Liza Parnov Ryder: Tre tekster

Han kom fra havet

Han kom fra havet.
Som et forhistorisk dyr
steg han op
fra det evigt brusende,
salte hav,
og gik over
den uendeligt brede strand
for at stille sig op
foran tavlen
med ar op ad benene
efter kampen
mod knivmuslingerne
og kilometervis af sand
i de godmodige øjne.

Han var,
som havets mænd
er flest,
klippefast og ordknap.
Og så havde han
et stort rødligt fuldskæg,
som ikke virkede
særligt ophidsende
på en skolepige.
Og træsko.
Ikke desto mindre
tænkte jeg
på ham
på måder,
jeg aldrig selv forstod.

Det gør jeg stadig
og jeg vil altid savne
havgusen han bar med sig
og striberne af salt
som løb ned
af vores bløde barnekinder
hver gang
han var nær

 

Sang fra i går

Jeg var otte år
og på vej hjem fra skole
da jeg så den ligge
livsløs på vejen

Så jeg samlede den op,
dens lille krop var stadig varm
og jeg holdt den i to hænder
mens jeg forsigtigt forsøgte
at puste liv ind i dens næb
og jeg bar den hjem
i strakte arme
og med himmelvendt ansigt
og lagde den nænsomt
i min fryser

I entreen til konservatorens hus
stod en bjørn og oppe
i hans arbejdsværelse
viste han mig en skuffe
fuld af øjne

Han fortalte mig
at det var en lille,
ung rødkælk
og han gav mig den tilbage
siddende på en gren

Og jeg kan stadig huske
krumningen på hans ryg
og farven på hans isse
som tittede frem
bag det fremadredte hår

Ja, jeg tænker stadig
på konservatorens ryg
især når jeg skal sove
og jeg prøver at forestille mig
hvordan det mon er
at sove i hans hus
blandt kniplinger og dyr
med øjne af glas

Og jeg lukker mine øjne
og lytter til min fugl
som fra kanten
af mit skrivebord
synger sange
fra en svunden tid
om fugle
der flyver
og om dem
der falder ned

 

Nanaue

Dengang jeg var barn
havde jeg en bog,
en lille lyseblå bog
med polynesiske eventyr

I den bog,
som var lille nok
til at kunne være i en lomme,
gik kvinder i seng med store hajer
og fødte børn med gæller,
som gik omkring i landsbyerne
som smukke unge mænd
og hilste på deres naboer
og som, når ingen kiggede,
lokkede tilfældige
forbipasserende i havet
for at æde dem.

Jeg tænker så tit på,
hvor jeg dog elskede den bog,
jeg tænker på Nanaue,
hajkongens søn,
som måtte gemme den frygtelige hajmund
der sad på hans ryg
med hans mors tørklæde
og som jeg
en dag da ingen kiggede
låste inde i min kælder

Jeg tænker på,
hvor jeg dog savner den bog
og jeg tænker på Nanaue
som sidder rank og smuk og alene i mørket
og venter
og jeg tænker på afstande,
som ikke kan forceres
og på hvordan jeg
– nogen gange, når jeg skal sove –
lader dagens begivenheder
fortsætte til langt ud på natten.

Og jeg tænker
at det alt sammen er ok
at det alt sammen bare,
er noget jeg leger

 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>