Mette Damgaard Sørensen: Ved molen

:
Jeg overvejede at leje et værelse med udsigt over den lange mole, men prisen var for høj. I stedet fandt jeg et rum, som var lillebitte og lå ud til baggården; på den måde blev skraldespandene det, jeg fokuserede på. De var falmet til en grå farve, jeg skrev det ned for at starte et sted. Jeg skrev og skrev: Grå, himmelgrå, sildegrå, dunkelgrå, musegrå, rottegrå, askegrå, fuckegrå. Bagefter gik jeg længe nede på stranden og ledte efter en isbod.
 
 
 
 
::
Mågerne slog ned mod havet, de flaksede, min frakke var for kold, jeg måtte købe en ny og varmere, måske af uld. Jeg har aldrig haft sans for den slags praktisk skønhed.
Mine fingre greb ned efter blyanten og notesbogen i lommen, men dem havde jeg glemt på værelset. Jeg pudsede næse og aflæste syv beskeder på mobilen, de to slettede jeg med det samme. Isboden var lukket, og stranden var ingen lise.
 
 
 
 
:::
Det var på tredjedagen, jeg mødte bugtaleren. Jeg genkendte ham fra en plakat, der hang nede ved torvet; han havde netop optrådt i salen ved kirken. Vi mødtes tilfældigt på den kinesiske restaurant, jeg satte mig over for ham og smilede stort. Han var pæn på en lidt udstoppet måde, han havde sin dukke med, en standard uhyggelig dreng.
Han så spørgende på mig, jeg indledte en samtale, jeg masserede ofte folk på den måde ved at være interesseret og stille spørgsmål.
Jeg spurgte til forestillingen, jeg spurgte til, hvordan det hele begyndte, til hans succeser, jeg fortalte ham, hvor meget jeg beundrede hans mod: en voksen mand med en dukke, jeg fik ham til at smile. Efter lidt tid sagde dukken det, som det var, mens han selv kiggede lidt væk.
 
Jeg er vant til afvisninger, så jeg rejste mig op, sagde tak og farvel, gik langsomt gennem restauranten, med ryggen rank og blikket værdigt, det rørte mig ikke. Han rejste sig desuden op og kaldte mig tilbage, han undskyldte, han var bare træt, jeg tilgav ham med en frisk bemærkning, vi spiste et måltid og sludrede, han blev oprømt af vinen, og tingene udviklede sig.
 
Eller:
Efter lidt tid sagde dukken det, som det var, mens han selv kiggede nysgerrigt på mig.
Jeg sank tilbage i sædet, kiggede ned i dugen, sukkede, pludselig fikseret af træthed, det tog mig lang tid at tage mig sammen, tjeneren kom med en nudelret, bugtaleren rakte ud efter pindene og soyaen, dukken lå nu på bordet ved siden af.
Jeg tog et par dybe indåndinger for at komme i gang, men jeg kunne ikke finde på noget at sige. Jeg rejste mig langsomt, og idet jeg passerede hans stol, fik jeg en idé: Jeg ville overtage hans smukke blå paraply. Den hang i en rem hen over stoleryggen, jeg ville vriste den fri, jeg trak i snoren, men måske havde han med dukken udviklet en ekstra eller overtydelig sans, for han lænede ryggen hårdt tilbage mod stolen. Jeg rev i snoren og stak samtidig venstre finger i hans øre, men han rystede bare på hovedet, jeg endte med at give ham et dunk i ryggen. Det kom til at virke for venskabeligt, så jeg gav ham et til.
Han blev siddende uden at vende sig om.
Tjeneren trådte til og gelejdede mig hen mod døren, jeg måtte forklare mig oppe ved kassen og betale for en øl, så løb jeg ud af døren, udenfor løb mine øjne i vand, men det var blæstens skyld.
 
Jeg gik igen ned til isboden. Den var lukket, jeg fortsatte helt ned til vandkanten, hvor der stod en ældre mand og lænede sig mod blæsten. Han vendte sig om og så nysgerrigt på mig. Jeg sparkede til nogle sten i sandet. Han sagde noget, jeg ikke hørte; jeg vendte mig om for at gå.
   – Du har ingen anelse, sagde jeg så og gik hjem.
 
 
 
 
::::
Hans hud var bleg, brystkassen var glatbarberet, og han havde topmave. Jeg måtte læne mig mod tapetet og trække vejret gennem næsen.
Han trykkede sig ind mod mig, gned sig op ad mig og efterhånden fik jeg varmen, han famlede rundt, klemte for hårdt, fik mig med sig ned på sengen, utålmodig, larmende, han ville kysse mig, jeg tjattede til ham, og så var han pludselig såret. Jeg væltede ham ned på ryggen i sengen, satte mig overskrævs og gav ham en ikke for hård lussing. Jeg gav ham én til, han skubbede mig af, jeg gled ned på gulvet. Jeg landede på min frakke.
 
   – Jeg synes, du skal gå, sagde han så.
Jeg nikkede.
   – Jo,jo. Men… Jeg skal ingen steder, sagde jeg og lagde mig ned på maven for at studere hans bogsamling i den lave reol. Til min overraskelse fandt jeg en nyere, polsk roman, som jeg holder meget af. Jeg lod en finger glide langsomt ned ad ryggen, den virkede ulæst. Lidt efter sagde han:
   – Jeg tror ikke, du er noget særligt sødt menneske.
Jeg synes ikke, det krævede noget svar, så jeg rullede om på ryggen og stirrede op i loftet. Der hang et udførligt spindelvæv i hjørnet ved gardinstangen. Så sang jeg noget af en Robyn-sang, som han måske kendte.
Han hostede.
   – Vil du ryge?
Han trak en skuffe i natbordet ud og fandt en joint.
Dukken lå oven på bordet, med hovedet vendt ind mod radiatoren. Den så mindre ud nu.
Han tændte og tog et heftigt sug, så rakte han den ned til mig.
Jeg hev røgen ned i lungerne og lukkede øjnene, jeg har ikke røget siden mine gymnasiedage.
   – Har den helt ærligt ikke en kuffert?
Han kiggede ned på mig.
   – Dukken? Nej.
Jeg lukkede øjnene. Lidt efter så jeg en måge glide forbi, den havde en pomfrit i næbbet. Jeg kaldte på den, jeg kunne næsten røre, den var smukkere end forventet, gråspættet og elegant.
   – Måger er fugleverdenens svar på rotter, sagde jeg.
Han sagde ikke noget.
   – Du tror måske, det er duer, der er flyvende rotter, men nej, det er måger. De er dristige, de er intelligente, de arbejder sammen, de rydder op, og hvem spiser frivilligt en måge..? Måger har lige som rotter gennemskuet, hvordan man får det maksimale ud af verden.
Jeg sank en klump.
   – Ved du godt, at én skade varsler ulykke? Måger varsler ingenting, de er her bare. Duer derimod er fugleverdenens svar på…på…
Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle fortsætte, mine ord var sluppet op.
Han fnes og lagde sig på siden men en hånd under kinden.
Så sagde han som en tyrkerdue.
En morgen.
I et fyrretræ.
Uden for et hus.
Lidt efter mærkede jeg, at jeg frøs. Jeg rejste mig op og lagde mig ind til ham. Jeg strøg ham over hele kroppen. Han var varm og i live. Det udviklede sig, men ikke mere end det.
 
Halvanden time senere stod jeg igen ved isboden og ventede på, at solen skulle stå op. En dame med en hund hilste, jeg nikkede og betragtede derefter en sky i horisonten; den var let rosa og havde form som en sky.
 
 
 
 
 
 
 
 
Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>