Slagtryk, april 2020

April måneds seks bidrag er samlet i en PDF.
Emily Gernild (foto af David Stjernholm) stod bag forsiden.

Download PDF’en her:
April 2020 [1 MB]

– – – –

Redaktionelt
– ved redaktør Thomas Glud

I en krisetid tar poesien stilling… eller gør den?

Fra 1902 til 1927 udvekslede Jeppe Aakjær og Thøger Larsen breve. D. 11. oktober 1905 lyder det bl.a. sådan her fra Thøger Larsen til Jeppe Aakjær:

“Livskilderne i den gode Kunst rinder gennem Tiderne, efter at de politiske Døgnspørgsmaal, der var oppe ved dens Frembringelse, forlængst er dybt nede igen. Den giver Impulser baade til det politiske og det hele aandelige Liv, om den end ikke just egner sig til Paalæg paa det Brød, der i forvejen er altfor tørt.”

i samme brev skriver Larsen: “Jeg vil ikke underkende Betydningen af Politik, men jeg vil endnu nødigere have underkendt Betydningen af Kunst.”

Balancen mellem det politiske og det kunstneriske i et digt trænger sig på, fordi strømmen af coronapoesi tager til. På de sociale medier kan jeg i kommentarsporene læse om både en afstandstagen til og en hyldest af coronaskriverierne. Nogle vil være ved, at de skriver på det aktuelle, mediebilledet, krisetilstanden, mens andre skeler til de runde kaffepletter og giver sig til at skrive udenom krisen… med slet skjulte henvisninger til et land i isolation.

I den publicerede mængde coronapoesi spiller toiletpapir, isolationskuller, kritik af globaliseringen og den menneskelige civlisation og indgriben i naturens orden en rolle på hver sin vis. Det samme billede tegner sig i Slagtryks indbakke. Coronaen spreder sig i poesien som den virus, den i seneste redaktionelt blev opfordret til at være. Men med hvilken hensigt?

Er poesien politisk, kommenterer den på samfundsbilledet og mediestrømmen, vil den ændre verden, revse eller hylde de politiske positioner i Danmark såvel som resten af verden, de faldne italienere og amerikanere, jerngrebet i Kina og det danske mådehold i kombination med ynkelig hamstring? Eller holder poesien på sig selv, mens den opholder sig inde i mennesket og skildrer følelserne, frustrationen, eller ser den på naturen som i al sin objektivitet slår ihjel og sætter liv til organismer?

Ville et koldt og regnfuldt, måske endda snevejrsramt og kuldebrændt spirende corona-forår have fremkaldt en anden bitterhed, og ville man have kunnet se det i digtene?

Det politiske kan i poesien selv være en virus, der slår digtet ihjel fordi det stræber og går over i en manipulation, digteren Mattias Jeschko-Edberg (f. 1973) nævner under et interview i magasinet Eftertryk. Men afholdte poesien sig fra at kommentere og skildre verden i al sin umiddelbare aktualitet, ville vi have en tom og blødende poesihistorie.

Skal vi vende tilbage til udgangspunktet hos Thøger Larsen, livskilden vs døgnspørgsmålet , så kan vi først fastslå, at coronaen ikke er et døgnsspørgsmål. Men hvad med detaljerne, som i mange tilfælde alligevel er dem, som kommer til at fortælle historien, hvordan skal vi forholde os til dem? Måske kan toiletpapiret sammenstilles med døgnspørgsmålet og isolationskuller med livskilden, et mere eksistentieltudfordrende og alvorligt emne. Men måske tænker vi ikke en poetisk opdeling på samme måde længere og måske holder vi i dagens poesi af at sammenblande døgnspørgsmålet og livskilden?

 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>