Henriette Houth: Hjulspor

Der går en vej ind i skoven, to hjulspor, som lige passer til en bil.
              Foreløbig virker den ret kedelig, skoven, bare den lange, lige vej omgivet af grantræer på begge sider. Helt anderledes end skoven omkring rutsjebanevejen eller nogen af de andre steder, far plejer at tage os med hen.
              I dag er det bare ham og mig. Vi er næsten lige kørt fra Gjerrild Kirke, hvor vi gik tur på kirkegården og også var inde i kirken og se på malerierne på væggene.
              Måske er vi kørt forkert? Men det er vi ikke, siger far. Hans stemme omme fra forsædet lyder rolig, sikker.
              Eller måske starter den rigtige skov først længere inde. Ja, tænker jeg, mens vi bumper videre ad hjulsporene, sådan må det være, det her er bare en slags indkørsel, far er ude på at overraske mig.
              Men så standser han bilen. For at ordne et eller andet, tror jeg først, eller finde noget i handskerummet. Men nej, vi er standset rigtigt, det er her vi skal ud at gå tur.
              Luften er stille og fugtig. Vi står i græsrabatten ved siden af bilen. Der er også en smal stribe græs i midten, mellem de to hjulspor. Ellers ikke andet end grantræer. Uanset hvor man kigger hen, forude, bagude og til begge sider: række efter række af grantræer, knejsende som et tavst, mørkt kor under den grå himmel.
              Jeg kan heller ikke se nogen stier nogen steder. Skal vi så bare gå på den her kedelige vej?
              Far siger, at man sagtens kan gå tur mellem træerne, selvom der ikke er nogen sti. Jeg kan bare begynde at gå, siger han, han skal lige have noget i bagagerummet, så kommer han.
              Grenene starter først et stykke oppe ad stammerne. Der er ingen buske eller krat, så det er sådan set rigtigt nok, man kan godt gå her, selvom der ingen sti er.
              Far står stadig henne ved bilen. Gå bare, råber han, jeg kommer lige om lidt.
              Det brune grannåletæppe fjedrer sjovt under fødderne, mens jeg bevæger mig ind mellem træerne med en svagt prikkende fornemmelse i ryggen. Nu og da svirper en gren over min kind. Jeg kan virkelig ikke se, hvad sjovt der skulle være ved den her skov. Her er bare træer over det hele.
              Men så, et stykke inde, får jeg øje på et spindelvæv. Det hænger pludselig foran mig, glitrende spændt ud mellem et par af de nederste grene.
              Prøv at kom’ og se, far! råber jeg ud mod bilen. Han står stadig omme ved bagagerummet. Kun toppen af hans hoved et synlig over kanten af bagsmækken. En flig af hans jakke.
              Sådan her har jeg aldrig set et spindelvæv før. Så funklende, næsten selvlysende. Det ligner noget fra et eventyr. Et feagtigt bygværk svævende i luften mellem det alleryderste af grannålenes spidser.
              Jeg begynder at gå lidt videre, men ved ikke hvilken retning far har tænkt sig vi skal gå i. Grantræerne fortsætter forskelsløst til alle sider. Han står stadig ude ved bilen, men bagsmækken er lukket nu, hans arme hænger ned langs siderne.
              Kommer du ikke, far?
              Men nu skal vi vist alligevel ikke gå tur. Er det det, han siger derude? Han er på vej rundt om bilen. ”… hjem,” hører jeg. ”Vi kører nu …”
              Jeg skynder mig at vende om, han har allerede åbnet døren til førersædet, det virker som om vi pludselig har travlt. Måske er han alligevel også kommet frem til, at det er en mærkelig skov at gå tur i. Jeg kan se hans ansigt hen over taget på bilen, se munden bevæge sig, men hans stemme har svært ved at trænge ind mellem træerne.
              Jeg småløber, så godt det lader sig gøre på den gyngende grannålebund, ind og ud mellem grene og stammer.
              Far står og venter ved den åbne bildør. Forsædet er vippet frem, så jeg kan kravle ind. Lidt efter bakker vi ud af skoven.

 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>