Stephan Sabinsky: Digte

Guldskinnende poletter fra Glyptotekets garderobe
vi sover på altanerne
drømmene er på højde med himlene
guldskinnende polet
vi udstiller fremtiden i fransk malerkunst
vi sover på bænkene i Glyptotekets vinterhave
aldrig skal vi forlade denne lykke

*

Phishing er et forsøg på at få fat i dine personlige drømme. Phishing kan også forekomme i vågen tilstand og under vand.

Vi vil aldrig bede dig om at fortolke fortrolige drømme i en drøm.

Tjek, hvor REM-søvnen fører hen, ved at lægge fingrene på øjnene.

Ransomware er en slags virus designet af søvnsvindlere til at kryptere og låse dine drømme, indtil der bliver betalt løsepenge. Vi betaler aldrig løsepenge.

Ved angreb bliver dine drømme genindlæst, ved angreb bliver dine drømme genindlæst fra sidste backup inden angrebet.

Hvis du er i REM-søvn, så tænk over, hvad du vil drømme, når du ikke er i REM-søvn.

Vær kritisk, tænk over eventuelle gæster i drømmen, giver det mening at kontakte dig på den måde?

Fortæl aldrig om en drøm, når du er vågen, hvis du er det mindste i tvivl om, hvad den betyder.

Hvis du har mistanke om, at du er blevet ramt af feberdrømme eller mareridt, så ring straks til os fra en fastnettelefon.

*

Fordelen ved dropdown-menuer i international luftfart er, at man kan have mange fly i luften, uden at de optager for meget luftrum. Dropdown-menuer er meget anvendte af samme grund. Ulempen er, at de er en af de mindst ”usable” måder at opbevare og vise fly på, netop fordi de er skjulte det meste af tiden. Dropdown-menuer for fly viser sig som rebstiger, der kastes ud over lufthavnsområder. Engang sprang jeg igen og igen i faldskærm ud fra små Cessna-flyvemaskiner, mens instruktøren på landjorden, med kikkert og walkie-talkie, guidede mig ned i mit følelsesliv. Træk i venstre styreline, hvis du vil én vej i dit liv. Træk i højre for en anden. Træk i begge samtidig for at give helt op. Vi skulle også prøve at frigøre hovedskærmen. Inden vi trak til, skulle vi fæstne blikket på reserveskærmens udløsningsrem. Hovedskærmen blev frigjort og forsvandt bag os, det gav et ryk, et styrt mod jorden, vi udløste straks reserveskærmen. Den foldede sig ud, nystrøget. Sådanne pludselige, nok så intentionelle, dropdowns skal foregå fra en vis højde. Tanker og følelser, der ellers var skjulte, kan ramme for hårdt mod virkeligheden.

*

Min krop er fuld

af alle mulige halveringstider

*

Jeg er i opholdshallen på en stor togstation et sted i Europa. Slotsagtig arkitektur og stemning. Kø af mænd og kvinder. En ældre herre skal virkelig tisse. Jeg vinkes videre i køen, efter den ældre herre er vinket helt foran. Han trækker et gammeldags, men nyt, tisse-papklippekort op. Han bor jo på Amagerbrogade. Jeg vinkes foran igen, fordi jeg har en lejlighed. Men jeg bliver guidet hen til en lukket afdeling udelukkende med toilet efter toilet, der af forskellige grunde er enten ulækre eller lukkede. For at komme ned til det gode toiletområde skal man mase sig igennem et sikkerhedshul, en slags gummidør. Jeg skal virkelig tisse.

*

Øjnene er dine belongings

Husk at tage dem med dig, når du forlader toget

 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>