Louise Juhl Dalsgaard: Morgenhår og andre symptomer på daggry

Alt går ud i ét ligesom mørket en oktober-morgen. I flere uger har jeg ikke haft natlige drømme, til gengæld er mine morgener fulde af sand og glas og tid. Jeg taler med hunden for at dække over, at jeg taler med mig selv:
Har du det godt? spørger jeg.
Er du ensom? spørger jeg og dyret lægger sig kælent på ryggen: Spreder ben, blotter køn. Tænk at være så ublu forbundet til sine behov.
Mine tanker er skovlede og mosgrønne, sommeren er for længst forbi. Kun mine bryster hænger stadig ved, som triste serpentiner længe efter at festen er slut.
 
 
 
*
 
 
 
Virkeligheden ligner noget, der kunne være en scene fra mit liv: Et krus med kaffe (frysetørret, tre skefulde med top), fire blyanter i et bæger og en overvældende følelse af ingenting.
Da jeg var barn, startede min mor hver dag med at gøre armstræk og lave fire rotationer om taljen. Ikke fordi hun troede på den slags, men fordi man jo skulle starte et sted.
Min far gik anderledes til værks: Han satte streger under alle de ord i avisen, der havde tryksvage endelser. Efter sigende for at understrege en pointe, vi alle (inklusiv han selv) vidste, aldrig ville dukke op.
Selv er jeg typen, der fodrer min hund, bladrer i topografiske atlasser over ømme punkter og råber Av! ved hvert opslag.

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>