Barbara Agertoft: Fire tekster

en ting, der holder på organer.
jeg spiller skuespil og lader som om, jeg kender den krop, jeg bruger.

jeg ligger i min seng og suger saften ud af appelsiner. jeg har skåret dem i skiver og gnaver kødet fra skrællen. saften skyder til alle sider og farver mine mundvige orange. jeg piller mig selv fra hinanden for at kropsliggøre min frustration, et forsøg på at ændre. jeg har åbnet alle vinduer. kulden får mig til at føle mig ren.
påskeliljerne er visnet, før de nåede at springe ud. nu er de helt sammenkrøllede og håbløse.

at svæve på mine hænder: et ønske om balance.
nogle gange holder jeg op med at trække vejret for at mærke blodet pulsere i brystet. det føles som en form for kronologi.
jeg kan godt lide at forstå ting uden at kunne forklare dem.

 
 
*
 
 

jeg vågner og har en trang efter koldt vand, at lade mig omslutte, gennemskylle, synke. en lyst til at trække vejret i hele kroppen samtidigt, åndehuller i porerne. at hengive sig til det større, til det uhåndgribelige. i vandet ved jeg ikke, hvor jeg er længere, jeg er bare. en slags lettelse. at løbe i modvind med åben mund.
engang åbnede jeg øjnene, når jeg var under vandet, gav mig selv lov til at se noget nyt. jeg forestillede mig, at vandet ville flyde ind gennem øjenåbningerne, trænge ind bag øjenhulerne og ind i min krop. sprede sig, gøre mig en del af saltvandet og ikke omvendt.

jeg tænker på badebroen. at jeg kigger gennem sprækkerne, en bekendt fremmedhed, en fusion af elementer, jeg genkender. det faste flydende, skabelse. jeg ved ikke, hvor grænsen går, hvor bunden rammer, men jeg forstår det. vandet hjælper mig på vej, jeg dykker under og svømmer ud. bevæger mig for at mærke mig, bevare varmen. forleden var vandet helt klart, jeg kunne se den grønlige bunds ujævnheder, mens jeg svømmede længere og længere ud. da jeg kom hjem, gyngede det i hele min krop. det blev ved resten af dagen, og jeg forstod det som en slags hjemve.

 
 
*
 
 

jeg forestiller mig, at der er et helt solsystem inde bag mine ører, og det fortsætter og fortsætter, men jeg ved det ikke. jeg kan næsten se ellipserne, som planeterne følger, tankerne, der hænger fast i dem. en form for svimmelhed. mine øjne flimrer, selvom de er lukkede og jeg forestiller mig, at jeg bliver suget indad, men det er bare en fornemmelse.

engang hørte jeg, at ensomhed ikke nødvendigvis er en radikal følelse, og det gav mig gåsehud. hele min krop blev overvældet af mørke. jeg åndede lettet op. åbnede vinduet og skruede op for radiatoren og lagde mig tilbage i sengen. lå under dynen med et tomt blik i timevis og havde det bedre end i lang tid.

 
 
*
 
 

dine øjne er blå, og jeg tror, jeg ser, hvad du tænker på, men det passer ikke. jeg ser det samme, som når man ser på himlen. man ser håb eller frygt eller medlidenhed, men den viser ingenting. himlen er bare blå. du er bare blå.

fliserne er kolde, stråler gennem mine fødder. hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, de forsøgte at slå mig ihjel. døren er i træ, eg, og jeg snubler over fodlisten. jeg kan høre kaffemaskinen og vandet i rørene. solen skinner ikke, det kunne jeg engang godt lide. fra køkkenet sluger jeg et glas vand, står og kigger ud i luften, venter på at tænke en ny tanke.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>