Poul Lynggaard Damgaard: Tre digte

Vi har en fugl til fælles

Det er ikke
krydderier byen
mangler
men gyder som håndtryk.
Du sagde vi skulle møde hinanden
efter hanegal i gentagelsen af en farve.
Jeg satte mig bag området, hvor jeg stadig
kunne se havnen, men der kom aldrig nogen.
Jeg kunne helt klart fornemme spor af dig.
Fiskeben og planter helt uden virvar
som en stille røg fra et bål
vi endnu ikke har tændt.
En af os har blik
for den anden,
og i det felt kan
vi flytte os. Om
vores relation
ellers har et klart
mønster er endnu
for tidligt at sige.
Der hvor din lange hals
møder kraveben, er det
som om verden begynder
og breder sig ud. Den verden
kalder vi for skuldre.

 
 
 
 

Tæt på jorden

Midt i engen kan vi mødes,
men kun denne ene gang kan vi flyde ud,
selvom haven vi kender altid
vil vokse her eller
et andet sted.
Principper i regn
som en sø ingen kan nå.
Motoren er organisk bilder kroppen bjerget ind.
Hvert strejf af en verden
er omgivelser jeg sætter mig ned i.
Jeg støtter mig op ad en anden.

Læderet der bærer samfundet knager så det brager.
Der er bygget en ruin i mit blod. Jeg sætter mig hvor jeg vil,
bare hestene må se.

Ulempen ved lyset og de kolde uger står i kontrast til
mosaikken ved kysten. Jeg har beregnet regnen til at slappe af
som mine lemmer. Rummene er mine spor. Jorden er bar,
og jeg ligger på knæ for kultur der snart vil blomstre igen.
Ingen vil have denne årstid. Mine fødder slår rødder.
Jeg bærer situationer som bær. Der er ingen farve
i mit sind, og søerne omkring oceanet er mit regnvejr.
Blomsterne bagude gror indad som en ø der synker i havet.
Det forhindrer mig ikke i at rejse mig langsomt igen
som billeder der gror frem på et træ.

Genkaldelsen af min bevægelse som situationer i vækst.
Jeg vil ikke årstiden, og jeg lader mig fordele i zoner.

 
 
 
 

Rumfornemmelse i tidens løb

Porcelænsmønstre har bredt sig i haven.
En let mild opkørt jord der mødes af askegrå flade
under træerne. Blandede stoffer som at vende tilbage
til øde samfund. Alle vandrer langs fundet.
Udsigten fra vinduet kan ikke rumme parken i sig selv.
Jeg møder dig bøjet ind over en måned.
En planet helt dækket til af vand eftersøges
Der er en situation i dit blod du ikke kan opleve.
Pulsslag styrter i perspektivet.
Jeg får vinden frem, hvor årstiden mangler,
før den kommer sig over sit sår.
En snoning i det omvendte landskab.
Jeg indrømmer lyset.

 
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>