Anne Kierkegaard: Forår: Mælketænder

Det er forår og vi fodrer vores surdej. Træerne på vores gade står i hvid blomst.
Vi vander bønnespirer. Vi laver mere dej. Til pizza. Vi har brug for mozzarella,
men der er endnu tid. Vi plukker rosmarin og salvie i baggårdens regnvejr.
Vores tomatsovs bliver perfekt. Rød og tyk.

Vi lægger mærke til at en due er flyttet ind på vores overbos vindueskarm.
Det er et hovedløst forehavende: i dagevis falder alle kvistene den samler ned.
Hele tiden. To skader driller den. Jeg siger, Åndssvage fugl.
Men du er stadig uskyldig og bliver ked af det. Hvorfor gør de dét? spørger du,

og rokker med din nye rokketand. Hvad vinden og tyngdekraften lader i fred,
fejer skaderne ned. Hele tiden.
Snart er der så mange kviste i lag foran vores vindue, at vi ikke kan se ud.
De danner et tæppe af træ rundt om vores køkken. Som var det en bæverdam.

I dag hvor det regner og regner, svømmer vi, to kæmpe-gnavere, ud for at samle ost.
Vi klarer opgaven og svømmer ind i vores køkken og er mennesker igen.
Desinficerer hænder og tænker på eksploderende bakteriemembraner:
vores hænder massegrave.

Vi tænker på vores surdej og håber at den overlever.
Så længe det ikke er for koldt. Så længe det ikke er for varmt.
Vi fylder vandkanden. Vores grønne stueplante har fire nye skud,
stadig sammenrullede som grønne cigarer.

Vi dufter til de grønne skud, og duften får vores bregne-DNA til at summe.
Eller mit bregne-DNA i hvert fald – du er gået hen for at lege med Lego.
Det er som om mine knogler rører på sig, som om
de kunne bryde ud gennem mine hæle og søge efter et ordentligt greb i jorden.

Det er forår: alting vokser og spirer, ekspanderer. Så kommer solen
ud igen og du bærer pizzaen ud på bordet i baggården.
På vejen kommer du til at træde på en myre.
Dine øjne bliver store af følelse. Du elsker myrer.

Du elsker snegle, selv de fede uden hus. Du elsker duer.
Så, for at teste at det virkelig skete, gør du det igen.
Du sætter dig på hug og maser den ene efter den anden med din lille pegefinger.
Og der kommer flere. Og duens kviste falder fortsat ned.

Vi spiser. Pizzabunden har et perfekt knasende bid.
Det er for stort et arbejde for din rokketand:
Den falder ud. Om eftermiddagen går vi ud på vores blomstrende gade.
Du peger ned og siger,

Træerne har også tabt deres tænder.
Og jeg ser at det er sandt:
Træernes tænder ligger i hundredvis på det våde fortov
og skinner i solen.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>