Louise Uth Pedersen: Manglende pryd

Der er en bakterie på min hud. Det er ikke alle, der får den. Ikke hvad jeg ved. Bakterien forbindes ofte med teenageårene, men bakterien har ikke forladt min hud endnu. Den vil være der. Den gør min hud til grosted for knoldbegonie. Knolde, der springer ud i runde bulnende blomster. Røde, gule og orange farver. Med tiden visner de, bliver brune og skallede og så falder hovederne af.
Liljer kunne det også være. Bakterien kan styres, hvis man spiser piller og putter hvid, ætsende creme på hver dag. Efter et stykke tid med piller og hvid creme udglattes huden. Jeg skal også snart flytte ind i en ny lejlighed, hvor der er træpaneler, gipsstuk og roset. “Neeej, der er roset,” siger de.

Jeg stod på apoteket den anden dag og prøvede at kigge efter noget creme, der kunne lappe min hud sammen. Jeg har før prøvet noget creme, der kan lappe huden sammen, men det var for effektivt. Cremen lagde en hinde, der forhindrede udefrakommende helende kræfter i at trænge ind. Jeg har haft et sår i over en måned og det vil ikke hele. Det er riflet, bulet og hullet i overfladen.

Det skete bare, den anden dag. Han stod på en måde som vækkede alt for meget i mit hovede og min krop til, at jeg kunne forstå det. Det varmede nedenunder håret. Det er ligesom når jeg køber en ny slags shampoo og det svier i hovedbunden på en anden måde end, hvad brugsanvisningen siger, det skal.

Jeg drak en kop te og fik små stykker kalk ind i munden. Der sidder et tykt lag kalk i bunden af kogekedlen, der ikke er til at få opløst. Ikke engang med eddike. Istedet skaller det af i små stykker og kommer med ned i teen, selvom der sidder et filter i kedlen.
Der er også kalken på fliserne i badeværelset; den skaller ikke bare af, af sig selv. Det gør det bare værre, hvis jeg prøver at skylle den væk. Der skal eddike til. Hvis eddiken ikke hjælper, ved jeg slet ikke, hvad skulle hjælpe.

Jeg fik lyst til at ringe til nogen i dag, da jeg fik en sten i skoen, der trykkede så spidst som en glassplint.

Den første store artikel i Samfundsmagasinet handler om forskellige måder at fejre bryllup på. Den næste artikel er på kun en side. “Vakuumpakket vinder”, står der og handler om svinemørbrad. Så en artikel om hudsult. “Trænger du også til et kram?” spørges der i overskriften. Jeg bladrer et par sider. “Trænger du også?”, står der igen. Denne gang er det en
reklame for pakkerejser til Algarve.

Hos frisøren er der små hår over det hele og nu er de også i nakken på mig. Min hovedbund er varm og prikker, der er sat parfumespor ned i porerne og hovedskallen har suget dem til sig. Min hovedbund er syg, det ved jeg. For helt dybt nede i huden under håret, skal der ro på, og det er der ikke, så de små, hvide, tørre nogen lægger sig på skuldrene. Der kan godt opstå rødmen og man får sår og der kan også opstå svamp. Frisøren sagde, jeg måtte spise usundt, når nu min hovedbund var så syg. Hudlægen sagde, jeg ikke kunne spise mig fra det, men det gad jeg ikke diskutere med frisøren. Psykologen sagde, jeg bare kunne forestille mig alle de andre i rummet var nøgne.

 
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. Thomas Stubbe Teglbjærg

    Ord der lægger sig som plejende balsam på min sitrende hjernebark og mit oprørte sind. Tusind tak Louise.

Svar til Thomas Stubbe Teglbjærg ¬
Fortryd svar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>