Mads Christian Voss: Kirk Delta S1 og FIFA

Kirk Delta S1

Kirk Delta S1 ringer og vækker mig. Hvordan skal jeg kunne sove igennem i den støj? Telefonen ringer fra gamle dage et sted og vibrerer i minderne lagret i kroppens nerver og skubber dem op til ørene. Så vågner jeg, og siger tak gud for, at det bare var en drøm, og jeg siger fuck dig gud for at minde mig om, at det skete. Og det skete. Og det skete så tit, at Kirk Delta S1 ringede. Altid omkring aftensmaden, hvor lærerne vidste, at vi var hjemme, og hvor vi sad fire mennesker om et bord, og hvor min storebror smilede sadistisk til mig. Han kan lave sine lektier, men han kan ikke holde sin kæft, når jeg beder ham om det. Og det var altid lærerne, der ringede på det tidspunkt, for Bedstemor ringede aldrig midt i maden. I start 00’erne ringede man ikke mellem klokken 18 og 19. Mors veninder ville heller ikke ringe på det tidspunkt. De ringede først, når far så fjernsyn og mor havde taget af bordet, og de havde spist i deres egne hjem. Ellers ringede hun til dem, men aldrig før 19.30. Jeg husker, at hun tog taburetten fra køkkenet og placerede den foran Kirk Delta S1. Jeg husker det aftagelige stykke plastic, som gjorde, at vores var grå og gul, imens Frederik fra klassen havde en grå og rød Kirke Delta S1. Jeg ved ikke engang, hvad min telefon i dag hedder. Det er en OnePlus og et nummer i rækken. Det er sådan noget barndommen husker, fordi Kirk Delta S1 var the messenger, and don’t shoot the messenger. Og ret beset skød jeg den ikke, jeg torturede den til døde. Mor og far snakkede om en håndholdt, og jeg greb chancen og slog Kirk Delta S1 ihjel ved at trykke 1-knappen ind under det gule plastic, så den satte sig fast, og den skreg, og et ar af 1-taller løb hen over displayet, indtil arret fyldte det hele og begyndte at skubbe de gamle 1-taller tilbage ind i displayet, imens nye kom frem i højre side. Lyden af at slå noget ihjel, før det slår dig ihjel, er en god lyd, og tanken om aldrig igen at skulle høre Kirk Delta S1 larme var mums. Far blev rasende, rev stikket ud, og satte det aldrig i igen. Jeg husker: Lyden fra Kirk Delta S1 ramte mig midt i maden og fik det til at synke dybt ned i kadaveret på mig, og al lyst til at spise flere frikadeller eller kartofler eller whatever forsvandt. Far rejste sig, og jeg afsøgte muligheder for at stikke af, men det ville kun gøre alting værre, og jeg kunne jo være heldig med, at det var forkert nummer, men jeg var aldrig heldig. Far sagde sit navn, lyttede intenst og kiggede ned i Kirk Delta S1; sin sladrehank. “A hva har han gjort?” sagde han og slog mig med blikket, og mor kiggede på min bror, og han sukkede, men først efter han havde smilt sadistisk til mig, og så placerede han teatralsk kniven og gaflen på tallerkenen, søgte mit blik, fangede det og rullede øjnene om i nakken. Mor tog de tomme fade med ud i køkkenet. Min bror gik efter hende og lukkede døren. Far strakte armen ud mod mig og pegede fingeren i jorden. Det betød, at jeg skulle blive siddende. Jeg vidste jo for helvede godt, hvad jeg havde gjort, og jeg vidste jo for helvede godt, at det var forkert. Jeg kan ikke huske opkaldene fra hinanden. De er bare blevet til en sum, der samler sig i ét minde. Måske var det dengang, jeg havde stukket Sandra i armen med en blyant, og hendes mor var bekymret for, at hun fik blodforgiftning og skulle dø på stedet. Eller dengang jeg kastede en passer tværs igennem klasselokalet og ramte Frederiks ankel, så den bare hang og dinglede i akillessenen. Dengang troede jeg faktisk, at jeg skulle slippe, fordi han gik til modangreb og slog mig hårdt på øret med knyttet hånd. Der blev sjældent ringet hjem, når der var slåskamp, fordi lærerne kunne tage fejl i, hvad der var rigtigt og forkert, og de ville ikke anklage nogen for noget, hvis der lå noget bag, som de ikke kunne finde frem til. Men når det var klart for alle og enhver, at handlingen var forkert, selv for mig; ja, så blev der ringet til Kirk Delta S1.

 
 

FIFA

Han skal kunne løbe hurtigere, og derfor er det vigtigt, at jeg træner så meget som muligt og får A i alle øvelser. Så bliver han hurtigt bedre. Man kan have to træningspas mellem hver kamp, og det skal jeg gennemføre til A, ingen simuleringer, ellers kommer det til at tage en krig. Lige nu spiller jeg i FC Nordsjælland, men det er ikke selvvalgt. Jeg startede i Roma, fordi Roma ikke? Men det var umuligt at starte inde; heldigt at jeg overhovedet fik lov til at sidde på bænken, når jeg havde 63 i total, imens flere reserver havde over 70. Men det er nok sådan, de gør. De giver mig en lille mulighed. Jeg blev skiftet ind med 18 minutter tilbage af den første kamp og havde ikke en chance. Jeg fik bare spillet bolden lidt rundt og forsøgte mig med et indlæg (trykkede firkant), som min spiller slet ikke havde niveau til at placere ordenligt. Den blev clearet, og det var egentlig det, der skete i den kamp for mig. Efter kampen var der et bud fra FC Nordsjælland. De ville hente mig på en lejeaftale resten af sæsonen, og jeg sagde ja. Jeg vidste ikke, hvad alternativet var. Ville der komme andre bud, ellers skulle jeg måske bare træne i Roma resten af sæsonen uden at spille? Øvelserne har sin egen logik. Jeg tvivler på, at det er sådan, de træner i virkeligheden. En masse kegler og oppustelige remedier fordelt på banen. Det tager tit ét eller to forsøg at forstå øvelsen, derfra er det bare at følge instrukserne, og vigtigst; score mål, det giver flest point. Det er dog ikke i alle øvelser, at der står en målmand. Her skal man bare skyde (trykke rund) og ramme nogle papkasser eller nogle metalskiver, der hænger i overlæggeren. Lyden, der kommer ud af højtalerne, når man rammer kasserne eller skiven, er lyden af succes. Og pointene, der lyser grønt på skærmen, giver god dopamin. Men det er ikke, fordi jeg som sådan er glad for at lykkes med øvelserne. Glæden tager i hvert fald hurtigt af. Øvelserne er et nødvendigt onde. Det er værre, hvis jeg mislykkes, så har det været spild af tid. Det vigtigste er, at jeg får A, så jeg kan stige; helst i pace. Jeg vil gerne, at han er hurtig, så en offensiv midt kan spille den i dybden (trykke trekant) til mig. Jeg har med vilje lavet ham noget højere, end jeg er i virkeligheden, så er der lidt mere target man over ham; muligheder for at excellere i hovedspillet. En Lewandowski-type, men med pace, masser af pace.

 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>