbejde i grammatikken nødvendigvis, men pillearbejde i udtrykket, i stemningen og nødvendigheden.

Redaktionen af et første udkast er en helt speciel nydelse, det er der hvor teksten står rå og blødende, der hvor den med stor sandsynlighed ikke afslører sig selv for andre end dig. Den første genlæsning og redaktion kan føles lidt som at vågne op efter en feberdrøm, det er der hvor afstanden i teksten mellem hvad der står og hvad der skal stå, er allerstørst, men det er samtidig også der, hvor man for alvor kan begejstres over alt det, man slet ikke forventede, der ville komme til at stå, alt det man måske slet ikke kan mindes at man skrev. I den første redaktion kan man lade sig dykke ned i en overflod af overflødighed, den kan være som at kratte størknet sand af fossiler med neglene, eller som at rive tapet af i store flager. Kratte, krasse, slette, udrense, markere hele passager af fejloverstrøet vrøvl og se den blanke flade af potentiale stå lysende tilbage.

Redaktionsarbejdet kan være en lise for det grådige menneske. Litteraturen er et af de få steder, hvor jeg lader min indre overforbruger få et frit og frådende afløb. Om end grådighed efter sigende er en dødssynd, så har jeg erfaret, at den har sin berettigelse i det skrivende og redigerende arbejde, så her vil jeg lade en grådig og ødsel persona sluge sig igennem fem principper for redaktion:

At læse er den indiskutable forudsætning for at kunne redigere sin egen tekst, og andres for den sags skyld. Århundreders ophobning af finpudsede og fremelskede verdenssyn ligger til din rådighed, så jeg kan kun opfordre til en vis portion grådighed. Kast bogen over venstre skulder, når du har regnet ud hvordan den fungerer, var et provokerende men frigørende råd, jeg fik for et par år siden, kast den væk, når du har indoptaget den og stræk dine fedtede fingre mod den næste, om det så er efter første side eller gentagne gennemlæsninger.

At kærligheden er en forudsætning for en grådig vedholdenhed over for teksten er min velovervejede om end begrænsede erfaring, så længe vi elsker, bliver vi ved med at vende tilbage.
       Jeg tror på, at man må nære en glubende kærlighed til det man skriver om, om det så er en ulykkelig og umulig forelskelse. Kærlighed må der være for at man kan blive ved og have viljen til at forstå, udforske, opholde sig ved noget. Sporene efter denne kærlighed kan fungere som en ledetråd i redaktionsarbejdet. De spor er også hvad man kunne kalde tekstens indre nødvendighed, en abstrakt men tydelig karakter, som sproget kan have. Der kan stå hvad som helst i en tekst, bare det virker absolut nødvendigt. Kan en sætning slettes, så skal den med stor sandsynlighed slettes.

Vær grådig med din skrivning, så grådig, at du må opgive kvalerne ved at slette og smide væk. Jeg var selv bange for at løbe tør for tekst, før jeg begyndte at skrive tre sider dagligt og erfarede at mere avler mere, og det i gigantiske mængder – det var ulideligt. At skrive er også en læring i at give slip, først at give slip på den kritiker der sætter en stopper for skrivningen længe før den går i gang og derefter at give slip på den selvretfærdighed der forhindrer dig i at smide store mængder tekst væk, som du jo har brugt lang tid på at skrive ned i første omgang. Min erfaring med de ulidelige mængder tekst lærte mig at elske redaktionen som den kniv der skærer sig igennem alle de ensformige gentagelser og ubrugeligt stof, den kniv der skærer det noget fri, som alle gentagelserne har forskudt sig til at blive.

Det reelle er hvad Jacques Lacan i sin psykoanalyse kalder den del af alt og alle, der altid vil være fremmed og uudforsket, og at skrive med en glubende appetit er som at kaste sig mod det reelle og se hvilke knopskydninger og drømmekasteller der strømmer ud og lægger sig som en beskyttende barriere rundt om det. En barriere der alligevel kan afsløre en genspejling af noget uudforsket og sandt. Vær åben og grådig overfor det fremmede i din tekst, prøv at gå målrettet efter det reelle, der hvor teksten kommer på dybt vand, der hvor teksten dirrer og gør dig en lille smule svimmel, prøv at starte derfra.

En sidste og helt lavpraktisk observation jeg har gjort mig, når jeg redigerer mine egne tekster er, at noget af det allermest givende er at være ødsel med tid. Tid er det bedste middel til at fjerne sig fra sig selv, skriv noget, ret ikke i det, ret for gud skyld ikke i noget! før det har ligget urørt hen i mindst en uge. Det er ikke altid til at se, hvad der vil overraske dig som godt efter noget tid. Først når du er blevet noget andet, kan du se hvad der er godt ved det du skrev for andre end dig selv. Tiden er et rigtig godt redskab, når man skal vurdere, hvad der er personligt og hvad der er privat.

 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>