Tina Frank: En

hun træder ind i vogn toogtyve       det bløde metalliske afsæt      hun ser ud af vinduet     naturen og dens malerier       en flad ko       en mark      kulden      hun finder sit garn frem      mønsteret ligger fast      hækl

hun har lyst til at hedde noget andet      anna      hun har lyst til at spise små stramme mandarinbåde      hun har lyst til at spænde et reb ud mellem to træer      mærke rebets hårde elasticitet mod sine fodsåler     armene udstrakt til hver side     hun har lyst til at falde blødt ned på skovbunden     hun har lyst til at sætte en mursten oven på en anden      dag ud og dag ind      se muren vokse      så en mur mere      så alle fire      hun har lyst til at lægge sig ned     præcis i midten     intet tag     intet gulv     bare natten og stjernerne som låg

hun har lyst til at være hårdere ved sig selv      opdrage sig selv som en hund       nu får du mad       nu får du ikke      huden holder hende sammen      hun bruger no-shine-pudder      hendes mave knurrer      hun bruser vildt      som en treo     som en flod      hun går en tur langs stranden       hun har sex i en seng       hun har et æble i munden      hun kan se alt komme

hun frygter       hun har cancer i brystet      en hård knude under den bløde armhule     hun kan flytte kuglen med sin pegefinger      hendes familie er nemme ofre      generne er vidt åbne      bedsteforældre      mødre       mostre      onkler      ordet træt i ordet portræt      hun går langsomt op af en trappe

hun havde engang en kæreste      han smadrede omhyggeligt sin hånd med en hammer       det tænker hun meget på      hendes barndom var kornfed      hun elskede havren højest      de små klokker      den hårdføre lyngmorgen og tiden      klitterne      hun længes altid efter havet

hun sover for lidt      gabet er et lydløst skrig      kaffen og en vinter at klare sig igennem      en dyne      en drøm om sand      stranden er hendes      som havet      som stjernerne      hun sidder i en grøn lænestol      dybderne er bløde      mørke      svampen har bredt sig      hendes hårbund afstøder hud i flager      plamagerne langs rygraden vokser      hun klør sit venusbjerg til blods med neglene      hun besøger lægen      hun modtager endnu en recept       terbinafin      stilheden flimrer      hun har lyst til at brøle mod månen      jeg er          hun fortæller ikke lægen om knuden      der er stadig tid

hun tror ikke det er muligt        at klippe sine egne bølger        cancer er vækstsamlinger        spændt som en bue       hendes mor fodrede lykken        læder        hendes mor bladrede i reklamer       hver lørdag som et event        kaffen og den nettogule        så kom canceren        knugende i brystet        hun struttede med noget        der ikke var hendes        solord        guld      hun ringer til lægen       hun bestiller tid

hun aer en labrador med hårene        det sorte sprog og sorgen        hun ser alt komme        når en hund dør        dør barndommen        et kors af to grene        holdt sammen af rødt garn        generation er et andet ord for gentagelse

det er hendes fødselsdag       alle siger tillykke       det ansvar hun smider ind i tiden        hun køber en kage        hun cykler til stranden        tågen ligger tungt        stranden er hvid       havet har slebet stenene      hun har en kage i hånden       hun står foran havet        havet har skabt en blød vej for hende       hun går ud i vandet      til livet       hun lover at være bedre       hun siger det højt       jeg lover at være bedre

hun hører det bag klitterne          en hund hyler          hun er splittet          er hunden god          hun går med vandet hjem          hun drikker endnu en kop kaffe       det buldrer så dejligt      kruset er hvidt mod det sorte       hendes ryg klør       hårbunden       al den utilpasse hud      hun har spurgt lægen      kan kroppen afstøde sig selv      hun skrubber fugerne i bruseren med en hård tandbørste           at alt kan fjernes med knofedt

hun går ned ad gangen i strømpefødder      hun mærker det straks       maskinerne falder over hinanden i iver       de vil så gerne hjælpe       anything you want       brysterne klamrer sig ind til hende        ord kan være dødelige        hun lægger sit ene bryst på pladen       maskinen lukker sig om hende        maskinen afgiver en hyletone        maskinen finder intet        der er intet at finde

 
 
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. Et stærkt digt, hvor nøgterne iagttagelser og følelsesmæssig transparens forstærker hinanden i en slags komplementærrytmik. Det bakkes op af en grafiks opsætning, der underbygger fornemmelse af både sprogets og indholdets “famlen sig vej” igennem digtet.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>