Slagtryk, oktober 2018

Download PDF’en her:
Oktober 2018 [1 MB]

– – – –

Redaktionelt
– ved redaktør Lasse Skjold Bertelsen

Der har de senere år fundet en lille eksplosion i antallet af forfatterskoler sted. I sig selv en begejstret udvikling, hvor interessen for det at skrive blandt unge og gamle synes at være større, end i hvert fald da vi i Slagtryk begyndte at publicere indsendte tekster tilbage i 2011. For vores vedkommende har det imidlertid ikke resulteret i flere bidrag i indbakken, men det kan samtidig betragtes som naturligt efter opkomsten af nyere tidsskrifter som forlaget Gladiators Se & Hør-format Texas Longhorn og andre som Addenda og Organiseret Vold Begået Imod Den Almindelige Tale og deres løbende udgivelser.

Det er heller ikke det vigtige. Dette handler derimod om udviklingen og dens muligheder og konsekvenser. Når de mange af de mere samfundsvendte og såkaldt “borgernære” initiativer som skriveskoler på bibliotekerne sammen med andre tilsyneladende mere ideologiske drevne af forskellig art som f.eks. Gladiator-skolerne, Nyt Forum for Skrift og Hekseskolen er vokset frem, er der tale om et nyt litterært kredsløb med både åbenlyse og uigennemskuelige konsekvenser og mekanismer.

Den mulige alsidighed og pluralisme, der ligger i opkomsten af disse mange skoler, er i første hånd et gode. Når (primært) dimittender fra den danske Forfatterskole tager deres egne erfaringer som skrivende elever og specifikke lærdom med dem for at etablere en større autonomi eller muligheden for en mindre indtægt on the side er det set fra mit skrivebord en bevægelse, der etablerer mange, små mulighedsrum for at læse og tale om de nye elevers tekster og forhåbentlig i hvert af disse rum også tale om, hvad dansk litteratur er og kan være med udgangspunkt i teksten og med den enkelte og nye forfatterelevs drivkraft til at skrive, hvad der ligger vedkommende på sinde.

Mekanismerne er dog i dette samlede og større rum af muligheder (baseret på de mange små) sværere at få hold på og kortlægge. Forholdet mellem størrelsen på en skoles gebyr og elevens udbytte af undervisningen er et godt men penibelt spørgsmål. For i modsætning til de danske folkehøjskolers ånd af noget folkeligt opdragende (der i sig selv kan diskuteres, men det er ikke emnet her) og priserne på deres skrivekurser, der danner en større ramme af menneskelig udvikling udi dannelse og samfundssind, synes de nye forfatterskolers etos at være båret i mere eller mindre grad af en stærkere betoning af individualitet i den enkelte elevs aspirerende skrift. En betoning, der gør det vigtigt at forholde sig til et ansvar for, hvad et større perspektiv kan være i etableringen af forfatterskoler en masse. For er det kun den lærdommen og læsningen af éns tekster, eleverne tror, at de betaler for? Eller er der også for nogle et håb om, at denne betaling i sig selv er en indvielse i det sociologen Pièrre Bourdieus socialitetskritisk kaldte ”det litterære felt”? Er det betalingen for at nå længere ind i et system, der tvedelt hierarkisk står både over og ved siden af andre samfundshierarkier som større institutioner som universiteterne, pressen eller bankvæsenet med deres egne specifikke koder? Den slags betragtninger er naturligvis et pessimistisk syn på denne udvikling, hvor en betragtelig mængde af mennesker har købt sig til noget, der måske ikke er så let at definere. Købt sig til noget, man måske kun kan forvente er en ikke synderligt overskuelig blanding af litterære erfaringer, omsorgsfuld imødekommenhed og vidt forskellige læsninger af panelet af lærere, der har kunne udmønte sig i indsigtsfulde betragtninger, konkrete skriveråd, idiosynkratiske domme, gavmild ros eller en knusende kritik af de mange forskellige spinkle, opvakte, halv- eller flyvefærdige tekster. Der er jo netop ingen fuldt ud objektive domme i disse læsninger. Dette er sig selv banalt at fremhæve, for ingen lærer ville påstå andet ud fra så simpel en præmis, men det er vigtigt at nævne, når forholdet mellem lærer og elev etableres. Den autoritet, der ligger i erfaringen, er en skrøbelig vare, for selvom den uden tvivl er noget værd, er den svær at prissætte, og det er det vigtigste i det følgende:

Lærerens læsning af en given elevtekst koster noget. Ikke bare hvad angår skolene specifikke gebyr, men også i forhold til elevens forhold til sig selv, dennes tekster og forståelsen af det at skrive og måske læse andre forfatteres værker. Denne bekostning kan give et godt og stort afkast, der måske er nødvendigt, men det er altid vigtigt at huske på, om det rent faktisk er tilfældet, at ethvert skrivende menneske kan gå ud fra, at dette er tilfældet. Jeg ønsker på ingen måde at så tvivl om nogle af de danske forfatterskolernes berettigelse eller de tilknyttede underviseres evner men spørger derimod specifikt til, hvad det egentlig er for en enterprise, der pågår. For er det sikkert og vist, at etableringen en lærer/elev-forhold som en økonomisk defineret relation sikrer udviklingen af den enkelte bedst? Jeg bliver i hvert fald i tvivl og tænker – måske lidt for romantisk – på brevvekslingerne mellem den tyske digter Rainer Maria Rilke og den unge soldat Franz Xaver Kappus fra 1902 til 1908 udgivet under titlen Breve til en ung digter eller Victor Boy Lindholm og Rolf Sparre Johanssons mailkorrespondance på førstnævntes blog tilbage i 2015. Dette er enkelte men ikke enestående eksempler på, hvordan en skrivende sammen med en anden kan reflektere over litteraturen og dét selv at skrive. Det er i sig selv eksempler til reflektion.

Når jeg nævner de ovennævnte eksempler, må jeg samtidigt og selvfølgeligt gøre klart, at jeg ikke nærer den mindste illusion om, at det for et ungt (eller for den sags skyld ældre) menneske skulle være nemt eller overkommeligt at finde ligesindede i en provinsby eller i et brokvarter for den sags skyld. Det er ikke at påstå en fordring om at gøre sådan og sådan og sådan, men det er derimod for at huske på, at fællesskaber og de tanker, det kan blive til, ikke nødvendigvis er noget, man skal betale for. Det er også at finde hos ligesindede. Det er også at spørge om at blive læst og at læse andre, der formår at kunne tale om det at skrive på en indgående facon uden nogen videre ekspertstatus.

Jeg bliver aldrig blive enig i Klaus Rifbjergs berømte og, undskyld mig, bøvede kritik af Forfatterskolen for at være værre end en salatfabrik, for selvfølgelig kan man lære at skrive. Alt sker ikke i ét enrum, og indflydelsen kan være mangfoldig, som det var tilfældet med kritikeren Niels Barfoeds liv og levned som kilde til Rifbjergs egen drivkraft og inspiration. Af samme grund drejer denne tekst ikke om at undsige de nævnte forfatterskoler eller den slags skoler eller kurser i det hele taget. Det handler heller ikke, om at jeg skulle have noget imod, at nogen tjener penge. Det er et vilkår, selvom det kan være til diskussion, alle må forholde sig til, som tingene står lige nu. Jeg må bare frem for alt stille mig tvivlende an, når jeg ikke er overbevist om, at denne enterprise – en forretningsmodel, om man vil – altid er til gavn for den enkelte og for litteraturen som sådan.

Derfor vil jeg gerne som redaktør i Slagtryk opfordre til, at du, som læser dette, rækker ud, går til oplæsninger, måske sender en mail til en anden (hvem end det er), som du har læst og ikke mindst sørger dine egne møder med ligesindede, for vi i Slagtryk ved, at disse møder finder sted, at det er muligt. Fællesskaber er ikke noget, man partout skal betale for. Det må den danske og SU-berettigede Forfatterskole omvendt finde sig i at være et eksempel på, selvom det naturligvis ikke er det eneste sted, man kan forestille sig at lære at skrive.

– – – –

 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>