Poul G. Exner: To digte

I

Du ser venner tage hinanden i hænderne
og hilse varmt,
imens en mand kalder sin aftale
med årepresse om sin penisstump
og en udmærket appetit på oplevelser,
til bordet et sted i Tyskland,
– vi skal spise,
og ikke kan forstå,
at politiet blander sig dagen efter
                                                    Menuen på Instagram.
Nøh…

Du ser roser foldes i røgelse,
mærker birketræernes dybe forelskelse i vinden
som bringer fuglene hjem,

du oplever          
mellem tro og virkelighed og virkelig tro,
oplever du

det! du kan tillade dig at sanse,
i frikvarteret til forskel fra timen,
det! du føler, det! du ser
med varmen fra fingerspidser mod smukke læber,
strålende lukkede øjne i kyssenes lysning,
(O kysset, O lysningen,
en glæde så stærk, at I græder sammen,
O, cypres, O cedertræ,
jeres tårer er lykkelige og blå,
resten af livet i civil intelligent ulydighed,
resten af tilværelsen medfølelsens naturlige
og aldeles rimelige anarki)

Du føler med mennesker ledet af stemmer
ingen andre kan høre, blege, bange, bedøvede af piller,
og frygten for at miste en aldrende mor
den eneste ene tilbage i adressebogen,
og undrer dig over nordlysets nyttesløse
modstandsbevægelse over deres hoveder
Du tænker over meditationens halvvejshus,
iagttager de kristne
på evigt stævnemøde i hjertet af en lås
døden overladtes nøglen til for to tusinde år siden,
og muslimer, hvis dolke
var beregnede på at skære et hjørne af kappen
i dyb ærbødighed for samme hjerte i ro
og ikke så meget pis,
og egentlig ønsker du bare at se verdensreligionerne
absorberet, opbrugt og forbrændt
af bevidstheden i ét eneste hjerte
og poesien fra klokkerne og bjælderne spredt ud
som nærende lag for majsen, risen og kartoflen,
på jorden hvor den hører hjemme.

Du ser børn, vibrerende som ordet selv
blive elsket og elsket igen og planmæssigt ødelagt,
den ene halvdel af kloden i skygge fra sult
den anden i lyset fra ovnen,
og sjælen forsøge at gabe over dét.
Du elsker andre mennesker,
så du hader også det, de bliver til,
men det er fint,
for mange af dem hader fandme også dig,
du selv ikke mindst mislykket

                                                nok (sidestepping here
                                                       proving the point)

Du påskønner, at mennesket vil rejse ud i rummet,
men ved også, det er bedst at vente
en tyve-tredive generationer mere
efter Hiroshima og Treblinka
og fascismen i en flammende kop mælk
vi først kan begynde at slukke tidligst i morgen.

Du kom for fanden bare forbi imellem en klit
og en sump engang henunder middag,
fik et glimt af miraklet og magien,
svarede med stjernen i dit bryst,
og se nu for helvede din tallerken.
Oh, jeez, Rick!

Den her planet, mand.
Dén her motherfucking planet.

II

Med et smil på læberne
som hos en
der er hjælpeløst
bundløst, oprigtigt
forelsket
i en komplet idiot
og vèd det,
vil verden vælte om på ryggen
og smile med røven
til gud ved hvad,
og havde det ikke
været for solsystemet
og alle de nøjagtigt samme
betingelser for udviklingen
af liv på jorden
og hele cyklussen fra ilden
til atombomben om igen
ville det have været såre godt
med en frisk start..

Det er sket og vil være sket:
det har været sket med os. Altid:
I vores kvadrant af mælkevejen
sker grimme ting bare
i samme sekund
et menneske træder ind i rummet,
horisonten
klodser fuglene op,
træerne vender det hvide
ud af kronerne,
og halvædelstenene
begynder at smiske.
Blandingen af
uendelighed, bevidsthed,
egoisme, økonomi
og dødelighed
er toksisk
for et menneske.

Nogen talte om
at lære af historien.
Vi kan ikke engang
finde ud af
at lytte til fuglene
uden at sende
en hånd
ned til skridtet.

  • Citatet i kursiv i digt I er fra Rick And Morty. To figurer som ikke er fremmede overfor det absurde.
Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>