Pia-Mathilde Henriksen: Sorude Mili

Sorude Mili

Og i foråret bliver det til regn. Det kan ses ude over Hindu Kush. Der er det, det blå, takterne i omslaget, det blå og det rullende. Det blå og bjergene, det grå fjeld og det blå. Det grå fjeld og gederne, fuglene og gederne og fjeldet. Der er omslaget, det kommer i takter af de gule sten og klove. Klove mod sten, mod jorden i dalen, klovene og stenene og dalen. Der er de, fuglene, takten i vingetagene og dråberne, de lilla skyer og regnen. Omslaget løber med vinden og takten i løvet på buskene. Der er den, takten i løvet. Og solen er der. Den ånder ud, ånder op imod omslaget og takten. Solen og lysende, gule skyer og omslaget. Det er der, mellem det grå og det gule og regnen bag bjergene.

Regnen og sneen, der smelter. Sneen der smelter og blander sig med jord og sten, som løber nedad, bliver til skred og lægger sig på vejene. Og bevæger sig, løber mod floden, omslaget, der bevæger sig mod øst. Det bevæger sig ind over Kabul-sletten. Og floden, regnen og smeltevandet, floden der løber mod syd, den bruser og floden bevæger sig fra nord. Den løber fra de højeste bjerge i Hindu Kush, fra højderne i nord, løber mellem bjergene, jorden og stenene og sneen. Dens længde, den løber, derned hvor sneen ikke længere er, der hvor regnen hører op, men hvor jorden og stenene er, klovene, den løber igennem Dashti Margo.

På bredden går folk med oppakning, med børn i hænderne og på brystet, et æsel stopper, en mand hiver i rebet, der er bundet om dets hals, men dyret bliver stående, drikker af floden, og folkene stopper modvilligt op et øjeblik, en kvinde sætter en pige fra sig på sandjorden.

Floden tager med sig sten og jord, stenene og jorden og sandet. Der hvor sandet er, den bevæger sig, bruser, løber, løber mod grænselandet i syd, flader ud, flader ud i Hamun.

 
 
 

Mirman Baheer

Tænk ikke på det, som en reaktion på nineeleven, tænk på de 30.000 piger, der kom i skole i Helmand. Tænk ikke på nineeleven. Tænk på alle de kvinder, tænk på alle de piger, tænk ikke på din kaptajn, tænk ikke på billedet af Fogh og Bush i en hvid pickup i Crawford, tænk ikke på dine britiske kolleger i Bastion, tænk på kvindecentrene i Lashkar Gah, tænk på de to kvindelige parlamentarikere i Kabul, tænk på distriktvalget i 2012, tænk på Mirman Baheer, tænk på de kvinder.

 
 
 

Panjshir-dalen

Alexander den Store levede af det kolde vand i floden, råt hestekød og saft fra en vækst, jeg ikke husker navnet på. Mujahedinerne af klumper af tørrede, pressede brombær, som de skar små flager af og lagde på tungen.

For foden af strækningen står totusindtrehundrede år gamle stendysser, makedonske soldater.

Sten falder over Kabul den nat, næste dag bevæger Haruns tanks sig gennem Pol-e Khomri, tilbage til bjergene.

 
 
 

Landai

Kvinder sidder i Kabul og Gereshk og fremfører korte digte for hinanden. På to linjer kritiserer de de mænd, de er tvangsgift med og alt andet, der bør kritiseres, for eksempel at de kan blive slået ihjel for at sige disse digte højt; den russiske okkupation, Talebans hykleri.

Making love to an old man is like fucking a shriveled cornstalk blackened by mold.

 
 
 

Alexandria Eskhata

Han har været over hele Afghanistan. På BBC kalder journalisten hans evne til at få sine tropper gennem Hindu Kush tremendous. I Baktria slår han en græsktalende landsby ihjel, fordi de har samarbejdet med perserne. Jeg kender hver en kilometer, han har erobret i det land, men hvad hvis jeg vil læse om Roxana.

 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>