Klara Li Scheutz: Jokum snakker om al lykken

”Jeg tænker på dengang man var på din alder og man kunne blive helt ekstatisk, bare af at være ude en sommernat. Det kan jeg ikke længere. Men jeg tænker nogle gange på nordlys. At se det. Engang da var jeg også ude. Om sommeren var det så perfekt, at gå sådan gennem byen, under træerne, udad Jagtvej mod Frederiksberg. Jeg kunne have taget cyklen. På sådan en strækning mødte jeg Lotte, det var måske ikke engang der, men det var samme tid, mens jeg stadig gik. Det har måske været længere ude, eller også var det mere mod nord. Jeg mødte mange vigtige mennesker der.
Lotte var den vigtigste og jeg tror også godt hun vidste det. Hun vidste det godt. Det var noget med den måde hun sagde, at jeg bare kunne gå rundt om hjørnet og vente. At jeg bare kunne gå ud af butikken, hun skulle nok komme med poserne. Hun var sådan en der kunne finde en lille trådkrølle bag på bukserne og sidde og pille frustreret ved den, såret over at bukserne var gået op. Selvom vi var meget unge og ikke kendte hinanden købte vi et hus. Eller også flyttede vi bare ind i et hus sammen, jeg kan ikke huske helt om det nogensinde var vores. Jeg synes det var et stort liv, fyldt med skabelse og selskab. Vi gik i haven og jeg sov godt. Når jeg vågnede sagde hun altid noget til mig om, hvad hun havde lavet før jeg stod op. ’Jeg har købt vindruer, stillet dem ud’. Jeg gik ud på terrassen og spiste dem køleskabskolde, til morgenmad. Jeg lagde mig igen og hun sagde noget nyt. Jeg hørte det måske ikke, fordi jeg nogle gange når vi lå sådan i sengen om formiddagen blev så optaget af, at studere hendes meget smukke øre, at jeg ikke havde åndsnærværelse til, at høre hvad hun fortalte mig samtidig. Det er de fineste øre jeg nogensinde har kigget på. Faste og udfoldede, uden bløde folder. En streg der tegnede én ubrudt kurve, som aldrig rynkede og sluttede i en perfekt dråbe af blødt fedt i øreflippen, der også stadig var fast. Hun havde huller i dem. Så handlede det om ikke at skabe for meget rører og ikke opildne til for meget snak, men holde temperamentet i en form for dvale imellem os, så jeg kunne blive ved med at kigge på ørerne uden at hun pludselig vendte hovedet og håret faldt nedover dem, eller hun grinte højt og lagde sig ind til mig, eller hun ville kysse for tidligt. Under alle omstændigheder gik vi i seng med hinanden, jeg kyssede hendes krop, hendes brede hofter og hendes spinkle overkrop og jeg lod være med at kigge på ørene imens. ’Det er så dejligt det vi har her, det sagde hun når jeg havde hende sådan i armene, ’det er så dejligt det vi har sammen med hinanden, ’vi behøver ikke engang tænkte på hvad vi skal i morgen’, er det ikke utroligt, sådan var det virkelig.

Men bag huset løb en lille å, som man kom til når man gik ud ad havelågen og drejede til højre forbi nabohuset ad en smal havegang, der blev længere end den egentlig var, fordi at hækkene som definerede den var så høje, at man knap kunne se indover. Der boede alle de andre mennesker som vi ikke snakkede med, men som alligevel var afgørende for vores liv derude, på samme måde som at man måske helst vil gå en tur sammen ved søerne, hvis man kan se et ældre par gå ovre på den anden side med armen om hinanden og en familie med flere børn der går lidt bag dem, eller nogle meter foran én selv, og som ind imellem siger noget man kan høre når vinden blæser rigtigt ind på dem. Men så forsvinder deres stemmer og er en varm baggrundsstrøm igen, i nærheden af en, og på den måde har det lille indslag af familien gjort noget godt, at man husker at der er mere at glæde sig over. Nede ved åen bag de andres huse gik vi ture og jeg kan ikke huske at vi mødte andre der gik dernede samtidig med os. Måske gjorde de det og vi så det ikke, eller også gik de så langt foran os at de altid var nået forbi det næste knæk som åen havde i sit forløb inden den løb ud i kanalen og derfor kunne vi aldrig se dem, eller idet vi trådte ind på samme ubrudte strækning som dem og de ville have været synlige for os, var de gået bag en busk eller et fyldigt træ som der var mange af, både langs baghaverne og langs åbredden. I det hele taget var ålandskabet fyldigt med en grøngrøn og moden bevoksning, på en måde som jeg ikke tror, at jeg har set andre steder herinde i byen, som kunne minde én om et afdæmpet argentinsk landskab, sådan som jeg forestiller mig et afdæmpet argentinsk landskab, når jeg tænker på åen og da jeg gik dernede med Lotte. Det var ligesom at åen og alt det grønne havde fundet en måde at være landskab på sammen, som forenede og vedligeholdt dem, så stedet altid så godt og upasset ud. Fugten fra åen steg op i træerne, de holdt på den med kronerne og lukkede den inde i en tunnel rundt om løbet hvor vi gik, hvorefter fugten blev givet tilbage til åen fra bladene. Græsset var altid højt og vådt, så meget at man ikke kunne se når man skulle til at træde i et mudderhul, der aldrig blev fyldt eller på andre måder ordnet, for man kunne ikke finde det og tog sig kun af det når man var trådt i det, og så var man mest optaget af at få skoen fri og komme hjem, og så glemte man det efterfølgende. Det hele var på den måde upasset og selvom frugttræerne med sikkerhed var anlagte og der var plads til at de kunne vokse sig rimelig i størrelse, virkede det som om at de var vokset frem af sig selv, smalle og store på samme tid, udfoldede i forskellige højder med plads til sig, hver især. På den anden bred, altså den hvor vores hus ikke lå og der idet hele taget ikke var nogle huse men en lang bakkeskråning, stod bøgetræer hele vejen og dækkede for udsigten. Og bag træerne det ukendte, indhyllet i ukendt form, og i duft. Det eneste der afslørede sig var en blå plastikbåd der lå i vandet et bestemt sted i åen, sådan at to eller tre børn kunne skubbe sig ud til et andehotel på midten af løbet, og kigge på ænderne der sov.

Når vi nåede til den blå plastikbåd var turen næsten slut og man kunne ligeså godt gå tilbage igen med det samme og behøvede ikke at nå til enden, hvor man uundgåeligt på en mere klodset måde, skulle kigge lidt rundt og beslutte sig for hvornår man vendte om og gik den anden retning. Lige meget hvad gik vi tilbage og sad i vores egen have.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>